Omveje til glæde

Vi er i dag med Jesus og disciplene på lidt af en dannelsesrejse. De er nået det nordligste punkt på deres vandring gennem områder, som på Jesu tid ikke regnedes som en del af Israel.

Jesus har med andre ord ført disciplene mange ekstra kilometer ad store omveje ud i grænselandet, ud blandt mennesker med en helt anden kultur og baggrund. Derude, hvor det hele bliver lidt farligt. Derude, hvor modsætninger mødes, hvor mennesker for første gang møder Jesus og hans kirke. Det kostede en stor omvej at bringe glæden helt derud!

Guds omveje

Missionæren Frank Laubach rejste i 1915 til Filippinerne for at hjælpe med at etablere et fakultet. Det blev en succes. Ti år senere ville man udvide med en ny afdeling, og Laubach var fast besluttet på at gå efter stillingen som leder. Af gammeldags ridderlighed ville han ved valget ikke stemme på sig selv, og så tabte han afstemningen til sin rival – med én stemme. Hans opadgående karriere-drøm brast.
Han mistede flere af sine egne børn til malaria, blev selv syg, og først fire år senere var han igen i stand til at påtage sig større opgaver. Laubach accepterede et kald om at blive missionær blandt de muslimske moroer på en fjern ø i Filippinerne.

Tiden gik, men der skete ingen omvendelser. En aften gik Laubach op på toppen af en høj og satte sig. Mislykket i alle henseender. ”Min hund forsøgte at slikke tårerne af mine kinder,” fortæller han i sin dagbog.
Så skete det. Hans læber rørte sig, og Gud talte til ham. ”Mit barn, du er mislykket, fordi du i virkeligheden ikke elsker dette folk. Du føler dig hævet over dem.”
”Gud, det du der sagde var sandt.” indrømmede Laubach. ”Hvis du vil have moroerne til at interesserede sig for din tro,” hviskede Gud videre, ”må du også interessere dig for deres. Læs i Koranen med dem,” lød Guds overraskende besked til den slagne missionær.

Gå med Gud

Frank Laubach tog nu Gud med sig ind i alt, hvad han foretog sig. Han søgte fællesskab med moroerne, lærte deres sprog og kunne nu lære dem at læse. Han sendte hver enkelt ud for at lære en anden at læse. ”Han lærer os at komme tættere på Gud,” forlød det om ham. Skuffelsen over den fejlslagne mission var overvundet, og siden er anslået 60 millioner mennesker fra Filippinerne over Indien til Afrika nået gennem dette én til én princip.
Som disciplene i dagens evangelium skulle Laubach ud af comfortzonen ud i det ukendte og møde de ukendte for at lære den glæde at kende, som kun Gud kan give. Han fejlede i egen kraft. Først da kunne Gud virkelig bruge ham og komme til at vejlede ham. Guds vej med Laubach blev en omvej til glæde for ham selv og for mange andre.

Hvor skal vi gå hen?

Det er godt, at nogle rejser ud i verden for at dele evangeliet, men i 2017 behøver vi bare åbne hoveddøren, så er mødet med den fremmede, som endnu ikke kender Jesus, en mulighed! Missionsmarken er gennem krig, sult og nød kommet til os.
Sidste sommer var jeg så heldig at være medhjælpende præst ved en gudstjeneste, hvor 17 iranere blev døbt – Halleluja!

Men forud for dette festlige vidnesbyrd om, at mennesker også i dag vindes for Jesus, gik der mange måneder, hvor almindelige troende danskere tilbragte mange timer sammen med dåbskandidaterne. Det var ikke altid lige let! Men de gjorde det, de satte tid af til de fremmede, de gjorde det, fordi de elskede disse mennesker. De ønskede det bedste for dem, de ønskede Jesu kærlighed ind over deres liv. Derfor var de villige til at gå en lang omvej for at følges med dem.

Vi kan i dag alle spørge os selv: Kender jeg egentlig de folk, jeg har omkring mig, mine naboer, mine kolleger, og bryder jeg mig i det hele taget om dem? Vil jeg bruge tid på dem, eller er jeg ligeglad?
I den selvransagelse må vi som Frank Laubach blive stille for Gud og lade ham få taleret i vores liv. Vi må bede ham lære os at elske vores medmenneske, som er skabt i hans billede.

Jesus fører os ud i grænselandet ved at føre mennesker til os med en helt anden kultur og baggrund. Derud, hvor det hele bliver lidt farligt. Derud, hvor modsætninger mødes, hvor mennesker for første gang møder Jesus.
Det kan koste en lang omvej at bringe glæden ud. Men det er altid det værd. For Jesus er vores største glæde. Han er glædens herre!

Søndagens tekst: Matt. 15, 21-28

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

En ikke-jødisk kvindes tro
21 Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon. 22 En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: »Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.« 23 Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: »Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.« 24 Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: »Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.« 25 Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: »Herre, hjælp mig dog!« 26 Jesus svarede: »Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.« 27 »Det er sandt, Herre,« sagde hun, »og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.« 28 »Du har stor tro!« udbrød Jesus. »Du skal få det, du har bedt om!« I samme øjeblik var hendes datter helbredt.