Nyt forstanderpar ansat på Frøstruphave Efterskole
Anders Østerby og Inge Vigsø Østerby tiltræder stillingen som forstanderpar på Frøstruphave Efterskole i uge 8 2018.
Anders er 40 år og arbejder pt som viceforstander på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming, hvor han har været ansat siden 2010. Han har en diplomuddannelse i skoleledelse og har mange års pædagogisk, undervisningsmæssig og organisatorisk erfaring fra efterskoleverdenen.
Det samme gælder Inge, der ligeledes er 40 år og arbejder som friskolelærer på Bramming Friskole. Hun har tidligere været lærer på Sydvestjyllands Efterskole og Djurslands Efterskole.
Af praktiske grunde, for at få afsluttet nuværende stillinger på en god og ordentlig måde, vil Inge og Anders tiltræde stillingen i uge 8 2018, oplyser bestyrelsen for Frøstruphave Efterskole.