Jægersoldaten der blev præst: Mors tro reddede mit liv

– Mit liv blev lagt i Guds hænder, allerede syv måneder før min mor fødte mig. Lægerne sagde til hende, at hun skulle få fjernet sit to måneder gamle foster. Men min mor valgte at stole på Gud og få mig alligevel, fortæller Stephen Egede Glahn, som har været soldat og officer i det danske forsvar i 24 år – og derefter sognepræst i Munke-Bjergby og Kirke Flinterup nord for Sorø gennem 26 år.

– Hun havde været ude for en ulykke som barn. Da hun var 16 år, blev hun ramt af et køretøj. Lægen fik ikke sagt til hende, at hun ikke skulle gå i skole næste dag, men blive hjemme og hvile. Så hun gik i skole, og derfor fik hendes hjernerystelse ikke ro.

Det medførte senere bl.a., at hun fik epilepsilignende kramper, og hun kæmpede også med en skulder, der gik af led, forklarer han.

Hans mor havde allerede tre børn, da hun ventede Stephen. Lægerne mente, at det var for meget med barn nummer fire. At hun måske ikke ville overleve endnu en fødsel.

– Men fødslen gik heldigvis fint. Min mor levede i sin kristne tro. Jeg ved det, for jeg har senere læst et brev, hun skrev til sin veninde to måneder efter min fødsel. Heri forklarer min mor, hvordan hun under graviditeten havde lagt det i Guds hænder.

Det var ordene i salme 31 i Salmernes Bog i Bibelen: ”Herre, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, Mine tider er i din hånd”, som havde forårsaget, at hun lagde mig i Guds hånd.

– Det er min livsattest. Jeg konstaterede med taknemlighed, at jeg levede i Guds hånd syv måneder før min fødsel, fortæller Stephen Egede Glahn.

Hans mor døde som 33-årig af mén efter trafikulykken, da Stephen Egede kun var tre år.
– Hun kaldte mig ”min lille Oliver Twist” – hun vidste, at jeg ikke ville få det let, når hun ikke mere var der for mig.
Med ét var et lykkeligt hjem forvandlet til en sorgens bolig. Det, jeg i særlig grad husker, er den uendelige tomhed, jeg følte, da min mor ikke var der mere. En tomhed som fulgte mig i mange år, fortæller han.

Det fineste digt

Stephen Egede Glahn har et lille minde med stor betydning.

– Min far, Svend, havde gemt et digt til mig, som min mor, Ingeborg, havde skrevet til min dåb i 1937. Ved middagen efter min konfirmation læste han det højt.

– Min mor bruger udtrykket ”en stemme” som billede på Jesus af Nazareth – ”som aldrig for mennesker krøb”. Hvorfor skriver hun det? Fordi digtet er skrevet på et tidspunkt, hvor Hitler og Stalin, Franco og Mussolini var ved at få hele magten i Europa, bl.a. fordi der var for mange, som krøb for dem.

– Verdens fremtid afhænger af, at der er mennesker, som ikke kryber for magthaverne, uanset hvem de er og hvor stærke de er. Andet vers siger noget om dåben, og tredje vers er en forbøn for mit liv.

Disse ord er det kosteligste jeg ejer, og jo længere jeg har levet, desto større betydning har de fået for mig, forklarer han.

Digtet blev bragt i Udfordringen, da Stephen Egede Glahn fyldte 50 år. Han sendte det selv til avisen, fordi han havde set, at de i den periode bragte ugens digt.

Bagefter klippede han digtet ud af avisen, hvor det ”stod med flotte bogstaver”.

Krigsbarn

Stephen Egede Glahn vandt Valbymesterskaberne i foredrag i 2016. I sin tale fortalte han om sin første barndomserindring – fra dagene lige efter den 9. april 1940, hvor Danmark var blevet besat:

”Folehavegård ved Hørsholm, hvor min far var forpagter, blev påtvunget at huse en del af besættelsesmagten i form af en afdeling hestetrukkent artilleri. Min far var ikke hjemme den dag, det skete, så det var min mor, som gik ud på trappen ved hoveddøren, da to danske politibetjente sammen med chefen for den tyske enhed mødte op for at overbringe ordren.

Min mor havde i den situation svært ved at holde tårerne tilbage, hvortil den tyske officer trøstede hende med at sige, at hun ikke skulle være bange, for soldaterne skulle nok opføre sig ordentligt. Hertil svarede min mor, at når hun reagerede, som hun gjorde, var det ikke fordi, hun var bange, men på grund af sorg over, at Danmark var blevet besat, og at vi nu skulle huse fjenden.

Min mors reaktion skal ses i lyset af et brev, som hun to måneder tidligere havde skrevet til sin søster i Jylland, hvor hun sluttede med ordene: ”Har I læst gode bøger for nylig? Jeg har lige købt Runebergs digte. I husker nok linierne: ”Jeg så et folk, som aldrig gøs for andet end at vige. En hær som sultede og frøs og sejrede tillige”.

Når min mor her citerer den store finske nationaldigter, fortæller det noget om hendes holdning til freden og friheden. Hun vidste, at der er noget, som er vigtigere end fred og ro, nemlig kamp for frihed, sandhed og ret, og at frihed bevarer man kun, hvis man er rede til at forsvare den, når den bliver angrebet. Det gælder både på nationalt plan og på det personlige.

Under besættelsen var min far med til at opbygge modstandsbevægelsen på Hørsholmegnen, hvilket ingen i familien vidste noget om før efter krigen. Først da kunne han berette om den nervepirrende tid, hvor han på gården gemte et par tons nedkastede våben og ammunition, indtil de kunne blive fordelt til forskellige modstandsgrupper.”

Soldaten blev præst

Stephen Egede Glahn har altid ønsket at være præst, men hans far ville hellere have, at han gik officersvejen. Derfor startede Stephen sin karriere som soldat – ligesom faderen, der under 1. verdenskrig var løjtnant af reserven ved 3. Dragon Regiment.

– Dengang jeg valgte uddannelse, lyttede man mere til sine forældre. Jeg satte stor pris på min far. Men meningen med mit liv var og er at forkynde evangeliet, tilføjer Stephen Egede Glahn, der bor i Humlebæk, er gift og har to voksne børn og fire børnebørn.

Selvom han er pensioneret, holder han stadig foredrag og er en aktiv troende. Som han siger: ”Jeg lever mit liv med Gud og med bøn til Gud. Mit liv er een stor bøn.”

Soldater-præst om krig

– Jeg blev soldat for at forsvare frihed på grundlag af Grundloven af 1953, hvor ”militære magtmidler kun må anvendes som forsvar over for angreb eller som sanktioner i overensstemmelse FN”.
Det var i øvrigt også helt i overensstemmelse med Martin Luther, som skelnede mellem ”den krig, som man begynder af lyst og efter ønske, før en anden angriber, og den krig, som man bliver presset til ved tvang og af nødvendighed, fordi man er blevet angrebet af en anden.
Den første kan man jo kalde ”lystkrig”, den anden ”nødkrig”. Lystkrigen er djævelens værk. Gud give, at den ikke lykkes! Nødkrigen er en menneskelig ulykke. Gud hjælpe dér”.