NY serie i Ung Udfordring af Maria Carlsen: Mysteriet om de multikulturskabende unge

1. del: Tina var på discipel-træningsskole på Fiji – og fik nyt perspektiv på tilværelsen.Min Inbox, (skriv til undersolen@gmail.com,) er jo simpelthen blevet overdynget med vandede forslag til nye ekspeditionelle horisonter.

Tina fik nyt perspektiv på tilværelsen efter opholdet på Fiji

Jeg burde rejse verden rundt og imødekomme alle forslag, men indtil redaktøren forstår vigtigheden af mine udlands-udflugter helt ind i sit finansielle hjerte, så nøjes jeg med at forfølge andre, der allerede har en specialviden.

Vi starter i en lille by på Sjælland, også kaldet København. Tina Larsen, oprindeligt fra Græsted og omegn, har ivrigt sagt ja til at dele ud af sine mystiske multikulturelle erfaringer. For det, jeg gerne vil vide ,er:
Hvorfor skal der rejses sådan hele tiden, og er andre lande overhovedet anderledes end Danmark i forhold til deres kristendomsopfattelse??
Da Tina mentalt har forberedt sig på at dele ud, går jeg i krig med at bore.

Hvorfor tog du til Fiji?
– Fordi jeg altid godt har kunnet tænke mig at tage på den discipeltræningsskole, som jeg var på. Jeg havde hørt en masse godt om det, og det viste sig også at være rigtig fedt!

Mødte unge kristne

Mødte du mange fijianske kristne unge?
– Ja det gjorde jeg da. Vi startede med at gå på bibelskole, og så var vi ellers ude blandt befolkningen. Så jo, det gjorde jeg!
Tinas korte svar foruroliger mig!
Jeg må længere ind, for det med bibelskole og befolkning – aarh det kan man da også i Danmarks vidtfavnende urskov!
Tina kan se, jeg går til angreb, og hele stemningen lugter lidt af en vaskeklud, der er fuld af vand, men ikke vil vrides.

Anderledes normer

Hvordan er kristne unges normer på Fiji?
– Altså, de kører ligesom efter ”Fiji-time”. De er meget laid back, og hvis man har et møde kl. 19, så kommer der ingen før kl. 22. Så der er helt sikkert en anden kultur. Var det det, du tænkte på?

Ja. Altså det var det… Men vil det sige, at kristne unge på Fiji ligesom kører deres eget løb?? Er der nogen helt andre normsæt, vil du mene?
– Jo, bestemt er der det! Altså, man må ikke ryge som kristen i hvert fald, og der er en meget anden kønsrollefordeling.
Meget af det er naturligvis kulturelt – f.eks. så klæder man sig meget anstændigt i landsbyerne. Vi skulle gå med t-shirts, selv om det var rigtig varmt.
Forældrene er også meget strenge over for deres børn! De er meget kommanderende, og børn bliver hurtigere voksne. Forældrenes tone over for deres børn er sådan befalende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Her kommer vi så til noget brugbart. Pigen med det lange nordsjællandske hår har tilsyneladende fat i noget, der gøt den fijianske kultur interessant. Men er det positivt??

Kristne blev spist

Er det så hårdere at være kristen på Fiji?
– Jamen, de er lige så meget et kristent land, som vi er, selv om 50% er fra Indien og er muslimer.
På Fiji spiste indbyggerne faktisk de første kristne… men det er de stoppet med!
De har nogle interne problemer mellem fijianerne og dem, der kommer fra Indien.

Hvorfor synes du danske unge skal rejse ud, ligesom du har gjort?– Fordi når man rejser, er det stort set umuligt at lade hjemlige vaner og såkaldte omstændigheder styre livet. Og hvis noget går galt, kan man ikke skyde skylden på andre.
Man lærer at se livet i et nyt perspektiv og udvikle fastere standpunkter. Desuden lærte jeg ikke at tage alt muligt for givet, da jeg kom hjem.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mysteriet om de multikulturskabende unge fortsætter bravt næste gang, hvor vi skal møde endnu en sjællænder, der pt. er i færd med at ændre verden.