Ikke skue hunden på hårene

Hvordan skal man forklare ordsproget: ”Skú ikke hunden på hårene” til en udlænding?
Jo, jeg har en god forklaring.
Desværre bliver jeg for at fortælle den nødt til at afsløre mig selv som sådan én, der ”skuer hunden på hårene”. Så det, vi kommer frem til, er faktisk, at vi IKKE skal gøre som mig. Desværre! Jeg kan nemlig bedre lide at være helten.
Nå, men jeg kom en dag gående ned ad Viborgvej i Århus. Det går bare ned og ned ad bakke, og man ender nede i Ceres-krydset. Lige før krydset passerer man Den Gamle By på venstre hånd. Og så kan man jo gå og kigge lidt på de gamle huse.
Det gjorde jeg nu ikke. Jeg gik og kiggede på to fyre, der gik et stykke foran mig. De var klædt i ”uniform.” Altså ikke en rigtig uniform, men ens lyse forvaskede cowboybukser, læderjakke og t-shirt.
De havde kort, lidt rodet hår, og jeg var overbevist om, at hvis jeg kom tæt nok på, så havde mindst en af dem ørering. Så tæt på var jeg ikke, men jeg var tæt nok på til at være sikker på, hvad det var for nogle fyre. De var helt sikkert musikere, tænkte jeg. Eller også ville de gerne ligne musikere! He he, ja de ville bare ligne musikere.
Det morede jeg mig så over cirka 25 meter. Så stoppede fyrene for en bil, der kom ud fra Den Gamle Bys parkeringsplads, og i mellemtiden nåede jeg helt hen til dem.
Forestil jer min overraskelse, da jeg kom så tæt på, at jeg kunne høre deres samtale. For de talte ikke om musik. Nej, det jeg hørte var den ene fyr sige til den anden:
”For resten du, den der surdej, du sagde, jeg måtte få. Har du stadig den?”