Uden tro på opstandelsen er kristendommen bare tom snak

Af Joan Mette Øhrstrøm

Tre gange har dr. theol. Finn Aasebø Rønne set et menneske dø, og hver gang er han blevet stadig mere sikker på, at det ikke slutter der.

Da han var 21 år, sad han ved med sin mormors dødsleje og var der hos hende, da hun døde.

”Jeg kan huske, hvordan vi fik lagt min mormor i en kiste, der stod i den bedste stue hjemme hos hende.

Vi stod omkring den åbne kiste og holdt en andagt, og jeg kan huske, at opstandelseshåbet lyste over kisten i den situation, som ellers var præget af sorg. Og hun blev sunget ud med et stærkt håb om, at hun skulle opstå igen”, fortæller han og fortsætter tøvende:

”Seksten år senere sad jeg hos min far, da han døde. Og her i foråret var jeg hos min mor, da hun døde. Tre gange har jeg været der, da nogle af mine allernærmeste trak vejret for sidste gang. De betød alle tre utrolig meget for mig, og i alle tre tilfælde oplevede jeg visheden om, at de skal opstå igen, som noget, som bar mig igennem en svær tid.”

Ikke på en lyserød sky

Tanken om, at vi ikke bare skal svæve på en lyserød sky, men opstå med fornyede kroppe, der ikke er tærede og nedbrudt af sygdom og alderdom, betyder meget for ham.

”Bibelen taler om, at vi får nogle nye kroppe, som ikke er præget af sygdom og forgængelighed.

Det har vi også talt med vores børn om. Vores ældste dreng, Jonas, sidder i kørestol, og da min mor døde i foråret spurgte jeg ham, om han ville ud og se hende. ”Nej,” sagde han. ”Næste gang, jeg ser farmor, skal jeg være fri for kørestolen og så skal vi danse rundt, farmor og mig.” Det var simpelthen så stærkt,” siger han stille og tilføjer:

”Min mor var de seneste år dårlig til bens og kunne næsten ikke gå, men Jonas havde en stærk forventning om, at både hans farmor og han selv kunne se frem til et konkret opstandelseshåb, hvor deres kroppe ville være helt nye.

På et tidspunkt kørte vi drengene til fodbold, og Jonas græd som pisket, fordi han ikke kunne komme med, men så sagde en af hans brødre: ”Jeg glæder mig til den nye jord, for så skal Jonas med til fodbold.” For opstandelsestroen er noget, der betyder meget i mit trosliv og noget, der betyder meget i vores hjem.”

Doktor i teologi

Finn Aasebø Rønne bor i Rønne, hvor han er hjælpepræst i Knudsker Kirke, men han arbejder til daglig i København, hvor han som doktor i teologi underviser i kirkehistorie på Dansk Bibel-Institut og Fjellhaug International University College.

Selv er han søn og barnebarn af prædikanter fra Evangelisk Luthersk Mission på begge sider af familien. Og han har vidst, at han ville bruge sit liv i Guds tjeneste, siden han som 6-årig knælede ved kirsebærtræet i familiens have og bad Jesus om at give ham en ny chance, efter at han blot som seksårig sammen med en kammerat havde forsøgt at futte naboens plantagemark af med nogle stjålne tændstikker.

”Det var mit meget tidlige ungdomsoprør,” siger Finn Aasebø Rønne med et smil.

Etiopisk påske

Som doktor i teologi har Finn Aasebø Rønne siden specialisereret sig i kirkehistorie – med speciale i etiopisk kirkehistorie. En måned om året underviser han også på et etiopisk universitet.

”Det er også smukt at fejre påske i Etiopien, hvor det nogle steder er en tradition at gå i procession med sang og dans ned til en flod ved solopgang påskemorgen for at fejre, at Jesus har vist os en vej til evigt liv hos ham,” siger kirkehistorikeren, der i det har et stærkt bånd til Etiopien.

”Jeg blev allerede optaget af Etiopien som ung, og da jeg senere traf min kone Oddrun, viste det sig, at hun var norsk missionærbarn fra netop Etiopien, og at jeg endda havde siddet i hendes barndomshjem, da jeg var ansat på universitetet i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, en millionby med fem millioner indbyggere.

På den måde kunne vi tale med om de samme ting. Hun kendte for eksempel den gamle kejsers løver, som jeg også kunne huske brølene fra i nærheden af mit hjem,” siger han og griner, inden han tilføjer, at parret derfor var enige om, at de skulle adoptere børn fra Etiopien, da det viste sig, at de ikke selv kunne få børn.

Uden smerter

”Mine drenge er sikker på, at der er fodbold i himlen, ellers ville det ikke være Himlen. De har så nogle problemer med, hvor hårdt man må tackle. For der er jo ikke nogen smerte på den nye jord.

For drengene er himlen som en fodboldkamp, for mig er det en god bog, og sådan kan vi overføre vores billeder af noget rigtig godt til himlen.

Når jeg ser, hvor skøn verden kan være på en sommerdag, hvor skøn må himlen så ikke være?

Men billederne er kun noget, jeg bruger for at forestille mig det perfekte. Jeg ved bare på bundlinjen, at himlen bliver perfekt.

Ikke et panisk liv

Men med et så nærværende himmelhåb er det så ikke sværere at nyde livet her og nu?

”Jeg synes faktisk, at mit håb om, hvad der skal ske efter livet, gør mig i stand til at nyde livet endnu mere, fordi jeg er mindre krampagtig i forhold til livet. Alting behøver ikke være perfekt nu og her. Hvis jeg troede, at der kun var et liv her, ville jeg være panisk ved tanken om at spilde et sekund. Men jeg er selvfølgelig også enormt optaget af at få et godt liv her og skabe nogle gode rammer og nyde livet. Der er meget skønt i livet, som Gud har givet os, og som vi kan nyde.”

Historisk troværdig

Håbet om opstandelse giver både liv til troen før og efter døden, og Jesu opstandelse virker tilmed historisk troværdig, mener Finn Aasebø Rønne:

”Jeg er historiker. Og som historiker kan jeg se, at Jesu opstandelse er noget af det, der er bedst bevidnet, når man sammenligner med andre begivenheder fra samme periode, der har fundet vej til historiebøgerne.

Det er kun, fordi hans opstandelse har en såkaldt transcendent årsagsforklaring, at nogle historikere betvivler begivenheden.

Men jeg tror på Jesu opstandelse – både som historiker og kristen. Hvis ikke Jesus er opstået, så er troen også tom, som Paulus skriver, så hvis man en dag kunne bevise, at man havde fundet Jesu knogler, så ville der ikke være noget tilbage at tro på.”

Påsken er Guds stempel

Jesu opstandelse er også Guds godkendelsesstempel på, at Jesus tog vores synd på sig Langfredag, så vi igen kan få fællesskab med Gud. Påskemorgen viser, at frelseplanen lykkedes, så vi nu bare skal tage imod det ved at tro”