Danskere samler ind til indisk børnehjem

Samuel Kollabathula og Niels Brande lægger her grundstenen til børnehjemmet i september 2016. Foto: Faith Ministries.

Børnenes fattigdom har inspireret danske gæster til handling.

I Danmark har Sjølundkirken i Næstved netop startet en indsamling til opførelsen af et hjem for børn og enker i Indien.

Målet er at rejse mindst 100.000 kroner nationalt og internationalt til at bygge et børnehjem for 20-30 børn i landsbyen Narsapur i delstaten Andhra Pradesh.

Bag projektet står organisationen Faith Ministries, der driver kirker og mission, primært i storbyen Vijayawada. I spidsen for børnehjemsprojektet står 25-årige Samuel Kollabathula, præst og søn af stifteren af Faith Ministries.
Siden efteråret 2015 har Samuel Kollabathula arbejdet i slumområdet Poornanandampet i hjembyen Vijayawada, hvor han også har været med til at åbne en kirke. I slumområdet er nøden stor, og når børnehjemmet står færdigt, vil en del af beboerne komme netop herfra.

Berørt af fattigdom

Idéen om at give udsatte børn og enker et bedre hjem går dog længere tilbage. Da Samuel Kollabathula gik på college, deltog han en formiddag i et stort kirkeligt møde. Til slut blev der serveret et måltid for de 300 fremmødte.

Da de havde spist, dukkede en gruppe fattige børn op. Børnene indsamlede tallerknerne og skrabede resterne sammen, så de hver især fik en portion. Den dag indså Samuel Kollabathula, at han en dag skulle give i det mindste nogle børn mulighed for en bedre fremtid, hvor de ikke skal leve af resterne fra andres tallerkner.

Det udmønter sig nu konkret i et byggeri, der efter planen går i gang dette forår, når en byggetilladelse og de første indsamlede midler er på plads.

Går alt vel, kan de første børn flytte ind inden jul.

Venner på distance

Kontakten mellem Indien og Danmark skyldes, at Samuel Kollabathula og projektets danske koordinator Niels Brande for tre år siden knyttede et venskab, da de deltog i et kursus på en engelsk missionsskole.
Siden da er venskabet blevet til samarbejde på flere punkter – blandt andet omkring arbejdet i Poornanandampet.
I den kirke, Faith Ministries har åbnet i slumbyen Poornanandampet kommer der typisk mellem 50 og 100 børn og voksne til gudstjenesterne. Hver søndag morgen er der søndagsskole for 40-60 børn.

I forbindelse med projektet tilbyder Niels Brande, der er dansk kontaktperson for indsamlingen, at holde foredrag om børnehjemmet og de spændende historier, der knytter sig til arbejdet.