Sådan befrier og bevarer du dig fra onde ånder (3. del)
Lovprisning forjager
de negative ånder
Graham Powell fortsætter her sin vejledning i, hvordan man kan forhindre onde ånders negative indflydelse på sit liv. Serien begyndte i uge15-16 og fortsatte i uge 17.
www.Hosianna.dk
eller Udfordringen
74 56 22 02
Ved de Olympiske Lege konkurrerer deltagerne for at opnå medaljer, og dem, det lykkes for, får stor lovprisning.
På det åndelige plan skal vi give ære til Den Almægtige Gud ved at lovprise ham for hans storhed og herlighed. Vi begejstres over ham og lovpriser ham for hans fuldkommenhed, hans værk, og hans velgerninger gennem Jesus.
Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!
(Salme 100,1-2,4)
I årevis kendte jeg vigtigheden i at lovprise Gud, men jeg var så bundet indvendig, at jeg fandt det tungt. I mit hjerte kunne jeg lovprise, men udadtil var det vanskeligt.
I årevis bad jeg Gud om udfrielse, men først da jeg begyndte at prise Gud for sejren, blev mit hjertes ønsker opfyldt, og jeg fandt svaret på alle mine spørsmål og endeløse bønner.
Fordi den onde véd, at der er kraft i hørbar lovprisning, gør han alt, han kan, for at modarbejde den. Han får os til at føle, at vi ikke har lyst. Lad os ikke give så let efter. Enten vi føler for det eller ej, skal vi sætte alt ind på at prise Gud.
Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn. (Hebr 13,15)
Paulus og Silas kendte til kraften i lovprisning. I Filippi blev de mishandlet og kastet i fængsel. Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede. Pludselig kom der et kraftigt jordskælv, så fængslets grundmure rystedes; i det samme sprang alle døre op, og alles lænker faldt af. (Ap.G. 16,25-26). Herren bragte en stor udfrielse, mens de bad og lovpriste.
I 2. Krøn. 20,1-30 fortælles om den store forlegenhed, Josafat og Judæas folk var i, da Moabitterne, Ammonitterne og Meunitterne var på vej for at overfalde dem. Mens de søgte Herren i bøn og faste, kom Helligånden over Jahasiel, og gennem ham instruerede han folket til at gå mod fjenden næste dag og lovede dem, at Gud ville sørge for stor sejr. Med sejrens ord i hjerterne tilbad og lovpriste folket Gud. Næste dag gik de mod fjenden ledet af musikerne og sangerne. Idet de begyndte at lovsynge Gud gik invasionsstyrkerne i panik og begyndte at slås mod hinanden. Da den judæiske armé kom frem, lå fjenderne døde.
Når vi kæmper mod usynlige åndsmagter, er det vigtigt, at vi blander vore befalinger (over det onde) med lovprisning til Gud. Der er tider, hvor vi skal lægge hovedvægten på lovprisning. Enkelte gange, når jeg beder for folk, møder jeg åndsmagter, som er meget genstridige. I sådanne tilfælde føler jeg mig ofte ledet til at erklære, at sejren er vor og koncentrerer mig om at prise Gud for den. Vi har oplevet enkelte betydelige udfrielser midt i lovprisningen, når intet andet nyttede. Gud troner over sit folks lovsange (Salme 22,4).
lovsangens magt
En aften på Papua New Guinea fik vi det privilegium at se Helligånden falde over en samling af unge indfødte i en mægtig bølge af befrielse.
Jeg var ved at afslutte mødet og opmuntrede da alle til at prise Herren de sidste ti minutter. To unge mænd begyndte så at prise Gud med en sådan entusiasme, at jeg følte mig helt forfrisket. Jeg følte, at noget var ved at ske. Begejstringen bredte sig som en ild, og Guds nærvær blev meget virkeligt. Midt i denne “ophøjede lovprisning”, hvor mange hoppede af glæde, begyndte store udfrielser at ske. Dæmoner kom ud med høje skrig. Luften var fuld af skrækhyl fra dæmoner og sejrsråb fra Guds folk.
Da vi afsluttede mødet, foreslog jeg, at de, som endnu kæmpede med uforløst dæmonisk pres, blev tilbage. Ca. tyve blev tilbage, og vejledere begyndte at bede for dem individuelt. Efter nogen få minutter faldt Helligånden igen med samme intensitet. Denne gang var de dæmoner, som manifesterede sig, særligt voldsomme. Hoveder dunkede i cementgulvet, og andre tilsvarende ting skete. Vi løb fra person til person og befalede udfrielse i Jesu navn. Hvilken sejrsaften!
Denne stærke bevægelse fra Gud blev sat i gang af kristne, som helhjertet, spontant og intenst priste Gud. Vi vil i højere grad se store tegn, undere og mirakler, ikke bare ved personlig betjening af enkeltmennesker ved forbøn, men i en hel forsamling, når Helligåndens kraft udløses ved vor tro og vor ægte lovprisning.
På pinsedagen, da discip-lene blev fyldt med Helligånden, hørte de, der var samlet i nærheden, at de talte om Guds mægtige gerninger på deres eget sprog (Ap. G.).
Paulus kendte velsignelsen af dette Åndens sprog. Da han gav instruktioner om brugen af dette i menigheden sagde han: Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer. (1 Kor 14,18). Paulus kommunikerede uophørlig med Gud ved at tale i tunger. Han var klar over, at mens han gjorde det, så oplevede hans ånd direkte kommunikation med Herren, og at han selv blev opbygget af det. (Se 1. Korinterbrev 14,1-4.)
Enkelte mennesker begynder at tale i tunger med stor lethed, når de bliver fyldt med Helligånden. Men det var ikke min erfaring. Jeg fik en voldsom oplevelse, som næsten gjorde mig fuld i Ånden, men talte jeg ikke i tunger. Først 12 måneder senere, mens en tålmodig missionær boede hos mig og bad mig igennem, kom ind i en herlig forløsning.
Når jeg nu ser tilbage, kan jeg forstå, hvorfor jeg havde sådan en kamp. Dæmonerne stod imod, at denne overnaturlige evne skulle udløses. De vidste, hvilken styrke det ville være for mig. I de lange dage med kamp og lidelse var evnen til at tale i tunger en livredder. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne have fortsat uden den forløsning, denne gave gav mig. Det var den eneste måde, jeg kunne udtrykke mit hjertes dybeste råb til Gud på. Gennem tungetalen blev jeg opbygget og styrket.
Før blev jeg ofte frustreret over min manglende evne til at lovprise Herren. Frustra-tionen holdt op, da denne gave blev forløst. Den giver også mulighed for mere fri bøn. Når man ikke ved, hvordan man skal bede, så er bøn i Ånden uvurderlig.
med en åndelig rod
Engang kæmpede jeg i månedsvis med tanker om at bevare den rette holdning over for to mennesker. Hver gang jeg mødte dem eller tænkte på dem, rejste vrede tanker sig. Jeg gemte ikke på vrede og ville gerne tilgive, så jeg forstod ikke, hvad der skete. Jeg bekendte imens disse tanker som synd og blev vældig træt af dette. Ingen havde nogen anelse om, hvordan jeg følte det, for jeg valgte at leve i lydighed og elske dem.
Midt i denne periode begyndte jeg at bede og faste. Den tredje dag, mens jeg priste Gud, var der noget, som manifesterede sig i mit sind og sagde: “Mit navn er had. Mit navn er had.” Så forstod jeg, at bag mine forkerte holdninger var det åndsmagter af had, som manifesterede sig. Jeg havde ikke ønsket at hade. Noget inden i mig, som ikke var mig, havde forsøgt at få mig til det.
På den tid vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle frigøre mig, så alt, jeg kunne gøre, var at søge Gud og bede i tunger. Jeg vidste, at når jeg gjorde det, så bad jeg efter Guds vilje. Den følgende morgen knælede jeg ved sengen, mens jeg løftede problemet op til Herren og bad i tunger. Selv om der udadtil ikke var sket noget, følte jeg, at jeg var fri.
Tre dage senere mødte jeg en af mændene på gaden og hilste på ham som normalt. I stedet for at føle den sædvanlige aversion følte jeg til min glæde en god strøm af kærlighed. Jeg var fri!
Senere viste Herren mig, hvordan disse åndsmagter var kommet ind i barndommen, og hvordan de havde ligget lavt siden min omvendelse, mens de ventede på at stikke deres grimme ansigter frem.
Ligesom vi kan lovprise og bede i tunger, har jeg opdaget, at vi også kan befale i tunger. Når jeg beder for andre, bliver jeg ofte ledet af Helligånden til at tale til dæmonerne i tunger, og jeg har set klare beviser på resultater.
Der er tider, hvor våbnet eller nøglen ikke er at erklære, hvad blodet har gjort, heller ikke at citere Ordet eller bruge Jesu navn (selv om det måske sker i det sprog som tales), men ganske enkelt at tale i tunger.
Dæmonerne forstår, hvad vi siger. Normalt oplever jeg en vældig autoritet indvendig, mens jeg gør dette. Selv om jeg normalt ikke forstår det, jeg siger, så er jeg klar over, at der gives direkte befalinger og erklæringer af Helligånden.
En ung mand kom til sjælesorg, og mens jeg henvendte mig til Herren for at få direktiver, blev jeg ledt til at befale i tunger. I mit indre blev jeg klar over, at vi berørte et dybt, bortgemt område af bundethed, og selv om ingen dæmoner forlod ham, følte jeg, at der skete en svækkelse. Den unge mand sagde ingenting, men samarbejdede ved sin indre modstand mod det onde. Åndskampen ved tungetale fortsatte i ca. 30 min. Manden følte ingenting, men sad stille.
Pludselig, uden forvarsel, gav han – eller dæmonerne – et højt skrig og kastede ham på gulvet. Senere fik jeg at vide, at han havde været involveret i homoseksualitet femten år tidligere.
Ved at tale i tunger under Helligåndens ledelse var disse dæmoner, som havde været gemt så længe, blevet afsløret og svækket, og blev nu renset fra hans personlighed. Til tider er tungetalen det rette våben.
