Den hjælpeløse dødshjælp

Af Peter Damgaard-Hansen.
Phd. og autoriseret
psykolog, Thisted

Handler aktiv dødshjælp i virkeligheden om at hjælpe de levende mere end de lidende? spørger psykolog Peter Damgaard-Hansen.

Aktiv dødshjælp er slet ikke nogen hjælp – det lyder bare sådan, fordi det er besnærende positivt formuleret. Og det må være derfor, at så mange bakker op om fænomenet. Hvem kan have noget imod at ”hjælpe” lidende mennesker af med deres ulidelige lidelser? Velsagtens kun iskolde, hjerteløse individer – og det er vi da ikke.

Men problemet går dybere. I en smertefobisk kultur som vores er al elendighed, modgang og lidelse pr. automatik defineret som misfostre, der konstant truer det paranoide velfærdssamfunds lykke-ideal. Lidelsen må derfor partout ryddes af vejen, og det i en sådan grad at det er gået hen og blevet meget moderne at hjælpe lidende mennesker med at rydde sig selv af vejen. Så kan vi andre, der skal leve videre, ånde lettet op og atter søge hyggen i det daglige. Det er virkelig et spørgsmål, om aktiv dødshjælp ikke handler mere om at hjælpe de levende end de lidende.

Løber vi skrigende bort?

At stå afmægtig og se på at uskyldige mennesker lider grusomt, er noget af det mest uudholdelige, vi kan komme ud for. Men at tage os sammen og udholde det alligevel, er det ikke det mindste, vi kan tilbyde et medmenneske, der er havnet i denne nød? Skal vi ikke ligesom disciplen Johannes og Jesu mor Maria blive ved korsets fod i den sværeste stund, i stedet for at løbe skrigende bort som alle de andre?
At tilskynde det nødstedte menneske til at dø med vor hjælp, er at lade den lidende i stikken og løbe fra vor medmenneskelige udfordring til at blive i lidelsen sammen med offeret og være ydmyge og kloge nok til at lade beslutningen om dødstidspunktet ligge uden for vort kompetanceområde.

Eller skulle Johannes og Maria have ydet aktiv dødshjælp til den lidende Kristus på korset, så det lidelsesmareridt, der har rystet verden i sin grundvold (og stadig gør det) kunne blive overstået i en fart? Tanken er for mig total absurd. Den kristne fortælling gør noget, den verdslige kultur ikke evner; den kan tilføje lidelsen en dyb meningsfuld dimension:
Gennem Kristus på korset identificerer Gud sig frivilligt med alle uskyldigt lidende ved selv at lide de værst tænkelige lidelser til det allersidste, således at ingen skal være alene i den ellers yderste ensomhed. Gud forlader ikke nogen, selvom det givet kan se ud, som om han gør. Hvor et menneske er overskygget af lidelse, er Gud altid nærværende. Men der er brug for andre til at formidle det kærlige med-lidende nærvær.

Korset bliver således en demonstration af kærligheden, når den er sværest. Men hvis ikke kærligheden kunne elske, når det er sværest, altså når den medfører lidelse for en selv, ville den ikke være meget værd. Den korrumperer da til egoisme, og det har vi nok af. Den uselviske kærlighed kender kulturen desværre ikke – og interesserer sig heller ikke for den. Men kradser man lidt i overfladen, bliver det tydeligt, at alle savner den.

Kan vi ikke være sammen med vores nærmeste i deres lidelse, hvad er vores kærlighed så værd?

Alene i lidelsen

Mine mange år i arbejdet med lidende mennesker har lært mig, at det ikke er lidelsen som sådan, der er det største problem, det er oplevelsen af at være alene med den.
Oplever man blot ét andet menneske, der kan forstå og indleve sig i lidelsen, og autentisk ”med-lide” med én, er der næsten ingen grænser for, hvad man kan klare. For så oplever man sig elsket, når det virkelig gælder, og man ikke har noget at give igen – og det alene giver livet dyb mening. Mentaliteten bag den aktive dødshjælp afviser nærværet med den lidende i dennes sværeste stund og skaber derfor en ekstra ensomhedsbyrde, som netop gør lidelsen ulidelig og dødslængslen stærkere. Hvor må det svære svært at dø i et forløb hvor den sidste tanke er at ”…selv i min sværeste stund er der ingen, der kan holde ud at være sammen med mig”…
Og hvor må det være smukt og godt at dø med en oplevelse af, at man er elsket og villet, til det sidste ….

Det gør vildt ondt at læse om dødshjælpslægen Svend Lings åbenhjertige beretning om hans barndoms lidelseshistorie, hvor barnesindets tro på en kærlig Gud dagligt, systematisk og aktivt blev aflivet, oven i købet i den ”kærlige” Guds navn. Det er en forbrydelse mod et uskyldigt barn og en total forvrængning af religionen. Intet under, at Svend Lings allerede som ung aflivede religion som noget sludder. Desværre. For i kraft af selv at have overlevet alle sine lidelser og dødsønsker til dato besidder han fortrinlige muligheder for at tilbyde en livshjælp til de lidende, nemlig at det er muligt at stå det værste igennem og vælge livet alligevel. For det har han jo selv gjort – og gør fremdeles. Der er for mig noget dybt paradoksalt i at finde mening i livet ved at støtte de lidende i at konkludere, at livet er meningsløst og derfor bør afsluttes. Men hans evne til medfølelse er i sandhed dyb og gribende; den er bare gået forkert i byen, sådan som jeg ser det.

Livet er helligt

Aktiv dødshjælp bringer os ud på et skråplan, hvor vi hurtigt vil opdage, at der er flere og flere mennesker, der ønsker hjælp til at blive aflivet, for der er lidende mennesker alle vegne. Tolerancen for lidelse vil blive lavere. I et demokratisk samfund, hvor alle skal have ret til at bestemme mest muligt over sig selv, vil samfundsborgere i sidste ende påberåbe sig borgerens ret til frit at vælge aktiv dødshjælp, uden at besværlige autoriteter først skal indover og vurdere, om de nu også er ”egnede” eller ej.
Der bliver travlt på aflivningsklinikkerne. Døden får status som den nye frelser, der skal frelse os fra alt ondt.

Vi kan kun undgå dette gyserscenarie ved at holde fast i, at livet er helligt, og at vi må kæmpe og lide for det til det sidste. Der er en grænse, vi ikke må pille ved, for ”så skal vi visseligen dø”, som der står skrevet. Man må sige, at aktiv dødshjælp på en ejendommelig ironisk måde gør, hvad den kan, for at denne profeti går i opfyldelse.

Nej, lidelse kan ikke undgås i denne faldne verden. Men vi kan undgå at lide alene – og det ændrer alt.

Udfordringen

Om Udfordringen

Udfordringen giver dig kristne nyheder og emner fra ind- og udland hver uge.
Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page