”Hun overlever ikke…” sagde de om den lille Tove på sygehuset…

Det var en frygtelig besked, som forældrene Eline og Hans Schmidt fik af lægerne på Haderslev Sygehus. Deres kun 5-årige datter Tove var dødssyg og ville ikke overleve, sagde lægerne. Forældrene gjorde bedst i nu at tage hjem til deres fem sunde børn.

Men de kunne da ikke efterlade deres yngste datter til at dø. Der måtte da være en løsning…

Sygdommen var begyndt en sommerdag, da Tove var ude at lege i gården. Hun havde cyklet og klagede over stærke mavesmerter. Hun blev lagt i seng og familiens læge blev tilkaldt. Men han tog det åbenbart ikke alvorligt:

– Børn får jo tit ondt i maven, og den slags går over igen, forsøgte han at berolige den ængstelige mor. Autoritetstro rettede hun sig efter lægens ord om at vente tiden af.

Men mavepinen gik ikke over, selv om datteren lå i sengen i en hel måned. Tværtimod, smerterne blev bare værre og Tove græd så hjerteskærende, at ingen i huset kunne undgå at høre det. Hun kunne ikke engang tåle at have dynen over sig, så ondt gjorde det.

Til sidst kunne Eline ikke holde det ud mere. Hun fik fat i familielægen og slog i bordet. Hun forlangte, at Tove blev indlagt straks.

Men for sent…

Næppe var den lille pige kommet ind på Haderslev Sygehus, før hun kom på operationsbordet. Tove havde tarmslyng, men der var gået alt for lang tid, og maven så forfærdelig ud indeni. Det var for sent at gøre noget nu, kunne lægerne blot konstatere, efter at de havde foretaget en mindre operation.

Mens Tove lå bevidstløs hen efter operationen, forklarede lægerne med dæmpet stemme til Eline og Hans, at deres datter ikke ville overleve. De burde hellere tage hjem til deres fem sunde og raske børn derhjemme – og glemme Tove, den yngste af dem.

Desperate forældre

Det kunne Eline og Hans naturligvis ikke, og i deres desperation tænkte de på, om Gud mon kunne hjælpe.

Troen var ellers ikke noget, der havde betydet noget særligt for vognmand Schmidt og hans familie. Eline Schmidt lærte ligesom andre mødre sine børn at bede Fadervor. Men ellers gik de kun i kirke til jul – hvis det da ellers lige passede ind i programmet.

Men nu var de klar over, at hvis der overhovedet var nogen tilbage, der kunne hjælpe, så måtte det være Gud.

’Den hellige cykelsmed’

Hans kom i tanker om cykelsmeden Jesper Pedersen og hans kone Anna. I Jespers cykelværksted havde han set nogle bibelcitater, der hang på loftsbjælkerne. Jesper måtte vide noget om Gud, tænkte Hans. Sammen med Eline henvendte han sig til Anna og Jesper og spurgte, om de troede, det kunne nytte noget at bede til Gud om helbredelse for datteren.

Jo, det troede de da, og det ville de gerne hjælpe med. Det viste sig, at Jesper var med i lederskabet for byens pinsekirke, og cykelsmedsfamilien bad nu sammen med andre fra menigheden for den lille bevidstløse pige, som lægerne havde opgivet.

Overraskende ændring

Efter at have ligget bevidstløs i hele ugen efter operation, vågnede Tove nu op og spurgte sygeplejersken ved sengen, om hun måtte få et stykke franskbrød med sukker…!

Sygeplejersken blev så forskrækket, at hun løb ud på gangen og råbte: ”Hun vil have noget at spise, hun vil have noget at spise.”

Selv om en sukkermad måske ikke var det bedste for en tom, syg mave, fik Tove sin franskbrødsmad med sukker på, for lægen havde sagt til sygeplejersken:

– Giv hende, hvad hun vil have. Der er alligevel ikke mere at gøre.

Men til alles overraskelse – måske bortset fra cykelsmeden – så gik det fremad. Tove spiste uden smerter, og maven fungerede åbenbart på helt normal vis. På hospitalet blev Tove hele tiden passet af en troende sygeplejerske, diakonissesøster Margrethe Johansen.

– Hun var som en mor for mig. Jeg løb ind til hende og legede, og vi havde det så godt. Jeg synes, det var spændende, det hun fortalte.

Lægerne kunne ikke rigtig forklare, hvorfor jeg alligevel var blevet rask. Men Søster Margrethe sagde:

– Jamen, det er Gud, der har gjort dig rask.

Helt forandret familie

– Allerede en måned efter indlæggelsen kunne jeg forlade hospitalet, fortæller Tove, som netop er fyldt 75 år den 7. december 2020. Men hendes oplevelse som 5-årig prægede hele familien:

– Da jeg kom hjem, var der sket en stor ændring i min familie. Nu vidste de, at det med Gud ikke bare var noget, man fortalte til små børn – nej, det var virkeligt.

Jeg begyndte at gå i søndagsskole, ja på et tidspunkt kom jeg faktisk i to søndagsskoler – en i pinsekirken og en i folkekirken. Der var nemlig en dame i vores gade, som underviste i folkekirkens søndagsskole, og hende fulgtes jeg med søndag eftermiddag.

For jeg syntes, det var så spændende at høre fortællingerne fra Bibelen. Der var ikke nogen, der behøvede at presse mig til at gå i søndagsskole

– jeg kunne simpelthen ikke få nok!

Men tre måneder efter helbredelsen fik Tove igen lidt ondt i maven, og de urolige forældre fik hende straks undersøgt på sygehuset. Men det var falsk alarm. Tove kom hurtigt hjem igen, og hun har aldrig haft maveproblemer siden.

– Jeg kan huske, at lægen sagde til mig, at jeg jo nok skulle passe lidt på med gymnastik og idræt.

Det var jeg så ked af, for jeg holdt meget af svømning, gymnastik og idræt. Og jeg spurgte min mor, om hun også syntes, at jeg ikke måtte.

– Jamen, hvis det er Gud, der har helbredt dig, så er du jo helbredt, svarede hun. Og så var det afgjort. Jeg deltog i alt muligt. Svømning, idræt, volleyball, ja endda ekstra gymnastik – og jeg har aldrig haft problemer, fortæller Tove.

Et kendt navn

Tove blev senere gift med Mogens og fik efternavnet Videbæk. Hun blev en kendt politiker og var desuden tv-direktør og kandidat til Europaparlamentet.

Men havde hun ikke haft tarmslyng som 5-årig, havde hendes liv nok formet sig helt anderledes!

Fra bogen ”Tove Videbæk – en fighter.” af Henri Nissen og Jan Jensen. Udfordringens forlag.