Danske biskopper på studierejse i religioner

– Samarbejde mellem forskellige religioner betyder ikke, at man indgår trosmæssige kompromisser imellem religionerne, siger biskop Karsten Nissen efter EnglandsturenSyv biskopper og 13 bestyrelsesmedlemmer fra ”Folkekirke og Religionsmøde” har besøgt Englands mest multireligiøse by Leicester.

I England mødtes biskop Erik Norman Svendsen og biskop Jan Lindhardt bl.a. med R.S. Sandhu, formand for Council of Faiths i Leicester, og Canon Andrew Wingate, rådgiver for den anglikanske biskop i Leicester i inter-religiøse spørgsmål

– Det har været utrolig inspirerende at se, hvor langt de er kommet i England med kontakten og samarbejdet mellem de religiøse grupperinger og i forholdet til de offentlige myndigheder. Leicester er en foregangsby, der har haft en afsmittende effekt på udviklingen i andre byer i England, udtaler formanden for ”Folkekirke og Religionsmøde” Leif Vestergaard.
Biskopperne og repræsentanter fra alle 10 stifter i folkekirken, der blev modtaget af Leicesters anglikanske biskop Tim Stevens og af byens borgmester, har på turen oplevet Leicesters religiøse mangfoldighed. Gruppen har overværet religiøse ceremonier, deltaget i måltider i en moske, et hindu- og et sikh-tempel, hvor der var mulighed for at tale med ledere fra disse religionssamfund om deres erfaringer med mødet med det engelske samfund og de kristne kirker. Der blev også lejlighed til at høre om erfaringerne fra det engelske skolevæsen, da man besøgte en offentlig skole, en muslimsk skole og en kristen (anglikansk) skole.

Muslimer er en
del af vesten

Et højdepunkt på turen var et besøg på det muslimske institut for højere uddannelse, Islamic Foundation i Markfield, hvor deltagerne fik lejlighed til at drøfte forholdet mellem islam og kristendom med centrets leder dr. Atuallah Siddiqi, som sidste år besøgte Danmark. Siddiqi fastslog, at det ikke giver mening at tale om islam og vesten, da muslimer er en del af vesten og derfor også deler skæbne med vesten. Muslimer har generelt større frihed i vesten, end de har i muslimske lande, og Siddiqi skønner, at muslimer i vesten i de kommende generationer i frihed vil begynde at gennemtænke islam på y med en klar europæisk accent.

Selvcensur nødvendig

Muhammed-krisen var ikke det dominerende tema, men blev dog drøftet i samtalerne. Mens pressens selvcensur i Danmark opfattes som skadeligt for demokratiet, opfattes selvcensur i Leicester som en nødvendighed, der er udtryk for ansvarlighed over for samfundet.

20 år forud for Danmark

Deltagerne observerede, at man i England har en meget længere erfaring med den religiøse mangfoldighed, end vi har i Danmark. Mange af de problemer, vi slås med i Danmark i dag, arbejdede man med i England for over 20 år siden. Der er allerede etableret et netværk af dialog-grupper og andre formelle relationer mellem de forskellige nye religionssamfund og de kristne kirker. Mellem religionslederne er der en fælles forståelse for, at de religiøse grupper har et ansvar for at bidrage til, at samfundet både hænger sammen og udvikler sig. De offentlige myndigheder (borgmester, byråd og politi) i Leicester har været meget aktive for at indgå i samarbejde med de religiøse grupper.

Religioner styrker

Biskopperne og bestyrelsesmedlemmerne i ”Folkekirke og Religionsmøde” vender tilbage til Danmark med den udfordring fra Leicester, at kirken – sammen med andre religionssamfund – kan bidrage afgørende til at forebygge konflikter og styrke sammenhængskraften i et multi-religiøst samfund. Erfaringerne fra Leicester og det øvrige England har for deltagerne understreget betydningen af at have formelle samarbejdsorganer, som også kan aktiveres, når krisen rammer.
– Vi blev inspireret af de erfaringer, man har gjort i Leicester, og dette studiebesøg vil givetvis præge det samtaleforum for religioner i Danmark, som ”Folkekirke og Religionsmøde” gerne vil etablere. Vi har bl.a. lært, at et samarbejde mellem forskellige religioner ikke betyder, at man indgår trosmæssige kompromisser imellem religionerne. Den kristne kirke må blive mere bevidst om sin egen kristne identitet, siger biskop Karsten Nissen fra Viborg Stift.
– hb