Over 140 ville lære at praktisere den profetisk gave

Over 140 profetisk interesserede var samlet i Horsens for at blive undervist af de skotske profeter Emma Stark og Sarah-Jane Biggart, og af danske Pernille Liland, som her fortæller, hvad der skete.

Reportage og kommentar
af Pernille Liland,
Nordic Prophetic Network

Over 140 profetiske mennesker var samlet i Horsens i weekenden 21.-22. februar til en Nordisk Profetisk konference.

Deltagere var kommet fra hele Danmark for at blive udfordret til et nyt niveau i den profetiske tjeneste.

Hovedarrangør var Nordic Prophetic Network i samarbejde med Horsens Pinsekirke B&U.

Profet Emma Stark fra Glasgow Prophetic Center fortalte, at hun tydeligt hørte Gud tale hende fredag d. 21.2., lige før hun skulle lande i Københavns lufthavn.

”Sig til Danmark, at hun har lige afsluttet en national menstruationscyklus, så hun nu er klar til at undfange vækkelse i sin frugtbare periode…”

Emma spurgte Gud i flyet: ”Er du ikke sød at sige det på en anden måde…sådan kan jeg da ikke stå og sige på platformen…”

En konkret tegn

Herren fortsatte ifølge Emma:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Det er tid nu for Danmark til at føde, reformere og forløse det nye, jeg har for Danmark.

Du har før været tæt på vækkelse, hvor det endte i frustration og rod i mange kirker… men NU er du klar til at modtage undfangelsen af vækkelsen…

Så se jer ikke tilbage, og arbejd ikke længere med profetiske ord, som taler om begrænsning… for min Ånd vil nu bryde igennem det, I ikke selv kunne bryde før…


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Denne nation er som en livmoder, som er blevet renset for alt, der stod i vejen for at skabe LIV – men nu er I klar til at undfange og føde nye tjenester, nye kirker og internationale ledere – og som et tegn på, at jeg gør alt nyt i jer, vil jeg sætte en dansker i ledelsen for FN’s internationale verdensbank.

Nu er det tid til at åbne jeres mund og tale, hvor I har holdt jer tilbage før, siger Herren!”

Profetien fortsatte: ”Danmark, du er kaldet til at være et foregangsfolk for vækkelse i Norden, og det er tid til at tænke helt nyt! Gud vil omstrukturere positioner i mange ledelser i kirkerne, så de kan arbejde med Gud i det nye – og Herren spørger jer:

– Kan I fralægge jer al skyld og skam over det, som mislykkedes for jer i fortiden, over alt det, I ikke nåede før i tiden?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Kan i lade det ligge nu og ikke se jer mere tilbage? For jeg vil give jer en ny og større drøm for fremtiden, siger Herren.

Emma Stark interviewede tre af deltagerne, som havde oplevet helbredelser, efter at meddeltagere havde ”scannet” dem og givet dem kundskabsord. Det handlede bl.a. om nakke-smerter og kroniske konstante smerter efter et kejsersnit.
Profeter med tænder

Emma underviste meget direkte og udfordrende om den nye apostolsk-profetiske bevægelse, som er opstået i Europa.

Profeter med ”tænder” vil blive rejst op. En kaliber af profeter, som ”bider sig fast” i sandheden om det, Gud siger, og ikke slipper deres ”bid”, før de ser det manifesteret.

Profeterne må og skal tage deres ”hyrde-briller” af, og SE på Danmark, som en profet gør. Mange er blevet presset ned i en pasform, som ikke passer til dem.

Kirkerne har ligget under for en lærer-hyrde ledelse, som kan have svært ved at høre og turde gøre, hvad Herren siger til landet.

Det er tid til, at apostle og profeter med ”bid” og risiko-fyldt tro træder i ledelse og tør gå ud og erobre landet tilbage. Det kræver profetisk mod og frygtesløshed, ikke blot undervisende og beskyttende hyrdeomsorg.

”For Gud vil give jer landet – hvem vil gå…?” udfordrede hun.

Mange på konferencen blev udfordret til at rejse sig op, hvis de havde et kald som profet, for at være villige til at blive trænet, udrustet og sat fri fra frygt. Og til at lære at være profeter på en sund og frugtbar facon, til at rejse sig og bede for landet og tale det, Herren siger… og ikke det, frygten og mørket før har sagt.

Fri for frygt

Sarah-Jane Biggart, som ofte rejser sammen med Emma, underviste på lørdagens sidste seminar, og hun udfordrede danskernes frygt:

”Vi mærker i ånden at danskerne ligger under for en ånd af frygt og undertrykkelse, som fik sit greb i jer ved besættelsen under 2. verdenskrig. Det er tydeligt at Gud er ved at sætte Danmark fri fra al slags frygt”…

Hun ledte hele salen i en omvendelsesbøn på vegne af Danmark. Alle bekendte, at både som nation og som enkeltpersoner har vi indgået en pagt med frygt og ligget under for dens lammende greb.

Mange deltagere blev sat fri fra frygt i mange afskygninger, både under fællesbønnen og ved håndspålæggelse i eftermødet. Ingen dramaer og høje skrig, blot en tydelig efterfølgende frugt af glæde og fred, bekræftede mange. Helligånden var tydeligt til stede og kunne bevæge sig frit.

Ikke bare ”leve med det”

Frygt kan give mange forgreninger ind i et menneskes – og en hel befolknings – tilstand, underviste Sarah-Jane. Man lærer at ”leve med det”, som var det blot en naturlig del af kulturen og tankemønsteret i nationen.

Men Gud ønsker af afsløre mørket og sætte danskerne fri, så de kan leve og ånde frit.

De skal kunne tale frit og naturligt om Jesus, bede for mennesker til frelse og helbredelse og profetere liv og frihed, – hvilket hører med til et kristent liv.

Frygt for alt åndeligt

Mange kristne er bange for, om de kan skelne Guds stemme fra Satans. Mange frygter alt åndeligt eller ”overnaturligt”, som var det hele fjendens territorie og et levn fra ”New Age”.

Endnu flere tvivler på, om Gud virkelig kan bruge dem i profeti og betjening af andre på en sund og frigørende måde. Om ånden i dem er ”stærk nok” til kunne komme med ord fra Gud. Og der var enhed i, at den frygt skal vi ikke ligge under for mere i Danmark.

Vi har krav på en sund trosfyldt ytringsfrihed som kristne i vores land. Gud sætter Danmark fri i denne tid til at leve i Hans manifestation af kraft, kærlighed og sund fornuft, jvf. 2 Tim. 1:7, som blev undervisningen omdrejningspunkt.

Mere undervisning i april

Den 5.- 6. april er Sarah-Jane Biggart tilbage med to dages praktisk undervisning med strategisk bøn for landet. Det sker igen i Horsens pinsekirke.

Hun leder selv et Europæisk netværk af bønne-ledere i strategisk bøn for byer og nationer, kaldet ”The Purple Company”, som hun har virket ud fra de sidste 10 år i Storbritannien.

Når hun er tilbage i april, skal vi praktisere at bede, proklamere og se profetisk, hvad Herren gør.

Aktivering af profeti og helbredelse

Emma Stark spurgte forsamlingen, hvad de før har lært om den profetiske tjeneste.

Det var tydeligt, at de fleste havde deltaget på seminarer og profetiske-skoler før – og vidste meget, men effekten og frugten havde ikke sat tydelige spor.

Næsten ingen brugte åndsgaverne i dagligdagen, og sjældent profeterede de til andre eller bad for de syge.

Efter en skarp undervisning om den autoritet og kraft, vi har i tjenesten, blev vi sat i gang med at øve os to og to. Her oplevede stort set alle at blive ”overrasket” over, hvad de selv profeterede til deres makker, og at det tilmed var korrekt og fra Herren!

I en anden øvelse skulle vi ”scanne” hinanden med kunskabsord for evt. sygdomme, smerter eller lidelser og derefter sætte dem fri i bøn. Til de flestes store overraskelse blev mange helbredt. Og 3 personer nåede at give deres vidnesbyrd.

Det niveau af profeti, hvor kraften bliver forløst i gerninger til frihed, ønsker Gud at give til danskerne nu.

Vi skal ikke ”kun se farver og symboler” som profetiske kristne, vi skal alle se, tale og profetere så det skaber synlig forandring og manifesterer Guds rige iblandt os!

Denne profetiske gave er ikke kun for profeter, den er til alle de kristne! (1. Kor 14:31).

Mere end undervisning

Emma Stark udfordrede til sidst kirken: ”Undervisningen er blevet ophøjet og sat i fokus mere end kraften til frelse og frihed!”

Hun pointerede, at forkyndelsen af evangeliet skal manifestere sig med efterfølgende tegn og undere. Og det er slet ikke svært! Men vi er nødt til at samarbejde med Gud i dette nye niveau.

Mange kirker i Europa er blevet så passive i deres tro, fordi ophøjelse af teologisk undervisning har fået en højere plads end kraften i evangeliet. Det har gjort os sløve og sovende.

”Vi skal bruge Guds Kraft igen, som i den første menighed. Når vi profeterer, skal vi ”sætte de fangne fri” og helbrede de syge. Mennesker skal høre direkte fra Gud og chokeres over Guds kraft og indgriben i deres liv,” udfordrede Emma Stark.

Teenagere gør det også

Emmas egen datter, Jessica på 16 år, gik for nyligt ud og stoppede en dame klædt i sort tøj og med lange sorte negle midt på gå-gaden i Glasgow.

Hun sagde venligt til damen, at hun selv var kristen, og at Gud ønskede at tale til damen. Men damen svarede kort, at hun var heks, og at Jesus ihvertfald ikke kunne gøre noget for hende.

Jessica spurgte (ved brug af kundskabsord og ”scanning”) om hun ikke havde en kræftknude i brystet? Hvortil heksen svarede ”jo…” Jessica fortalte hende lige dér, at Jesus elskede hende og helbredte kræftknuden lige nu!

”Prøv selv at mærke efter”, opfordrede hun heksen. Damen tog sin hånd ind på brystet og i forbløffelse konstaterede hun, at kræftknuden var væk!

Det er tid nu

Det er tid til at alle, – både børn og ældre, som profeten Joel 3:1-3 profeterede, – bruger kraften og autoriteten. Vi har fået kraften som kristne af Jesus til at sætte mennesker fri, så de kan komme til tro på ham, verdens frelser!

Vi skal ikke vandre underkuede og gemt væk i kirkerne mere.

Vi kan rejse os i frimodighed fra de passive stole efter årtiers plastificerende undervisning og sætte en nation fri til at møde Jesus.

Læs mere om Pernille Liland og Nordic Prophetic Network