TV-prædikant: ’Helligånden er dødtræt af fremgangstelogien’
Prædikanten, der selv blev millionær og levede overklasselivet, fortryder nu sin tidligere teologi. Fremgangsteologien håner både Gud og evangeliet, erklærede Benny Hinn for nylig.
”Helligånden er dødtræt af det. Evangeliet er ikke til salg,” sagde Benny Hinn sidste mandag i en live-udsendelse på Facebook.
Han var tidligere en af de stærkeste fortalere for tanken om, at kristne har ret til både frelse og helbredelse og kan udløse velsignelser over deres liv og økonomi ved at bekende troen på fremgang og ”så sæden” gennem tiende og store pengegaver til prædikanter.
– Fremgangsteologien er blevet lidt skør, og jeg retter min egen teologi, og I skal alle vide det. For når jeg læser Bibelen nu, kan jeg ikke se den som for 20 år siden, sagde Hinn til tilhørernes jubel.
– Jeg mener, at det krænker Herren fx at sige ”Giv 1.000 dollar”. Jeg tror, det krænker Helligånden at sætte en pris på evangeliet. Jeg er færdig med det. Jeg vil aldrig mere bede jer om 100 dollar eller et andet beløb.
– Hvis jeg hører det én gang til fra nogen, at man kan knække ryggen på gæld med 1.000 dollar, vil jeg irettesætte dem. Det er at købe evangliet og velsignelsen. Det bedrøver Helligånden. Hvis du ikke giver, fordi du elsker Jesus, så lad være. Jeg bliver syg af den reklamefidus, fastslog Benny Hinn.
Afvist af sin far
For to måneder siden udkom bogen ”God, Greed, and the (Prosperity) Gospel: How Truth Overwhelms a Life Built on Lies” (Gud, griskhed og (fremgangs) teologi: Hvordan sandheden overvælder et liv bygget på løgne).
I denne bog afslører Benny Hinns nevø, Costi Hinn, hvordan hans familie havde udnyttet millioner af mennesker verden over.
“Det, at give til Gud, var vejen til forfremmelse på jobbet og adgang til vor himmelske bankkonto,” skriver Costi Hinn. Samtidig fortæller han, at onklen, som var familiens ældste søn, aldrig fik anerkendelse af sin far.
– Min bedstefar ville sige til ham ”Du er den eneste af mine børn, som ikke kan klare det.” Derfor satte Benny Hinn sig for at modbevise sin far, forklarer nevøen.
Men allerede efter evangelisten Billy Grahams død i 2018, begyndte Benny Hinn at indse, at fremgangsteologien ikke var så bibelsk, som han plejede at tro.
– Havde Elias en bil? Nej. Ikke engang en cykel. Men han manglede ikke noget. Kørte Jesus i bil eller boede han i et slot? Nej. Men han manglede ikke noget, fastslog Benny Hinn og tilføjede: ”Fokus er forkert. Helt forkert!”
Benny Hinn er også selv færdig med overklasselivet og de private jetfly.
– En fyr skrev, at jeg var god for 40 millioner dollar. Gid jeg var. Så ville jeg give det hele til Guds rige. Og jeg har i mange år ikke fløjet i privatfly. Jeg flyver kommercielt ligesom alle andre, fastslog Benny Hinn.