Dig og mig for evigt

Mie Lyck A. er en sangskriver, der har baggrund i Næstved Bykirke og har ledt lovsang i ti år. I de sidste syv år har hun skrevet sine egne sange, og nu er hun så udkommet med en CD.

Mia har i sit eget liv måttet kæmpe med svære ting, men ser Gud som livets faste holdepunkt, og det er tekstmæssigt den røde tråd gennem alle CD’ens elleve numre.

Fra titelsangen:
”Sejren vindes når vi to er sammen.
Sejren vindes når Du leder mig
Sejren vindes mens vi danser på fjenden
Din ånd bruser som en flod her i mig”.

Gennemgående for teksterne er, at hun henvender sig til Gud som far, i tilbedelse og lovsang, med mange gentagelser. Musikken er også enkel, veksler mellem dur og mol og understreger tekstens ærlige, upyntede henvendelse til Gud og barnets tryghed ved at være hos sin Far.
Mias vokal akkompagneres af en vekslende besætning – vi hører guitar, ukulele, bas, klaver, trommer, fløjt med munden og korstemmer. Mia har en dejlig stemme, og hendes budskab går (trods en lille udtalefejl ved s-lyde) tydeligt igennem. Der er både stille numre og mere energiske, fx ”Kom og dans”, hvor også tilråb og håndklap høres.

”Formålet med dette album er, at lytteren bliver draget tættere på Gud og finder vejen til at gå gennem trængsler sejrende” skriver Mia i forbindelse med udgivelsen. Vi ønsker albummet god vind på vejen!

CD af Mie Lyck Abildskov 2017: ’Dig og mig forevigt’
130 kr. • Forhandler: www.mielycka.dk