KA ansætter konservativ politiker som politisk konsulent

René Nord Hansen

René Nord Hansen er netop tiltrådt som ny politisk chefkonsulent i Arbejdsgiverforeningen KA og arbejdsgiver- og brancheforeningen KA Pleje.

Hans primære opgave bliver – i tæt samarbejde med KA-direktør Karsten Høgild – at kæmpe for KAs politiske dagsorden samt bidrage til en god dialog med politikere og andre samarbejdspartnere.

”Det er ingen hemmelighed, at den nuværende regering gør meget for at besværliggøre livet for KA og de øvrige aktører, der ikke er en del af samarbejdet mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA),” skriver KA.

– Jeg er stolt af at blive en del af en faglig stærk arbejdsgiverforening, der i 90 år har kæmpet ufortrødent for at sikre frihed, vækst og velfærd – en moderne arbejdsgiverforening, der tør tænke ud af boksen og finde nye løsninger, der svarer til nutidens udfordringer både for arbejdsgiver og arbejdstager, siger René Nord Hansen.

Politiker

Han har de seneste år været folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, men det tillidshverv har han nedlagt i forbindelse med skiftet til KA. Han har også været præst ved Baunekirken i Herning.

René Nord Hansen er 46 år, gift og far til to børn – familien bor i Herning-området. På posten som politisk chefkonsulent erstatter René Nord Hansen Claus Bunk, der har fået nyt job uden for KA.

Arbejdsgiverforeningen KA, der her i 2021 fejrer 90 års jubilæum, har cirka 1200 medlemsvirksomheder, og det er det højeste antal nogensinde.