Små ændringer inkluderer mennesker med særlige behov

Mange kirker ønsker at være inkluderende, men de ved ikke, hvordan man gør, siger landsleder Tove Søgaard fra Kristelig Handicapforening.

Kirkerne ønsker at inkludere mennesker med særlige behov, men det kan være udfordrende at få idéen til, hvordan man gør. Det er Tove Søgaards oplevelse med de kirker, hun har kontakt til i sit arbejde som landsleder i Kristelig Handicapforening.

Jeg ser rigtig stor parathed til at prøve at inkludere mennesker med særlige behov, men når jeg spørger, hvordan det står til med livet i kirken på området, taler man om særgudstjenester eller gudstjenester på botilbud. Der er mit spørgsmål misforstået, for det er ikke inklusion. Man siger jo, at ’vi vil gerne lave et tilbud til jer, men I skal være isoleret.’ Rummeligheden og forståelsen kommer tit til at få udtryk i særarrangementer, siger Tove Søgaard.

Erik Hviid Larsen er andenpræst i Bethlehemskirken på halv tid, og den resterende tid er han stiftspræst for børn og unge med særlige behov i København. Han har arbejdet med målgruppen i 15 år, og han understreger vigtigheden af, at de integreres i kirkerne.

Integration betyder, at jeg har en plads, og jeg får lov til at udfylde den med de muligheder, jeg har. Hvis jeg får lov at bidrage med det, jeg kan, kan jeg få lov at være den, jeg er, siger Erik Hviid.
Mennesker med særlige behov er blandt andet mennesker med downs syndrom, autisme og fysiske handicap.

’Vi har brug for dig’

Tove Søgaard forstår til fulde dem, der tænker, at man ikke kan rumme alle.

Og derfor siger jeg, det behøver vi ikke. Sæt i stedet barren lavere, for det er små ting, der kan få inklusionen til at virke: lad os se, hvad ritualer kan gøre. Jeg kender en præst, der henvendte sig til en pige med downs og sagde, ’vi har brug for dig,’ og han bad hende gå med, da alterbordet skulle dækkes – det er inklusion, fortæller Tove Søgaard.

Hun nævner flere ritualer, som kan bruges til at inkludere mennesker med særlige behov.

De kan for eksempel hælde dåbsvandet op, byde velkommen, tænde lys, uddele salmebøger, læse udgangs- og indgangsbøn, hjælpe til ved nadver, åbne dørene og uddele taskerne med legeting til børnene, siger Tove Søgaard.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ifølge landslederen er den største barriere for inklusionen faktisk, at man underkender betydningen af de små opgaver.

Det er lavthængende frugter. Vi skal være bevidste om, at de små tiltag gør en lille forskel for nogen. Når inklusion lykkes, er det typisk fordi, personen har haft konkrete, små tjenester, siger Tove Søgaard.

Udnyt liturgien

Erik Hviid mener også, at kirkerne især kan integrere mennesker med særlige behov ved at udnytte liturgiens muligheder.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Rigtig mange kirker har opdaget, at kirkegængerne kan være med til at læse tekster, uddele nadver og så videre, og der skal man være opmærksom på, at mennesker med særlige behov også gerne vil deltage. I Bethlehemskirken har vi familiegudstjeneste en gang om måneden, og her medvirker mennesker med særlige behov også med forskellige opgaver. Jeg har for eksempel to venner, Elisabeth og Amalie, som blandt andet har autisme. De hjælper rigtig meget med at læse eller korrigere ting, hvis det ikke er, som det skal være. På den måde synliggøres det, de særligt kan, i stedet for at se på, hvad de ikke kan, fortæller Erik Hviid.

Hvis man som præst eller leder gerne vil inddrage mennesker med særlige behov i gudstjenestens ritualer, er Erik Hviids første råd:

Åben dit hjerte og se mulighederne hos dem; gå på skattejagt. Vær frimodig og spørg, om de vil medvirke, og test for eksempel deres læseevner, og om de kan tale i mikrofon, råder Erik Hviid, der arbejder med at inspirere andre præster til at inkludere mennesker med særlige behov.

Flyt de små grænser

Kirkens øvrige medlemmer kan i allerhøjeste grad også gøre noget for at inkludere mennesker med særlige behov. Det starter med at blive opmærksom på dem og tage en snak, mener Erik Hviid.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kirkekaffen er en god mulighed for at lære mennesker med særlige behov at kende, og de fleste elsker at snakke. Mange kan være bange for at møde mennesker med særlige behov, for ’hvad hvis jeg eller de siger noget forkert,’ men ofte kommer de med andre, som man kan spørge til råds, siger han.

Tove Søgaard mener, at denne menneske til menneske-relation er det vigtigste for at inkludere mennesker med særlige behov i kirkerne.

Det vigtigste er at vise, at vi alle er Guds skaberværk, og at vi er lige værdifulde, og det skal komme til udtryk i den måde, vi er sammen på. Vi skal turde flytte på de små grænser, så vi for eksempel hilser på en person med særlige behov, sætter os ved siden af en eller lader være med at vende os om, hvis en snakker højt under prædikenen, råder Tove Søgaard.

Erik Hviid mener, at tid er det vigtigste, når kirkerne vil inkludere mennesker med særlige behov.

At have tid til at forså dem, at snakke med dem og at have tid til at lære dem at kende under kirkekaffen eller ved at invitere hjem. En af mine gode venner er spastiker, og han har svært ved at tale. Han vil rigtig gerne sige noget, men det går galt, når han bliver ivrig, så jeg sagde, ’jeg sidder her i tre timer,’ og så fik han sagt noget af det, han ville. Tid er det dyrebareste, man kan give i vores samfund, og det er på den andens betingelser, ikke mine, fortæller Erik Hviid.

Den gode uorden

Et af hans bedste integrationsråd er at give plads til, at mennesker med særlige behov kan udfolde sig. Det giver samtidig noget godt til hele kirken, men det kræver, at kirkegængerne tager hånd om frygten for uforudsigelighed og forstyrrelser.

Mennesker med særlige behov bringer uro og uorden. Det oplevede jeg under en prædiken, hvor en tilhører sagde, ’jeg forstår ikke, hvad du siger, Erik.’ Jeg så ned på mine papirer og gav ham ret i, at det var svært at forstå, så jeg forklarede mig i stedet ud fra hverdagen. Det er den gode forstyrrelse, de gode spørgsmål, og måske er de med til at få en samtale i gang i gudstjenesten, siger Erik Hviid.

Han oplever også, at nogle går rundt under gudstjenesten, fordi halvanden time er lang tid at sidde. I de tilfælde er han bevidst om at skabe et inkluderende rum ved, for eksempel, at sige, ’hvis nogen har behov for at gå en lille tur, er det helt fint; har andre lyst til lige at strække benene?’
Erik Hviid husker også et andet tidspunkt, hvor alle nød godt af, at mennesker med særlige behov blev inkluderet.

En af mine konfirmander skulle læse en bibeltekst op, og han kan være svær at forstå, men en kirkegænger sagde, at han derfor havde lyttet mere intenst, end han havde gjort før; han lyttede bedre efter, fordi konfirmanden læste op med de muligheder, han har. Når mine venner for eksempel beder ind- og udgangsbøn, kan du mærke, at der er nerve i det, og de bringer generelt nerve ind i gudstjenesten, fortæller Erik Hviid.

Tove Søgaard mener, at kirkerne kan lære meget af mennesker med særlige behov. De er bærere af glæde og begejstring, og de er hurtigere til at finde den frem og udtrykke den. Det kan kirkerne lære af, for vi kan komme til at gå op i, om musikken var korrekt, men det primære skal være glæden over at føle sig værdifuld og elsket af Gud. Det budskab kan mennesker med særlige behov være langt bedre til at få frem, og de har lært mig at udtrykke den glæde og begejstring, siger Tove Søgaard.