Tag på meditativ vandring i fasten

Vi formes, slibes og forandres i det stille nærvær med Gud.  Og større selverkendelse kan hjælpe os videre i troen og livet, siger Poul A. Beck.

– Når vi nærmer os Gud, så forandrer vi os. Det forandrer at være i godt selskab. Ligesom mennesker ”smitter”, har Helligåndens kraft og Guds nåde en afsmittende effekt.

– Gud førte mig i 2006 ind på stilhedens vej. Erfaringerne herfra skulle bundfælde sig, blive en del af mig, før jeg kunne skrive om det. Men nu er bogen her, fortæller den 55-årige freelancepræst Poul A. Beck, som har skrevet: ”Frihed og fred – en meditativ vandring i fasten”. Undervejs i skriveprocessen har han også arbejdet på en anden bog, som snart er færdig.

Poul A. Beck har både deltaget i og ledet mange retræter gennem årene. Han har bl.a. været på en 30 dages retræte i England og ca. femten til tyve gange besøgt Broderfællesskabet Taizé i Frankrig. Sammen med hustruen, den pensionerede psykiater Kirsten Ernen Beck, har han oversat flere bøger derfra. Og endnu en er på vej til efteråret.

– ”Frihed og fred” er en meditativ vandring, en hjertets vandring. For mig handler fasten ikke kun om det, vi må spise – for alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Fasten handler om at skære ned på alt, som er overflødigt, unødvendigt, så vi har vor opmærksomhed på nærvær med Gud, for det skaber rum og plads i vort sind og hjerte – til glæde for alle og til forvandling af os selv.

– Når vi vælger det næstbedste fra, bliver der plads til det bedste: Et dybere liv i frihed og fred, fremfor et overfladisk liv. Med Guds nåde kan det lade sig gøre. Meget af det vi gør, er der en befrielse i at lægge fra os, siger Poul A. Beck.
I bogen anbefales det at følge en livgivende rytme. Der er inspiration til hver dag at mødes med Gud i hans forvandlende kærlighed. Inspirationen veksler mellem bibel- og billedmeditation eller en lille fortælling. En dag om ugen er sat af til eftertanke.
– Lørdag er en god dag at se tilbage på ugen, der er gået: ”Nå, det er det her stykke vej, jeg er gået” – og søndag er oplagt til fællesskab. Man kan fx læse folkekirkens prædikentekster som forberedelse til at gå til gudstjeneste. Så man bedre kan møde Jesus fremfor blot at høre om ham, mener præsten.

Bogen indeholder information om, hvordan man kan henvende sig til, tale med Gud.
– Det er godt at læse den i et lille fællesskab og måske mødes en gang om ugen eller hver fjortende dag i fasten og tale om det, man erfarer. Bliv medvandrere og støt hinanden i den proces, opfordrer Poul A. Beck eventuelle læsere.
Hvad man skal arbejde med, hvad man skal faste fra, er det til gengæld op til den enkelte selv at overveje og bestemme. Nogle har brug for at faste fra griskhed, selvoptagethed, dømmesyge…
– Der er ikke en liste over, hvad man skal holde sig fra. Men vi skal altid passe på selvbedraget, anbefaler præsten.

God gammel vej

Hans vandreguide går ad en gammel velafprøvet vej, der består af tre spor, som bevæger sig ind og ud af hinanden: Renselse, oplysning og forening.

Renselse (katarsis) symboliseres i bogen med en kost, oplysning (fotosis)med en solsikke og forening (teosis) med en flamme.

Poul A. Beck forklarer:
– Renselse af sjæl og indre fører til frihed. Fjern skidt og skrald, ryd op og gør rent, så der bliver plads til Gud – og vores vilje kan blive ét med Guds følelser, ord og handlinger. Når vi renser os, vokser vi til at blive ét med Gud.

– Oplysning: Alt levende vender sig mod Gud, mod lyset – som en solsikke. De indre knuder smelter, og vore øjne åbnes, så vi kan se de smukke søskende, Gud har skabt os til at være. Her sker en helbredelse af disciplenes og vore øjne, så vi bliver seende. I takt med at vi lukker lyset ind, ser vi, hvad vi tidligere var blinde for. Pludselig ser vi vore egne fejl og må vende tilbage til renselsen for at gøre os fri. Som kristne har vi hele livet igennem brug for at vende tilbage til renselsen. Vi er solsikke-kristne, som vender os mod lyset.

– Forening: Helliggørelsen. Her må vi tage kaminen, ilden, i brug. Jernet er hårdt, ilden varm og glødende… og i stand til at trænge ind i jernet og overtage dets natur, omforme det. På samme måde skal vores natur forenes med Guds natur, som er langt stærkere end vor. Derfor forvandles vi i sammensmeltningen.
– Vores vilje, følelser, tanker og handlinger bliver et med Guds. Vi kommer hjem – bliver dem, vi er skabt til at være. Her er vort sande tilhørsforhold, tilføjer Poul A. Beck.

Citater fra bogen:
”I Sydafrika ser de landet som en zebra. Den har sorte og hvide striber. Selvom man kun skyder på de hvide striber, så dør hele zebraen. Hvis de sorte dræber de hvide, eller omvendt, så dør landet. Vold avler vold… sådan er det vel også i mange andre fællesskaber, der består af ”sorte” og ”hvide” striber. Vi tror måske, vi kan ”dræbe” de andre uden at skade os selv…”

”Ofte overser vi zebra-sammenhængen. At vi er forbundne på en forunderlig og uforudsigelig, ja, mystisk måde. Sådan, at når vi skader ”de andre”, skader vi – i grunden også os selv. Når vi undertrykker de andre eller sætter dem på plads, så er det på en underlig måde os selv, vi rammer. Vi dør også lidt selv, ligesom en zebra, skønt kun ramt i de hvide striber”.

Om frihed fra griskhed:
”Vogt jer for al griskhed, for vores liv afhænger ikke af, hvad vi ejer, selvom vi har overflod”. Sådan lyder Jesu opfordring til os, nok fordi han vil befri os fra griskhedens ødelæggende kræfter. Og sandt er det jo, at vores liv i bund og grund ikke afhænger af, hvad vi ejer. Selv om vi har overflod, gør det os jo sjældent lykkelige eller frie. Især ikke, hvis vi er underlagt griskhedens nådesløse krav: mere. Skaf mig mere!

Jeg kender en garvet erhvervsrådgiver. Det er hans erfaring, at når det går godt i virksomhederne, som han er konsulent for, så medfører det sjældent glæde, frihed eller personligt overskud. I stedet medfører det alt for ofte griskhed efter mere og deraf større ufrihed, mindre glæde, ingen taknemmelighed.

Jesus viser os i stedet en vej ud af griskheden: at være rige for Gud frem for at samle os skatte.

I bogen refereres også en fin legende om gæstfrihed:
”Legenden fortæller, at Abraham en dag gennem døråbningen fik øje på en gammel mand, der kom vandrende langs vejen. Det virkede, som om manden var træt og havde været på vej i lang tid – hans tøj var støvet, og fødderne fyldt med sår.

Abraham fyldtes med medfølelse og inviterede manden indenfor, så de kunne dele et måltid, og så kunne gæsten bagefter tilbringe natten i lejren i en blød seng. Vandreren tog taknemmeligt imod tilbuddet.

Ved middagen noterede Abraham sig, at hans gæst hverken velsignede maden eller takkede Gud for den, og Abraham kunne ikke lade være med at spørge hvorfor. ”Jeg dyrker ildens Gud og ingen anden”, blev der svaret.

Svaret gjorde Abraham så vred, at han straks smed manden ud. Han fik ikke engang lov til at afslutte sit måltid. Senere samme aften talte Gud til Abraham. ”Hvad skete der med din gæst, den trætte vandringsmand?”

Abraham svarede, at han ikke kunne tolerere en gudsbespotter som gæst i sin lejr. Da svarede Gud: ”Jeg har passet på denne mand i tres år på trods af, at han aldrig har tilbedt mig. Kunne du så ikke have holdt ud en eneste aften for på den måde at vise ham min kærlighed til ham?”

Om Poul A. Beck
Poul A. Beck er født i 1961 og er cand. theol. fra Århus Universitet. Han har også taget baptistkirkens præsteuddannelse.

Har været ansat i Viborg Baptistkirke i 13 år – indtil han i 2006 fornemmede, at han i stedet skulle arbejde med spiritualitet, åndelig vejledning og retræter.

Han holder i dag mange retræter på Ådalens retrætecenter ved Randers. Siden 2012 også deltidspræst i Silkeborg.

Hans bog er udgivet på forlaget Eksistensen.