FFH: Voice from home
Der ligger en stor frimodighed i den fremtræden FFH har på coveret til deres nye album. Der står: Voice from home giver liv til de ord, du altid har længtes efter at høre fra din himmelske far. og Disse sange er Guds ord til dig!
Som den gode jante-dansker, jeg er, følte jeg mig lettere provokeret, allerede inden jeg satte cden på. Hvad bilder de sig ind at ville tale på Guds vegne?!
Mine tanker blev dog hurtigt til skamme.
For det første leverer de en dejlig gang mainstream pop/rock. Jeg bliver undervejs flere gange slået over den professionalisme, der ligger i udførelsen af sangene. Men det er også en flok garvede kunstnere, der indgår i bandet, hvis navn er en forkortelse af Far From Home. De udgav deres første cd i 1996, og Voice from home er den niende i rækken.
For det andet tager det mig ikke lang tid at blive forelsket i den sound og atmosfære, der er i alle numrene. Jeg tager mig selv i at gå og nynne og synge flere af sangene. En af dem leder mig hen på den tredje og vigtigste faktor:
Jeg oplever faktisk, at ordene i sangene siger mig noget. En dag, jeg var lidt stresset og følte, jeg ikke slog til, satte jeg mig i bilen, og anlægget begyndte at spille: Det er dig, jeg elsker. Det er dig, jeg helst vil ha. Når alt kommer til alt, er det ikke det, du gør, men dig!
Jeg følte mig paralyseret af den kærlighed, jeg mærkede strømmede ud af højttalerne nej, den kom snarer direkte fra Gud.