Svar til Svend Løbner

Dorthe Ullemose, Folketingsmedlem, DF

(Flg. indlæg er svar på et indlæg fra Svend Løbner i Udfordringen den 6. august, red.)
Kære Svend Løbner, du har da ret i, at der er muslimer, som er søde og venlige mennesker, som gerne vil integreres. Dem møder vi alle sammen. Men det fremgår tydeligt, at du ikke helt er opdateret i forhold til statistikkerne for muslimer i Danmark, siden du snakker om flere penge til integration. Danmark har brugt millioner af kroner på fejlslagne integrationsprojekter, og resultatet er ifølge undersøgelser, at hovedparten af både anden- og trediegenerationsindvandrere stadig er funktionelle analfabeter, når de forlader folkeskolen. Derudover fylder mange op i retssale, fængsler og arbejdsløsheds- og overførselsindkomststatistikkerne.

Derfor mener Dansk Folkeparti, at de så vidt muligt skal hjælpes i nærområderne, hvor de har deres egen kultur og religion.
Men jeg kan forstå, at Svend Løbner mener, at vi skal bruge endnu flere penge i ghetto-områderne på dialog-kaffe og støttepædagoger – selv til de unge, der helt er udenfor pædagogisk rækkevidde. Nej, der skal langt meget mere håndfaste metoder i brug overfor de unge, der ødelægger tilværelsen for andre. Det handler om konsekvens !

Vi bruger om året over 33 milliarder på ikke-vestlig indvandring. Penge som skal tages fra den nære velfærd.

Lad os hellere bruge de penge i nærområderne, hvor vi kan hjælpe langt flere for de samme midler.

Når jeg snakker om at tage fløjshandskerne af overfor de lømler i Vollsmose, som ikke kan finde ud af at indordne sig under danske forhold – så er det for at beskytte andre, som gerne vil integreres.

Jeg kan forstå, at Svend Løbner er en af dem, der stadigvæk mener, at vi i Danmark skal åbne vores arme for samtlige flygtninge/migranter, der ønsker at komme til Danmark.

Hvis vi åbner vores arme for hele verden, vil vores velfærdssamfund ophøre med at eksistere. Vores danskhed vil forsvinde, og vores kultur vil blive udvandet. I Dansk Folkeparti mener vi, at vi skal begrænse indvandringen, fordi vi gerne vil passe på vores land. Så simpelt er det. Andre som Svend Løbner finder det åbenbart ikke nødvendigt at kæmpe for det Danmark, som vi kender det i dag.


Artiklen fortsætter efter annoncen: