Kierkegaards ulykkelige kærlighed
Sørens muse, Regines historie er genfortalt i ny roman
– og den ulykkelige historie med den lykkelige udgang er ganske overbevisende gengivet digterisk af Sørine GotfredsenDen ulykkelige kærlighedshistorie mellem Søren Kier-kegaard og Regine Olsen hører til blandt det store i verdenslitteraturens historie. En dansk skildring af historien i fiktionens form har hidtil manglet, men nu er den her – og det med bravur!
starten af forlovelses-tiden
Det er tidehvervs-teologen, præsten og Kierkegaard-kenderen Ellen Vibeke Gotfredsen, der bl.a. også arbejder som sportsjournalist (!), som har påtaget sig den store opgave at skrive om Søren og Regine og udgivet romanen om dem under sit kunstnernavn Sørine (!). Hun er blevet berørt af ham, skriver hun i et forord, og hun vil med sin roman berette, hvad der kan ske, når et menneske møder Søren Kier-kegaard.
Når man har læst Regine, kan man godt sidde tilbage med det indtryk, at forfatteren vist nærmest kan sin Kierke-gaard udenad, men at der vist også er en del af Sørine i romanens Regine …
Givet er det, at der ligger meget researcharbejde og mange års Kierkegaard-studier bag for at kunne skrive en sådan roman, og det er lykkedes Gotfredsen at skabe en historie, der langt på vej virker overbevisende – trods dens mange kierkegaardske urimeligheder.
Særdeles godt og levende beskrevet er Sørens entre i romanen. Som læser kan man næsten se den da 24-årige stud.theol., der sidder som på spring på sin stol i det rørdamske hjem, hvor han første gang træffer Regine, og brillerer med sit vid og sin begavelse, mens han samtidig betragter de unge piger. Den 15-årige Regine på sin side sidder og kæmper som den dannede pige, hun er, med den kop kaffe, hun har fået; hun kan ikke udstå kaffe, men ned skal den – så ubemærket som muligt. De bryder op, og Kierke-gaard …
gik hen til den åbne dør, og lige idet han skulle til at gå, tog han et hurtigt skridt over mod Regine, der stod nærmest døren, og det gav et sæt i hende. Han kom meget tæt på og kiggede lidt spøgefuldt på hende, mens hans direkte blik syntes at være helt uden begrænsning.
Vær ikke urolig, frøken Olsen, sagde han så lavt, at kun hun hørte det. De skal nok få lært at drikke kaffe.
Knap 3½ år senere – den 10. september 1840 – følger så det ejendommelige, pludselige og voldsomme frieri, som bliver optakten til 13 måneder, der er som en følelsesmæssig rutsjetur bestandigt frem og tilbage mellem et paradis og en skærsild … og det er gribende og forfærdelig trist at læse.
Selv om frieriet ikke var en pludselig indskydelse, men velovervejet blev Kierkegaard ret hurtigt klar over, at det var en fejltagelse fra hans side at forlove sig med Regine. Han vidste med sig selv, at han aldrig ville kunne gøre hende lykkelig.
En forlovelse var dengang en ret forpligtende sag, og at hæve en forlovelse ville være en skandale. Kierkegaard påtager sig derfor rollen som forlovet samtig med at han spiller andre roller – med det formål at støde fra, som han kalder det, dvs. med det formål at få Regine til at blive så ked af ham, at hun opgiver ham. Han ønsker, at han alene kommer til at stå som skurken i historien.
Det lykkes til fulde, og det opleves som en ren befrielse, da de endelig hæver forlovelsen den 12. oktober 1841.
Regine er mærket for livet, men if. forfatteren tilsyneladende kun på en positiv måde. Hun, der var den uskyldsrene umiddelbare ungmø, der var bestemt til et liv i det bedre borgerskab som hustru og moder, og som fuldstændig fortryllede Kierkegaard, bliver efter forlovelsen er hævet if. forfatteren til lidt af en oprører. For Kierkegaard har uden at ville det fyldt hende med refleksion over alt det, han har beskæftiget sig med i sine tanker og delagtiggjort hende i.
Det gælder især hans meget negative tanker om mængden, om at følge bevidstløst med strømmen, om holdningsløst at blive (for)ført af andre og gøre som dem. Heroverfor står det, der må betegnes som en af hans kongstanker: At den enkelte helt personligt og bevidst må træffe et valg, må have en holdning. Derfor vælger Regi-ne if. forfatteren at hun efter at være blevet gift med Fritz Schlegel netop ikke vil meget af det, der er blevet forventet af hende i rollerne som hustru og moder – ja, hun vil i det hele taget slet ikke være moder.
Også åndeligt får Kierke-gaard stor betydning for Regi-nes udvikling. Inderlighed og bevidsthed om egen syndighed bliver et par af nøgleordene i Regines gudsforhold, og romanen er fyldt med Kierke-gaards refleksioner herover.
For Kierkegaard bliver Regi-ne en muse, kvinden der sætter ham i gang med sit store forfatterskab, som inspirerer ham til at skrive med en ide-fylde og med en hast, hvis lige sjældent, om nogensinde er set.
Regine må med dens mange indlevede og tanketunge sider betegnes som en bedrift; det er en af de romaner, man ikke sådan lige bliver færdig med, og som ikke bare er værd at læse, men også at genlæse.
Sørine Gotfredsen:
Regine
429 sider 299 kr.
Lindhardt
og Ringhof
