At flyve som grågæssene

Jeg har her i efteråret været oppe omkring Agger Tange, hvor jeg blev fascineret af de mange grågæs, der flyver i formation i denne tid. De holder sammen for at flyve sydpå, når de har kalorier nok på sidebenene.

Som så mange naturfænomener kan også grågæssenes karakteristiske v-formation levere os et par sandheder om det kristne fællesskab. Placeringen i formationen gør, at alle fuglene har et godt udsyn. Ingen skygger for andre på vejen til de varme lande.

Her kan vi sige, at menigheden har et fælles mål om at nå himlen. Også vi som kristne må sørge for at tage næring til os på rejsen, nemlig ved at leve af Guds Ord, som vi finder i Bibelen.

Og så er der et vidunderligt billede i gæssenes placering i v´et. Det er de stærkeste og ældste gæs, som flyver forrest og skiftes til at trække. Det er jo også sådan, at ”de stærke skal bære de svage”.

Men når førerfuglen bliver træt – for det er jo den, der får al vindmodstanden – lægger den sig bagest og lader en anden fugl overtage.

I menigheden er vi kaldet til at bære hinandens byrder, at have kærlighed til hinanden – i praksis. Den, som er stærk nu, må bære den svage, men rollerne kan hurtigt byttes om, når ting i livet rammer og gør ondt.

Det at gæssene skiftes til at tage føringer og ansvar er et smukt billede på omsorgen i den kristne menighed. Hvis en gås i formationen bliver syg eller såret, følger to gæs med den ned på jorden og bliver hos den syge.

Som der står i Bibelen: ”Når ét lem lider, lider de andre med.”

De fleste ved, hvor hårdt det er at stå alene med problemerne. Her kan vi også lære af grågæssene. Formationsflyvningen betyder for de bagvedliggende fugle en energibesparelse på op til 70 % i forhold til at skulle flyve alene.

Ja, naturen er fantastisk. Selv en tomhjernet gås kan lære os noget. Og menigheden er fantastisk. Vores usynlige Gps og vejviser er Helligånden, som lægger sig forrest og giver indbyrdes kærlighed.