Ny SFO-leder til friskole
Friskolen i Bramming har ansat Anne Marie Sode Jensen som ny SFO-leder.
Hun skal være daglig leder af SFO’en samt deltage i skoledelen med blandt andet musik og motorik.
Anne Marie Sode Jensen kommer fra et job på en specialskole.
– Jeg brænder for at lave pædagogisk arbejde, der anerkender ethvert menneske som unikt. Den har jeg erfaring med gennem mit arbejde på specialskole de sidste 10 år, siger hun og forklarer:
– Jeg ser både skole og SFO-delen som vigtige arenaer for det enkelte barn, og ser begge dele som vigtige for at skabe de bedste rammer for livsduelighed.
Hun glæder sig til at samarbejde med både lærere, pædagoger og forældre på friskolen.
Oprindelig er Anne Marie bornholmer, og det kan man høre, når hun bliver begejstret. Hun er 52 år, mor til fire piger i alderen 15-28 og gift med Peter Sode, der er præst i Kvaglund Kirke i Esbjerg.