800.000 unge til katolsk festival
Den enorme katolske ungdomsfestival i Tyskland har vist verden, at unge også er interesserede i tro på Gud og Jesus
Ikke færre end 800.000 katolske unge fra hele verden mødtes i sidste uge i Køln i Tyskland for at være sammen om deres tro på Jesus.
Mottoet for den store samling var simpelthen: Vi er kommet for at tilbede Ham.
Fra Danmark deltog lidt over hundrede unge.
Undervejs til Köln besøgte de kirker, klostre og menigheder, før de i Tyskland var sammen med andre unge fra 160 lande.
Pave Benedict XVI blev mødt af klapsalver fra de unge og talte til dem om at holde fast ved troen, være aktive i menigheden:
– Vær også nær hos mig i bøn, opfordrede han.
– Jeg ber jer om at vandre i enighed sammen. Altid at være trofaste overfor Kristus og kirken, sagde han søndag.
Paven sagde ved afskeden i Kølns lufthavn, at de unge havde vist, at kirken er ungdommelig, og han håbede, at ungdomsfestivalen vil fortsætte med at gøre indtryk på Tysklands katolikker og opmuntre dem til fornyet åndelig og apostolsk outreach.
Det var den tidligere pave, Johannes Paul II, der fandt på at arrangere World Youth Day.
Næste gang, den holdes, bliver i Sydney i Australien i 2008.
Tysklands præsident besøgte også den kristne ungdomsfestival hen mod afslutningen og talte med de unge.
– Er I ikke trætte nu? var hans geniale spørgsmål.
For at få det enorme arrangement til at fungere med mad og indkvartering har 25.000 frivillige arbejdet på højtryk. Og festivalen har i alt kostet over 100 millioner Euro, hvor- af deltagerne betaler det meste selv.
Mens man på andre ungdomsfestivaler har store rock-navne som trækplastre, var det største trækplaster her Paven.
Den ny pave, Benedikt XVI, er selv fra Tyskland. Han talte til de mange unge bl.a. ved afslutningsmessen den 21. Det foregik i fri luft i et område, hvor man til lejligheden har opført en 3.000 m² stor platform bestående af 80.000 m³ jord. Over alteret svæver en sky af kunststof (2.500 m²) holdt på plads af 60 tons materiel. Ca. 700 biskopper deltog sammen med Paven.
Begivenheden blev dækket af et kolossalt presseopbud. 6552 journalister fra hele verden flere end ved festlighederne i anledning af Tysklands genforening i 1990. Også sikkerheden var i top. Nato-fly afpatruljerede luftrummet over Köln, og ekstra mandskab med helikoptere assisterede det lokale politi.