Derfor må ruinen ’Tall el-Hammam’ være Bibelens Sodoma

Sodoma er den største by i det grønne område med god landbrugsjord, som ligger nord for Det Døde Hav.

Teologen Shawn Nelson deltog i 2013 i en arkæologisk udgravning ledet af Dr. Steven Collins. På GeekyChristian.com nævner Nelson Dr. Collins’ 12 argumenter for, at netop Tall al-Hammam nord for Det Døde Hav må være identisk med Bibelens Sodoma.

1. Unge mænd blev voldtaget

Der er beviser for, at unge drenge blev kidnappet og voldtaget af voksne mænd.

Steven Collins nævner fundet af potteskår fra Minoa. I Minoa-kulturen praktiserede man, ifølge historikeren Strabon (63 f.Kr. – 23 e.Kr.), voldtægt af 12-årige drenge som en overgangsrite. Homoseksualitet og voldtægter prægede Sodoma ifølge Bibelen. Se 1 Mosebog 19:4-5.

2. Tegn på meteor-eksplosion

Flere fund tyder på, at en meteoreksplosion har ødelagt byen. En langt mindre meteoreksplosion kunne ses som et stærkt lys over Rusland i 2013.

3. Ildstorm gav vakuumeffekt

Eksplosionen i luften kan have skabt en malstrøm, en slags vacuumeffekt, som har suget overfladepartikler op i atmosfæren for derpå at lade dem ”regne” tilbage til jorden igen. Der er tale om en kæmpestor paddehattesky, en søjle af aske, jord og røg, som vil have været synlig på lang afstand. Det stemmer med beskrivelsen i 1 Mos. 19:24 og 27-28.

En ildstorm kan opstå i forbindelse med en kraftig brand, hvor varmen skaber opstigende luftstrømme. Disse luftstrømme (som i en skortsten) forårsager et undertryk, så kraftige vinde suges ind fra siderne.
Ifølge 1 Mosebog 19:27 kunne Abraham næste morgen se røgen stige til vejrs fra området i Jordandalen som ”røgen fra en smelteovn”.

4. Lots hustru blev til en saltstøtte

Lots hustru vendte sig om under flugten og blev til en ”saltstøtte” (1 Mos. 19:26).

Hvis den lille familie flygtede langs det meget saltholdige hav, og Lots hustru begyndte at gå tilbage alene, kan den voldsomme eksplosion i luften have fået saltvandet i oprør.

Den ekstremt høje temperatur (6-8000 Kelvin eller op til 7726 grader Celsius) ville dække hele landskabet, inklusive kvinden, med salt.

5. Sodoma var hovedbyen

Sodoma har været den største by i området. Bibelteksten nævner byen særskilt, og kongen af Sodoma optræder som talsmand for de andre konger (1 Mos. 14:17-24).

Faktisk var byen Tall el-Hammam ti gange større end Jeriko, og byen havde været størst gennem 2.200 år. Denne kendsgerning har dog været ukendt indtil for nylig.

6. Kæmpemæssig bymur

Ifølge Bibelen var Sodoma omgivet af en solid bymur.

I 1 Mosebog 19:1 hedder det: ”Lot sad i Sodomas port” – denne port var altså en del af bymuren. Udgravningen af Tal el-Hammam viser en by med et imponerende og meget sofistikeret bymur-system.

Den yderste fæstningsvold var bygget af mursten og målte op til 8 meter foroven og mellem 35 og 40 meter i bunden. Muren har indeholdt 60-90 millioner mursten i modsætning til alle de andre fæstningssystemer i Levanten (det østlige middelhavsområde).

7. Jordans ’diskus’

I dokumentaren ’Bibelens gåder – Sodoma og Gomorra’, som netop nu kan ses på DR, forklarer Steven Collins, at han fandt mange stykker ørkenglas eller trinitit i området nord for Det Døde Hav. Trinitit opstår fx. ved atomprøvesprængninger, hvor ørkensandet kortvarigt opvarmes til ca. 4000 grader og derpå afkøles. Det giver sandklumperne en glasagtig overflade på den ene side.

Byen ligger i Jordans ”diskus”. Se 1 Mos. 13:10-12, der omtaler området som ”vandrigt som Herrens have”. Derfor valgte Lot dette område, da han skiltes fra Abram for at drage mod øst.

Det hebraiske sprog har fire ord for slette, men dette er ikke et af dem. Ordet ”kikkar” betyder nemlig diskus eller cirkel.

Da Lot og Abram stod mellem byerne Betel og Aj og så mod øst, kunne de se hele Jordans diskus på én gang med Sodoma længst mod øst. Også dette bekræfter Dr. Collins teori om, at udgravningsstedet Tal el-Hammam er Bibelens Sodoma.

8. Godt landbrugsland

Sodoma og Gomorra må befinde sig i godt landbrugsland. Lot valgte netop dette område, fordi det var vandrigt som Edens Have. Også dette kriterie matcher Dr. Collins’ konklusion.

9. Øst for Betel og Aj

Sodoma og Gomorra lå øst for byerne Betel og Aj. Det gør Tall el-Hammam også. Betel og Aj ligger knap 20 km nord for Jerusalem. Lot gik mod øst (1 Mos. 13:11-12), indtil han kom til Sodoma.

10. Nær Jordanfloden

Sodoma og Gomorra kan ikke have ligget syd for Det Døde Hav. Bibelen omtaler Jordanfloden, som kun findes nord for Det Døde Hav.

11. Flere by-par

Man har fundet andre byer i området omkring Tall el-Hammam, hvilket svarer til 1 Mos. 10:19; 14:8 og 5 Mos. 29:23). Her nævnes byerne to og to, dvs. som Sodoma-Gomorra og Admah-Zebojim.

Disse byer, som ligger syd for Jordanfloden, nævnes fra syd mod nord, hvilket svarer til ruten for folk, der kom til området fra Egypten. Ved nordspidsen af Dødehavet ville folk komme til den omtalte ”kikkar” og først nå frem til den største by, Sodoma, som lå nær satellit-byen Gomorra.

Lidt længere fremme lå Admah (den næststørste by) og nær denne lå Zebojim. Fordi de fire byer optræder som to ”dobbeltbyer”, kan man udlede, at der var større afstand mellem hvert par end mellem en by og dens sattellitby, forklarer Steven Collins.

12. Ubeboet i 700 år

Folk blev tilsyneladende meget forskrækkede over katastrofen i området. Det forklarer, hvorfor Sodoma var forladt i 700 år efter ødelæggelsen. Folk har måske ment, at området var forbandet.

Der meldes ikke om nogen større by i området i forbindelse med Bibelens beskrivelse af udvandringen fra Egypten og indtagelsen af Det forjættede Land.

Læs også: Ildstorm ødelagde Sodoma