Lær at leve uden maske

”Jeg orker ganske enkelt ikke længere at forstille mig,” sagde en veninde for nylig til mig. Hun havde fortalt mig, hvor frustreret og såret hun følte sig over en konflikt, og at hun nu havde fået nok af at være ”pæn”.

Hun følte sig som en hykler, sagde hun, som om hun bar en maske, der skjulte hendes sande følelser og underbyggede hendes ry for at være et tålmodigt og venligt menneske, mens hun i virkeligheden kogte indvendigt af raseri og brændte efter at vise det.

Hvad vil det i grunden sige at være ærlig, spurgte hun sig selv – ærlig overfor sig selv og ærlig overfor Gud?

Jeg kan godt forstå min veninde. Jeg forsøger også tit at skjule mine sande følelser bag en maske, fordi jeg ikke vil have, at andre skal se, hvor megen utålmodighed, irritation, misundelse eller stolthed, der gemmer sig i mig.

Men spørgsmålet er: Er vi kaldet til kun at opføre os, som om vi tænkte og handlede som Jesus? Eller er der en anden mulighed, nemlig at leve ud fra vores identitet som Guds elskede børn?

Apostlen Paulus skriver: ”I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og [at] I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed” (Ef. 4,22).

”Aflægge” det gamle, som var det gamle klæder, og ”iføre os” det nye, som var det en dragt. Vi har ikke blot fået et nyt selv i Kristus; vi skal iføre os Kristus, tage ham til os som en klædning.

Vi skal øve os i at udviske impulserne fra vores gamle selv og opstå i det nye liv, som Gud har skænket os i Kristus. Dette kald gælder hver ny dag, sågar hvert nyt øjeblik: At vi skal sende vores uforløste impulser og drømme i døden for at blive skabt på ny – ikke blot baseret på, hvordan vi handler, men på vores inderste grundholdninger.

Ikke ved egen kraft

At blive som Jesus, kan vi ikke udvirke ved egen kraft. Denne forvandling er Helligåndens værk.

Men vi kan arbejde sammen med Ånden. I vores forhold til andre kan vi ”iføre os” venlighed, medfølelse, villighed til at tilgive, tålmodighed og kærlighed, som var det et klædningsstykke. Og det vel at mærke ikke ved at tage en maske på, men ved at ”iføre os” Kristus. Det, der kan hjælpe os hermed, er åndelige øvelser.

Se nøje på dit indre oprør

Kort efter, at jeg havde sendt min første bog på markedet, blev jeg bevidst om, hvor stort et greb misundelsen havde om min sjæl. Hvis jeg hørte, at en eller anden tilfældig forfatter solgte bedre eller fik bedre anmeldelser end mig, meldte jalousien sig.

Det var hæsligt, og jeg hadede mig selv for det. Jeg kunne have nægtet at vedgå, at jeg var fanget i denne synd. I stedet tyede jeg til nogle åndelige øvelser, som hjalp mig med at tilpasse mig Kristus og lade mig forny af ham.

I første omgang var jeg meget opmærksom: Hvad var det i grunden for et oprør, jeg følte i min ånd og i mit hjerte? Hovedpersonerne i mine trosrejsebøger gør det samme. De lærer ”at dvæle ved det, som provokerer dem”. Vi er ofte alt for hurtige til at fortrænge eller fralægge os følelser, som vi ikke bryder os om eller skammer os over, følelser som vrede, angst, måske endda sorg.

Men netop vores stærke følelser kan vise os hen til den sandhed, som ligger lige under overfladen. Vi må ikke agere, som om vi slet ikke var kede af det, bange, misundelige, irritable eller fyldt med harme. Vi kan roligt kalde disse ting ved navn – vi kan sige denne sandhed om os til Gud.

Gud ved jo alligevel, hvad der rører sig i vores hjerte, og vi skal ikke først skabe orden, før vi kan indlede en ærlig samtale med ham. For mig betød det, at jeg helt ærligt sagde til Gud, hvad jeg følte, når andre havde succes.

Kom i dialog med Gud

Efter at vi åbent har fortalt Gud sandheden, kan vi igen vende os mod vores stærke følelser og reaktioner. Fortællingen om Kain og Abel i 1. Mosebog 4 er interessant i denne forbindelse. Efter at Gud ikke tog imod Kains offer, står der: ”… men Kains offergave tog han ikke imod.

Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved” (1. Mosebog 4,5). Gud siger derefter til ham:

”Hvorfor er du så vred, og hvorfor går du med sænket hoved?” Med dette spørgsmål indbyder Gud Kain til en samtale og giver ham mulighed for at trykke på stopknappen og spørge sig selv om grunden til, hvorfor han er vred og forbitret på sin bror, før han lader disse følelser bestemme sin opførsel.

Selv i situationer, hvor vi kun har kort tid til at overveje, hvad der ligger til grund for vores følelser, kan vi i det mindste tage en dyb indånding og bede Gud om hjælp til at handle ud fra vores ”nye selv” og ikke ud fra ”det gamle”.

Måske kan vi så nå dertil, at vi ærligt kan sige til den anden: ”Jeg føler mig lige nu afvist (eller modløs eller rasende eller …) og har brug for lidt tid til at samle mig.” Det kan kræve mod at vise sit sande jeg på denne måde, men det kan være et skridt på vejen mod en dybere dialog og et mere fortroligt forhold.

At sætte navn på sandheden – overfor os selv, overfor Gud og overfor andre – er kernen i to vigtige åndelige øvelser: selvransagelse og syndsbekendelse. Ligesom David gør det i Salme 139, beder vi vores kærlige, barmhjertige Gud: ”Ransag mig, kend mit hjerte, vis mig, hvilken forkert vej jeg går, at jeg kan vende om, at jeg må blive tilgivet og blive fri for alt falskt.”

Da jeg var blevet klar over, hvor megen misundelse og jalousi, der gemte sig i mig, bekendte jeg det for Gud og nogle få fortrolige venner. Så bad jeg Gud hjælpe mig med at forstå årsagen til denne misundelse, for at jeg sammen med ham kunne arbejde på at forandre mig.

Erkend roden

I de næste dage og uger bad jeg om det igen og igen, og efterhånden så jeg tydeligere, hvorfor andres succes udgjorde sådan en trussel. Misundelsens synd har sin rod i en følelse af ufuldkommenhed. Misundelse tror på løgnen om, at kærlighed og opmærksomhed findes i begrænsede mængder i denne verden.

Hvis andre altså bliver mere bekræftet eller klarer sig bedre end mig, føler jeg mig mindreværdig og usikker. Misundelse måler og sammenligner og dømmer, og til sidst fører det til skam og forbitrelse. Når misundelsen har sit tag i mig, tvivler jeg ikke kun på, at Gud vil være god mod mig; jeg ser også misundeligt på det gode, som han viser andre.

Den daglige selvransagelse med syndsbekendelse har hjulpet mig til, at jeg ikke blot har været hurtigere til at erkende mine synder, men også hurtigere til at tage imod Guds opfordring til at vende om. Og dermed gør jeg i virkeligheden det, som Paulus opfordrer til i Efeserbrevet: Jeg forandrer mig i mine tanker og fornyer mig i mit indre.

Når misundelsen gnaver i mig, er det et fingerpeg om, at jeg har tabt Guds nærværelse af syne. Jeg har mistet min rodfæstethed i Guds kærlighed. Jeg har glemt, at vi alle har en opgave i Guds rige og er forbundet med hinanden i Kristus.

Når jeg er misundelig, ser jeg brødre og søstre som rivaler og ikke længere som søskende, jeg arbejder sammen med. Misundelse forhindrer, at jeg kan fejre Guds velsignelse og gaver i andres liv.

Fordyb dig i Guds kærlighed

Øvelsen med at vende om kalder mig frem for alt tilbage til Guds kærlighed og opfordrer mig til at finde mit værd og min betydning i, at det er Gud, som helt personligt har kaldet mig, og han kalder mig sin elskede datter. Og det gør han på en usædvanlig, individuel måde.

Jo mere jeg tænker over rigdommen og den uendelige dybde i Guds personlige kærlighed til mig, desto mere svulmer mit hjerte, så at jeg kan fejre rigdommen og dybden af hans kærlighed til andre uden selv at føle mig truet eller mindre værd.

Denne fordybelse i Guds kærlighed og min praksis med at prise og fejre ham for denne kærlighed er de åndelige øvelser, som har hjulpet mig med at aflægge ”det gamle menneske” og iføre mig ”det nye menneske”.

Hver gang jeg har mærket en svag antydning af jalousi, er der endnu en ting, som har hjulpet mig med at iføre mig dette nye selv, som Gud har skænket mig i Kristus: en bøn om endnu rigere velsignelse for alle, som vækker denne misundelse i mig. Mit naturlige jeg vægrer sig herimod.

Men selv når en sådan bøn kan føles ”unaturlig” eller ”kunstig”, har jeg opdaget, at den gradvist har forandret mit hjerte. Jeg er blevet meget hurtigere til at ønske andre succes. Og det er Helligåndens altid trofaste virke, som får mig til at ligne Kristus mere.

Denne forandringsproces kræver tålmodighed. Det kan umiddelbart se ud, som om det ville gå hurtigere, hvis vi fornægter impulserne fra vores ”gamle selv” og af egen kraft forsøger at forbedre os.

Men det fører kun til, at vi netop forstærker dette gamle selv. Hvis vi derimod øver os i at vende ryggen til det gamle selvs holdninger og handlinger og tillægger os det nye selvs vaner, vil vi erkende, at vores ”naturlige” reaktion lidt efter lidt i stadig større grad stemmer overens med det, som Jesus står for, og at han stadigt tydeligere skinner igennem, når vi er vores sande jeg.

Tre skridt til selvransagelse og syndsbekendelse

1. Hvordan oplever jeg mig selv? Hvad føler jeg ved det, jeg ser?

2. Hvad forsøger jeg at skjule for Gud? For andre? For mig selv? Hvad afholder mig fra at komme ud af mit skjul?

3. David bad: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker!” (Salme 139,23). Stoler jeg på, at Gud ransager mig og åbenbarer mig mine synder? Hvorfor eller hvorfor ikke? Længes jeg efter det, eller mærker jeg en indre modstand? Hvad viser min reaktion om mit forhold til Gud?

Sharon Garlough Brown, West Michigan, USA, er rådgiver og underviser samt forfatter til talrige bøger. Artiklen er oversat fra det tyske kvindemagasin Lydia af Dorthe Orbesen.