Venstre sidebanner eksempel

Skal jeg blande mig?

Prøv at vurdere din datters evne til konflikthåndtering ud fra hendes humør og ageren, både når hun er sammen med sine kammerater, men også bagefter.

Hej Suh.
Jeg har en datter på 9 år. Hun har ofte legeaftaler med pigerne fra sin klasse.
Når de er hos os, kan jeg ikke undgå at høre lidt af, hvad der foregår dem imellem. Nogle gange har de en del konflikter med, hvem der skal bestemme hvad og hvorfor. Jeg er nogle gange i tvivl om, hvornår jeg som voksen/mor skal gribe ind, og hvornår det er bedst at lade dem finde ud af det selv?

Jeg tænker på, at så længe de selv leger uden alt for voldsomme konflikter, så er det vel godt nok at lade dem være – men på den anden side, jeg overvejer også nogle gange, om jeg skulle ”guide” dem til lidt bedre løsninger end de nogle gange lander i?
Venlig hilsen Moren

Kære Mor
Jeg forstår godt dine overvejelser: Hvornår kan vores børn klare det selv – og har endda godt af at klare sig selv – og hvornår bliver udfordringerne for svære for dem, så vi skal gribe ind? Gid, der var en facitliste til det! Men det er der ikke, og i stedet er vi nødt til at bruge både vores intuition og vores fornuft.

Børn HAR godt af at klare visse udfordringer selv, det er det, de lærer og modnes af. Løser vi alle problemer for dem, så bliver de passive og hjælpeløse. Omvendt kan et barn, der overlades for meget til sig selv, blive overordentlig selvhjulpent, men på samme tid helt miste evnen til at turde stole på andre og til at kunne bede andre om hjælp. Desuden – selvom børn ofte er kvikkere, end vi som forældre tror, så er der selvfølgelig grænser for, hvad de kan overskue, og hvad de kan vurdere realistisk.

Så prøv at vurdere din datters evne til konflikthåndtering ud fra hendes humør og ageren, både når hun er sammen med sine kammerater, men også bagefter. Er hun overordnet glad og virker tryg, når hun leger med sin klammerater, så er mængden af konflikthåndtering samt udbyttet af det formentlig helt OK. Snak også med hende om legeaftalerne bagefter: ”Legede I godt sammen?”, ”synes du I er gode til at deles om at bestemme?”, ”bliver I tit uvenner?” osv. Hvis du derimod får indtryk af, at din datter ændrer karakter eller bliver mut og gnaven, når der er legekammerater, så kan det være et udtryk for, at hun har svært ved at sige fra. Så må du snakke med hende om det, du observerer: ”Jeg har lagt mærke til, at du tit er sur og ikke siger så meget, når du leger med XX?”, ”er der noget du kunne tænke dig var anderledes, når du og XX leger sammen?” osv.

Er det din vurdering, at din datter og hendes kammerater overordnet ikke håndterer legen og konflikterne særlig hensigtsmæssigt, så er det en forældreopgave at gribe ind og hjælpe dem til mere konstruktive måder at gøre det på. Har den ene af pigerne måske svært ved at få sagt fra, kan det være meget hjælpsomt for hende (og for gruppedynamikken), at en anden hjælper med, at der bliver sagt fra.

Hvornår vi gør det ene eller det andet, er op til os at vurdere – og derfor er det rigtig godt, at din datter netop ofte har legeaftaler hjemme hos jer, så du faktisk har mulighed for at få indblik i, hvordan det foregår.
Hilsen Suh}