Er mad blevet danskernes nye religion?

For mange moderne danskere er maden blevet langt mere end en nødvendighed for overlevelse, om det så giver sig udslag i sundhedsdyrkelse, nydelsessyge eller en spiseforstyrrelse, der komplicerer menneskers forhold til maden og giver den en næsten religiøs plads i tilværelse.

Mathilde Munk, som debuterede som romanforfatter i 2016 og også i 2017 udkom med en roman, har nu skrevet en kort fortælling, ”Giv os i dag vort daglige brød”, hvor hun lader en række personer repræsentere hver deres udgave af den moderne maddyrkelse.

Trods personernes vidt forskellige måder at forholde sig til maden, er de fælles om at give den en plads, den fra begyndelsen ikke var bestemt i skabelsesordenen. Om det er den yngre karrierekvindes ekstreme fokus på sundheden, den fysisk skrøbeliges fokus på madvarer, hun ikke kan tåle, den unge piges madlede eller spisevægring, eller det er det ældre ægtepars dyrkelse af madens og vinens glæder, bliver det moderne menneskes usunde binding til det, der i Guds tanke er givet os til livets opretholdelse, sat på spidsen med et gran af sarkasme og ironi, der nok får bogens personer til at fremstå en kende stereotype, men netop derigennem tydeliggør for læseren, én af vor tids flittigt dyrkede ”religioner”: Maden.

Mod slutningen af fortællingen samles de vidt forskellige personer, som læseren indtil da har mødt én for én, og det viser sig, at de trods deres forskelligheder alligevel er forbundne, ligesom deres vidt forskellige forhold til maden i virkeligheden også relaterer til hinanden.

Som kontrast til dette står bogens titel og det indledende vers fra 5 Mos 8,3, om at ”mennesket ikke lever af brød alene; men ved alt, hvad der udgår af Herrens mund”. Dermed bliver fortællingen ikke blot et opgør med tidsånden, men den peger på den føde, som alene kan mætte og tilfredsstille os mennesker. En af styrkerne ved bogen er netop forfatterens evne til at gøre bibelcitater til en form for allegorier over bibelske sandheder. Et særkende ved hendes fortællinger, som forhåbentlig vil fortsætte i kommende bøger fra hendes hånd.

Som en lidt pudsig afslutning på denne lille skønlitterære fortælling kommer forfatteren med et ”efterskrift”, hvor hun fortæller om sine egne tanker om sin fortælling. Her sættes den for alvor ind i en bibelsk forståelse af Guds ord, som det sande brød, og af ”at mennesket vitterligt LEVER ved ALT, hvad der udgår af HERRENS MUND” (s. 43).

Mathilde Munk: Giv os i dag vort daglige brød
44 sider • 79 kr. • Forlaget Aras