Nedlagt hospital bliver friplejehjem
Det tidligere psykiatrihospital ved Haderslev Dam bliver et kristent friplejehjem.
Danske Diakonhjem, som driver en række kristne friplejehjem i hele Danmark, vil omdanne det tidligere psykiatrihospital i Haderslev til et plejehjem med plads til 60 beboere.
Det tidligere psykiatrihospital, som ligger meget attraktivt ved siden af det nu lukkede sygehus ved Haderslev Dam, ventes at åbne i efteråret 2022.
– Vi bygger et friplejehjem med plads til 60 beboere, og 95 procent af dem får udsigt ud over dammen, udtalte Danske Diakonhjems direktør Emil Tang til JyskeVestkysten i juni 2020.
Der skal nu gennemføres en større ombygning til 121,7 millioner kroner, før plejehjemmet er klar til indflytning. Bygningen skal blandt andet forhøjes, så flere får glæde af herlighedsværdien. Der vil være fællesfaciliteter med spa-område, og på friplejehjemmet kan beboerne købe både wellness og ekstra rengøring.
Længe undervejs
Processen med tilladelser og finansiering af det nye plejehjem har varet i næsten fire år.
– Det har været som at puste i en ballon med hul i den anden ende. Det er dejligt, at det nu er lykkedes, siger Emil Tang ifølge JyskeVestkysten. Han oplyser, at udfordringen har været finansieringsdelen.
Det ligger nu fast, at byggeriet finansieres med et ti procent grundkapitalindskud, to procent beboerindskud og 88 procent realkreditlån. Danske Diakonhjem og Haderslev Friplejehjem betaler grundkapitalindskuddet i fællesskab, og Danske Diakonhjem giver en del af beløbet som gave til Haderslev Friplejehjem.
Danske Diakonhjem har eksisteret i 60 år. Organisationen, som driver plejehjem, hospices og boliger for forskellige målgrupper, har sit hovedkontor i Vejle.