Hineni – påske i Israel

(Læsetid: 2 minutter)
Af Kristoffer J Niclasen, stud.theol.

For nogle år siden besøgte jeg Jerusalem i påsken. Hvis læseren nogensinde kunne få lyst til at opleve alle kristne retninger fra alle verdenshjørner på 1(!) kvadratkilometers krudttønde med pladsmangel, kan jeg anbefale at rejse til den gamle by og leje sig ind på et hostel i denne højtid. Det gjorde jeg.

Jeg boede sammen med et par fra Tyskland, en amerikaner der aldrig var til stede og to russiske mænd – festglade, larmende og diametrale modsætninger til de jordbundne tyskere.

På trods af det trange værelse, var dette et roligere sted end udenfor. Jeg boede tæt ved Jaffa-porten, lige overfor Davidstårnet. Jeg mødte dem alle: baptister fra bibelbæltet i USA, der gav bibler ud, katolikker der ønskede at velsigne mig, evangeliske filippinere, der svingede med flag, musikere, nonner, adventister. En mærkelig blanding af ro og eufori, indtrykkene var svimlende. 3 dage var nok – jeg tog til Haifa.

Haifa er en smuk by i nord. Der var ro på. Der sad jeg ved vandet, foran en bølgebryder, nød de salte dråber på mine kinder, nød de milde toner fra mit headset, jeg havde tilsluttet min musikafspiller. Der ramte det mig: Guds nærhed. Freden sank over mig som en behagelig dyne, kærligheden var stærk. Mit hjerte ytrede et hineni.

Ordet hineni optræder kun 8 gange i Bibelen på hebraisk. Ordet er bl.a. blevet sagt både af Abraham og Moses – som da Gud kalder på ham fra den brændende tornebusk. Det betyder ”her er jeg”, men på en meget omfattende måde, der illustrerer en skelsættende begivenhed i personens liv. Det er et ”her er jeg”, der omfatter en fuldkommen tilstedeværelse og engagement, en beredthed.

Oplevelsen gjorde flere ting ved mig. For det første fik det mig til at hvile i det faktum, at Gud ikke kan elske os højere, end han allerede gør nu og her. For det andet fik det mig til at erkende, at Gud altid er til stede, allestedsnærværende (omnipræsent) – uanset om du er i en kirke i verdens mest ”hellige by”, ved vandet foran en bølgebryder eller ude i køkkenet for at smøre en leverpostejsmad.

Jovist, jeg erkender behovet og den vigtige side af det kristne fællesskab. Jovist, jeg erkender, at kirken, sakramenterne og religiøse symboler og handlinger kan bidrage til en nær følelse af samvær med Gud. Men samværet kan også pludselig ske i Netto, til fitness, i haven eller i skoven. Og når det sker, vær opmærksom. Tag en dyb indånding, accepter med taksigelser.

Når Gud smiler, vil du så svare hineni?

Læs også