Er 2017 et Jubelår for Jerusalem?

David Hansen kommenterer Udfordringens lederartikel i sidste uge.

I året 1917 blev Jerusalem genforenet med jødefolket. De mange hundrede års besættelse af Ottomanerne (Tyrkiet) ophørte med den engelske general Allenby’s indtog i byen.

Allenby havde som barn af sine forældre lært at bede for jødefolket og for Jerusalems fred. Nu blev han selv redskabet til byens befrielse, der for øvrigt skete uden skudveksling.
Allenby havde taget et moderne ”våben” i brug; med fly fik han kastet flyveblade ned, som opfordrede fjender til at forlade byen. Teksten var ikke så tydelig, så underskriften ”Allenby” på flyvebladene blev tolket som ”Allah”, hvilket fjendtligsindede forstod som en guddommelig befaling til at rejse.
Allenby mente, at der kun var en person værdig til at ride ind i Jerusalem, nemlig Jesus Messias, så han steg af hesten og gik sammen med sine tropper ind i byen og overtog ledelsen af den.

1967

50 år senere skete der igen noget med Jerusalem. Byen havde i ca. 19 år været delt og delvist okkuperet af Jordan. Men under seksdageskrigen i 1967 indtog Israelerne imidlertid den gamle bydel, og fra da af har Jerusalem både politisk og militært været under israelsk herredømme.

2017… Et nådeår?

Nu skriver vi så 2017, og spørgsmålet er så, om vi igen vil se et ”jubelår” oprinde i det hellige land efter denne 50-års periode siden 1967-krigen? Vil noget særligt ske i Israel og i Jerusalem? Vil nationer begynde at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, – som for os troende også ses som den store konges by?

Tjekkiet har netop som den første europæiske nation taget dette skridt at erklære Jerusalem for Israels hovedstad. Flere afrikanske lande er på vej til det. USA står forsigtigt afventende i skrivende stund.

For Kristi kirke er udviklingen i Israel nok så vigtig. Det har ofte vist sig at være et parameter for nye åndelige gennembrud, idet der sker noget parallelt, fx vækkelse, i nationerne samtidig med de synlige forandringer og tegn i Israel, med folket og med Jerusalem.

Jesus udtalte i Luk. 4, at ”Helligånden er over mig, fordi han har salvet mig og sendt mig …for at udråbe et nådeår fra Herren”! Jeg forstår det sådan, at Jesus med ”nådeår” henviser til det 50. år, nemlig jubelåret, der står omtalt i 3. Mosebog kap. 25. Og jeg ser det som en bekræftelse på, at de troende, jøder som hedninger, kan modtage jubelårets velsignelser, når det under Helligåndens salvelse og ledelse, som Jesus netop stod under her, gribes og modtages i tro.

Min tro bliver så yderligere styrket ved at se de tidens tegn, der her kort er beskrevet.

Det gælder om at være årvågen og bede.

Søndagens tekst: Joh. 14,22 – 31

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

22Judas (ikke Iskariot, men den anden discipel af samme navn) sagde til ham: »Herre, hvordan kan det være, at du vil åbenbare dig selv for os og ikke for mennesker ude i verden?« 23 Jesus svarede: »Fordi de, der elsker mig, vil gøre det, jeg siger til dem. Derfor vil min Far også elske dem, og vi vil komme og tage bolig i dem. 24 Men de, der ikke elsker mig, retter sig ikke efter, hvad jeg siger. Det, jeg siger til jer, udspringer ikke af mine egne tanker, men stammer fra Faderen, som sendte mig. 25 Jeg kan fortælle jer de her ting, fordi jeg endnu er hos jer, 26 men det bliver Helligånden, den nye Vejleder, som Faderen vil sende til jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer. 27 Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse! 28 Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for han er større end jeg. 29 Jeg har sagt jer det alt sammen på forhånd, for at I må tro på mig, når det sker. 30 Jeg kan ikke sige mere her og nu, for denne verdens fyrste er på vej herhen. Han har overhovedet ingen magt over mig, 31 men jeg gør det her, for at mennesker må kunne forstå, at jeg elsker min Far. Derfor gør jeg, hvad han har befalet mig. Kom, lad os rejse os og gå herfra.«