Kristnes situation i Egypten – 10 år efter revolutionen

Der er nu gået ti år siden revolutionen i Egypten. I mellemtiden har der været en række attentater rettet mod kristne egyptere. I organisationen Open Doors’ liste over landene med værst forfølgelse af kristne, havner Egypten på en 16. plads, men en del kristne egyptere betvivler denne rangering.

30-årige Vivianne Magdy sidder på sin arbejdsplads i en borgerretsorganisation i det centrale Kairo og drikker en kop te.

Hendes tanker går tilbage til den 9. oktober 2011. Da sluttede hun sig til en demonstration med hundreder af andre kristne unge i Kairo. Vivianne tillhører den koptiske kirke, ligesom flertallet af Egyptens ca. 10 millioner kristne. Demonstranterne krævede i 2011 stop for diskriminering og angreb mod kristne.

– Vi følte os som anden klasses borgere, siger Vivianne.

Da de unge nåede frem til den nationale TV-bygning i Maspero, blev de omringet af hæren.
– Militærkøretøjer nærmede sig med soldater på ladet. De begyndte at skyde mod os, fortæller hun.

Der udbrød panik.

– Vi var omringet af soldater. Der var ingen steder at flygte til, siger Vivianne.

Pludselig kørte militærkøretøjer ind i folkemassen. Viviannes daværende forlovede, Michael Mosaad, blev knust under et køretøj. Mindst 25 koptere blev dræbt. Omkring 300 blev kvæstet.

– Senere blev tre soldater idømt korte fængselsstraffe, siger Vivianne.

Angrebsbølge mod kristne

Maspero-massakren skete i kølvandet på den egyptiske revolution, som startede den 25. januar 2011 imod præsident Hosni Mubaraks 30-årige diktatur.

Vivianne var en af de revolutionære. Hun demonstrerede dagligt på Tahrir-torvet i Kairo sammen med hundredtusinder af andre egyptere under parolen ”brød, frihed og social retfærdighed”. Den 11. februar blev Mubarak afsat af militæret.

– Dengang føltes det, som om vi havde nået et af revolutionens mål, siger Vivianne.

En militær-ledet overgangsregering blev indsat, mens man ventede på et nyt parlaments- og præsidentvalg. Samtidig foregik der en bølge af angreb mod kristne og kirker i Egypten i løbet af 2011, hvilket fik Vivianne og andre koptiske unge til at starte de protester, som endte med en massakre.

Herefter mistede Vivianne kampviljen. Hun reagerede ikke engang, da Muhammad Morsi fra Det Muslimske Broderskab, blev valgt til præsident i sommeren 2012.

– Andre koptere frygtede, at de ville blive diskrimineret, at der ville komme angreb, og at alle kvinder skulle tvinges til at bære niqab, men sådan blev det ikke, siger hun.

En ny protestbølge skyllede hen over Egypten. Denne gang rettedes vreden mod Morsi’s styre. Sommeren 2013 blev han styrtet af militæret. Det ledte til nye angreb mod kristne, og de fortsatte, selv efter at den tidligere hærchef Abdel Fatah El-Sisi var blevet præsident i sommeren 2014.

Fra slutningen af 2016 til 2018 skete der flere større attentater mod kirker, pilgrimsbusser og kristne enkeltpersoner, især på Sinai-halvøen, hvor sunni-islamistiske terrororganisationer havde vokset sig stærke.

Selv muslimer, som mentes at være faldet fra den rette lære, blev angrebet.

– Man var ikke sikker nogen steder, men Maspero-massakren havde fået mig at indse, at vi koptere ikke kan ændre noget på egen hånd, siger Vivianne.

En stat i staten

Efterfølgende har Vivianne engageret sig i borgerrettighedsorganisationer, som arbejder for at alle egyptere, uanset religion, må opnå at få tryghed, social retfærdighed og mad på bordet. Regeringen hævder, at den har fået bugt med terrorismen, og at kristne kan føle sig trygge, men Vivianne er skeptisk.

– Så sent som midt i april blev en kristen mand myrdet af ISIS på Sinai-halvøen, siger hun.
Vivianne føler sig tryg i Kairo og har aldrig været udsat for diskrimination. Hun mener, at mange koptere selv bidrager til undtagelserne.

– Jeg har længe ment, at den koptiske kirke har skabt en stat i staten. Den beskæftiger sig ikke bare med religiøse forhold, men afholder alle mulige kurser og studier i kirkerne, siger hun.

I en anden del af Kairo finder vi den koptiske avis Watani.

Redaktøren, Youssef Sidhom, siger, at kirkens øvrige aktiviteter – ud over de religiøse – har været vigtige i tider, hvor kristne har følt sig diskriminerede og forfulgte.

Kirken har været det eneste sted, hvor de har følt sig trygge.

– Men nu er vi kommet til et punkt, hvor vi må bede kirkerne om at åbne dørene og sende de kristne ud i samfundet, siger han.

Ifølge Youssef ser majoriteten af kristne i Egypten lyst på fremtiden. Han beskriver Det Muslimske Broderskabs styre som et mareridt, ikke bare for kristne, men også for moderate muslimer.

Han hævder, at de, selv om de havde råbt højt for Morsi under præsidentvalgkampen, hurtigt havde indset, at der var ved at blive skabt en ny diktator. Derfor havde de også tilsluttet sig protesterne mod Morsi.

– Jeg er overhovedet ikke ked af, at militæret i overensstemmelse med folkets ønske afsatte Morsi, siger Youssef.

Hemmelige kirker

Med El-Sisi som præsident vedtog man en ny forfatning, hvor artikel 3 fastslår, at Egypten er et muslimsk land. Det er Youssef ikke tilfreds med, men ellers lovpriser han forfatningen. I artikel 4 garanteres kristne alle borgerrettigheder og selvstyre i alle spørgsmål, som angår personlig status.

– I september 2016 kom der endelig en lov, som giver os ret til at bygge, vedligeholde og renovere kirker, siger han.

Tidligere lovgivning gjorde det i princippet umuligt at bygge kirker. Ifølge Youssef var der ikke blevet givet byggetilladelser i mindst 70 år.

– Men vi har bygget kirker i hemmelighed. Arkitekturen har skjult, at der var tale om kirker, siger han.

I 2017 oprettedes en kommité, som behandler ansøgninger om at gøre ”illegale” kirker lovlige.

– 3730 kirker har ansøgt om tilladelse. 50 procent af dem har fået det bevilget, og mange ansøgninger er stadig under behandling, siger Youssef.

Han tilføjer, at præsidenten har en god relation til kirken. I januar 2019 indviede han fx Egyptens største kirke uden for Kairo.

– Og nu har vi endda fire kristne ministre, hvoraf tre er kvinder, siger han.

Kun få salafist-områder

Youssef mener, at hæren har fået bugt med de islamistiske terrororganisationer, og at valfartssteder og kirker beskyttes. De kristne kan derfor føle sig trygge.

Samtidig havner Egypten på en 16. plads i Open Doors’ World Watch List, 2020, som viser de 50 lande, hvor forfølgelsen af kristne er værst. Yossef er kritisk overfor denne type lister. Han hævder, at der kun er nogle få steder tilbage, hvor salafistiske klaner har stor indflydelse, og hvor kristne af samme grund stadig er udsatte.

– Jeg er naturligvis ikke imod, at man belyser uretfærdigheder, som begås mod kristne, men jeg er imod, at man tager hvert eneste enkelttilælde som et eksempel på, hvordan den generelle situation for kristne ser ud i Egypten. Flertallet af os undertrykkes ikke i vores hverdag, og der foregår afgjort ikke nogen statslig undertrykkelse, siger han.

Egypten får også svidende kritik af menneskerettighedsorganisationer for at kvæle ytringsfriheden. Flere fra oppositionen, menneskerettighedsforkæmpere og journalister er blevet fængslet siden al-Sisi blev præsident.

– Det, jeg har sagt, kan måske få folk til at tænke, at ”han sidder i sit fængsel og kan ikke sige noget andet”. Men, tro mig, når jeg siger det som kristen redaktør: på Watani nyder vi en enorm grad af ytringsfrihed, siger han.

Guds løfter for Egypten

Youssef mener, at det er på tide at fokusere på, hvordan kristne og muslimer sammen kan udvikle Egypten.

Det mener selv biskop Thomas, som vi møder på den kristne retræte Anafora, to timers kørsel nord for Kairo.

Han understreger vigtigheden af, at muslimer og kristne skaber en fælles vision for samfundet og ikke agerer på adskilte platforme.

– Mit håb er, at folk må skabe platforme af menneskelighed. Det er løsningen på alle de problemer, et samfund kan stilles over for. Parallelle samfund har afgjort en negativ indflydelse på alle former for udvikling, siger biskop Thomas.

Biskoppen ser lyst på kristendommens fremtid i Egypten. Det har han gjort længe. Han citerer Esajas 19, hvor det hedder:

”Til den tid vil der stå et alter for Herren midt i Egypten og et monument for ham ved landets grænse som et vidnesbyrd om, at der findes gudfrygtige mennesker i Egypten. Når de derfor råber til Herren om hjælp imod deres undertrykkere, vil han sende en befrier og redde dem.”

– Det har en stærk betydning for kristne egyptere. Desuden lever vi i tro og har lang erfaring med det. Gud er altid med os. Vi oplever Guds nærvær i vore liv. Jeg tror, at mennesker, som lever i tro, kan møde alle typer af udfordringer, slutter biskop Thomas.