Har troen en rolle at spille ved afvænning fra psykofarmaka?

De fleste har et ønske om at klare livet uden psykofarmaka. Her kan troen virkelig gavne – også dem, der skal hjælpe med til, at det kan opfyldes.

Psykolog Jane Bækgaard er en af de mange, som har en stærk tro på, at langt de fleste mennesker kan klare livets smerte uden psykofarmaka. Hendes tro gør hende til en god hjælper for dem, der gerne vil leve livet uden piller.

– Som psykolog har jeg mange gange erfaret, hvordan tro kan hjælpe mennesker i svære perioder af livet. Nogle kan i stærk modgang ”miste” noget af deres tro, men for andre kan lidelse blive en spire til tro.

– Når livet bliver for svært at bære, kan det lette vores byrder at give dem over til Gud. For mig føles det godt altid at have den mulighed, når min egen formåen synes at være utilstrækkelig, siger Jane Bækgaard.

– At turde vise os, som vi er, og som vi har det, er altid en styrke. Det letter os, fordi vi så ikke modarbejder, hvordan vi har det. Ægthed øger livskraften, hvorimod vores ego eller falske selv svækker den. Og der, hvor vi kan føle afmagt, kan vi give det over til Gud og bede om hjælp på vores vej.

– Når vi bliver bange for ikke at kunne klare livet uden psykofarmaka, kan vi gøre troen til vores bedste, vigtigste og altid tilgængelige støtte. Det er ren øvelse – ligesom med andre ting vi gentager, tænker på og foretager os.

Vi kan selvfølgelig stadig blive bange, selvom vi takker for, at der er hjælp at hente for os, og holder os tæt på – for mig Gud, Jesus og Helligånden – men kun forbigående. Jo mere troen forankres i os, des mere bliver den en helt naturlig del af livet, pointerer Jane Bækgaard.

En start på en relation med vores himmelske far kan for nybegynderen være ærligt at sige:  ”Gud, jeg ved ikke, om jeg tror på dig, men jeg har brug for hjælp.” Gud kan klare ALT. Hold dig ikke tilbage; forsøg, eksperimenter og vær åben og ærlig, anbefaler psykologen.

En målrettet bøn kunne også lyde: ”Gud, giv mig tro på og støtte til, at jeg kan slippe ud af psykofarmaka. Og barmhjertighed og tålmodighed med mig selv og andre i processen.”

– Det kræver tid og nærvær at møde mennesker i krise på en god måde. Tid til at lytte til deres historie og til, hvad de selv tænker, der kan ligge bag deres vanskeligheder. Og tid til at spørge ind til, hvad de tror kan bidrage til, at de vil få det bedre.

Det er vigtigt aldrig at ”opgive” troen på, at den enkelte kender sig selv, sit liv og sin livsførelse bedst og derfor også har den største indsigt i, hvad der er brug for. For det meste kan det ikke klares med en eller få samtaler.

Der må afsættes god tid. Mennesker i krise har brug for at møde fagpersoner, der lytter, udviser forståelse og samtidig signalerer, at de tror, det er muligt at komme igennem, selvom livet aktuelt er svært.

– Livssmerte er oftest en sund reaktion på svære livsomstændigheder. Men der kan være en tilbøjelighed til – alt for isoleret at søge forståelse i nutiden, hvor vanskelighederne viser sig, frem for at turde se på fortidige svære minder, der er forankret i kroppen. Det er centralt både at have fokus på opvækst, aktuelle livsforhold, selvopfattelse samt levemåde og livsførelse, forklarer psykologen.

Både pårørende og fagpersoner kan uden at ville det komme
til at fastholde mennesker i psykofarmaka-afhængighed.

Den, der tøver eller tvivler

Både pårørende og fagpersoner kan uden at ville det komme til at fastholde mennesker i psykofarmaka-afhængighed. Fordi denne overfladiske ”hjælp” er mindre tids- og følelsesmæssigt krævende – også for hjælperne selv – end ”besværlig” hjælp med dybde:

– For eksempel fortalte en klient mig engang, at hans kæreste gennem nogle år havde taget antidepressiv medicin, men nu havde besluttet, at hun ville ud af det. Da jeg spurgte, hvordan han havde det med dét, svarede han: ”Skal jeg være helt ærlig, synes jeg jo, det er godt, at hun vil være medicinfri. Men samtidig må jeg erkende, at jeg også er nervøs: ”Nu går det jo godt.”

– Kæresten havde en sund trang til at søge, afdække og få bekræftet, at hun kunne klare at leve et godt liv uden medicin. Men som al anden form for afhængighed bliver de nærmeste også ”medmisbrugere” i forskellig grad.

Manden beskrev, hvordan han kunne huske, hvordan kæresten havde det, da hun tidligere var deprimeret. Det var hårdt for dem begge, og hans frygt gik på, at det vendte tilbage, forklarer hun.

I stedet for helhjertet at bakke op om og støtte medicin-nedtrapning kan pårørendes og fagpersoners tvivl, tøven, angst – mangel på tid, kapacitet og rummelighed – desværre forhindre psykofarmaka-afhængige i at stå og gå selv igen.

– Mange, som har talt med deres læge om at komme ud af medicinen, har oplevet, at lægen har haft forbehold. En ærlig praktiserende læge, jeg engang talte med, forklarede: ”Ingen tør seponere (stoppe) medicinen, da de kan frygte konsekvenserne og at blive hængt ud”.

Praktiserende læger kan altså både frygte at udskrive medicin og at droppe den. Når læger i almen praksis er bange for at ”blive hængt ud”, kan det bidrage til, at de kan komme for langt væk fra at følge deres egne vurderinger og værdier, understreger Jane Bækgaard.

Men større bevidsthed og en voksende modstand mod et for stort forbrug af medicin og stigende pres fra befolkningen er ved at ændre tingenes tilstand. Der er blevet større forståelse for vigtigheden af gennemgang af medicinforbrug og nedskæring hurtigst muligt, hvor det kan lade sig gøre.

Med hensyn til psykofarmaka vil det sige: Så snart der er andre former for støtte tilgængelig på en forsvarlig måde.

Det er vigtigt, for al medicin har jo bivirkninger. Det har tro, tillid, nærvær og kærlighed ikke.

– Indeni os alle er der nogle gange et lille, bange barn,
der har brug for at blive beroliget. De fleste har en dyb indre fornemmelse af,
at de ikke har lyst til at tage medicin.

Kærligt livseftersyn

– Alle kender til at leve på måder, vi udmærket godt ved ikke er gavnlige for os, men som vi på forskellige måder kan benægte eller opgive at gøre noget ved. Det kan medføre selvtræthed, der på længere sigt giver selvopgivelse, hvis ikke vi får ændret vaner og kurs.

Selvrespekt og værdighed reduceres – stress, depression og angst kan snige sig ind og få tag i os.

Derfor er det centralt, at vi støttes i løbende at foretage et ærligt og kærligt livseftersyn. Det er så tilfredsstillende for os at erfare, at selv små daglige ændringer forholdsvis hurtigt kan gøre os mere tilfredse, siger Jane Bækgaard.

For nogle kan det at ændre fokus til taknemlighed – at takke for alt det, der er at takke for – udvirke mirakler.

– Hver gang, vi udskyder noget, der vil være godt for os at gøre, bliver det vanskeligere for os, og samtidig ”bliver vi også bedre” til at udskyde. Det samme med vores tanker. Hver gang vi bekymrer os, bliver vi i realiteten ”bedre” til at bekymre os.

Selvdisciplin, fokus og at kunne bevæge os fra intention til handling er centralt for vores trivsel. Noget af det vigtigste er at kunne stole på os selv og at kunne indgå og overholde aftaler med os selv.

– Indeni os alle er der nogle gange et lille, bange barn, der har brug for at blive beroliget. De fleste har en dyb indre fornemmelse af, at de ikke har lyst til at tage medicin. Men medicinalindustrien har bombarderet verden – ikke mindst lægerne – med, hvad en pille kan gøre og ændre, når livet er svært, så vi let bliver bange for, om vi kan klare det uden.

Vi søger jo instinktivt væk fra ubehag og smerte og kan derfor være lette ofre for enhver form for anbefalet dulmen, når vi er midt i en krise.

– På et dybt plan føles det bedst at klare sig uden ”krykker” i form af psykofarmaka. Mange kan i smertens og nødens stund have svært ved at se andre udveje, og lægens receptblok kan føles som en udvej og lettelse, påpeger Jane Bækgaard.

Derfor er vores lægevalg og de vilkår, vi byder læger og sundhedspersonale, altafgørende for vores mentale sundhed. Deres holdninger, arbejdsbetingelser, stress-niveau, livs-, krise- og medicin-forståelse påvirker vores helbred.

Følelsers ”rasen”

Medicinindtagelse kan både dæmpe vores følelser og mindske vores tro på, at vi kan selv.

– Men følelser kan ikke dæmpes selektivt; bedøver vi smerten, bedøver vi også glæden.

– Der kan komme tanker om: ”Hvad er mig, og hvad skyldes medicinen?” Hvis jeg trapper ud af medicinen, hvem er jeg så?

– Det kan være sorgfyldt at være bevidst om, at man er frataget at mærke sine følelser fuldt ud. Og svært også at være bange for at skulle mærke dem, hvis man slipper medicinen, siger hun.

Jane Bækgaard kommer med et lille eksempel fra sin praksis:

– Livet består af følelser. Vi kan ikke kun tænke os til et godt liv. Livet skal mærkes, føles og sanses i kroppen. Det er følelser, der får os til at mærke, at vi lever – i medgang som i modgang. At pleje vores velvære handler rigtig meget om at kunne og turde mærke, hvad der sker i os. Også, når vi er i lidelse.

Jeg talte med en 37-årig kvinde med tre mindre børn, der pludselig og helt uventet mistede sin mor. Chokket var så stort, at hun oplevede det ubærligt og uoverskueligt. Moderen var en stor del af familiens liv, både følelsesmæssigt og praktisk – ikke mindst med pasning af børnene.

– Kvinden overvejede, men valgte at gå igennem smerten uden piller. Ved en samtale ca. et år senere sagde hun: ”Det kan lyde mærkeligt, men nogle gange kan jeg længes tilbage til den tilstand lige efter min mor døde. Det er som om, jeg aldrig har været mere til stede i livet, selv om det gjorde så ondt.” …

Ja, hvis vi virkelig tør mærke og erkende virkeligheden, kan der måske være lige så meget ”glæde” i øjeblikke af smerte som i øjeblikke af glæde. Det kan man høre fra en del, der rammes af sygdom.

De kan endda nogle gange fortælle, at det var underligt, at det var dét, der skulle til, før de virkelig vågnede op, sansede, værdsatte og udviklede taknemmelighed i livet, tilføjer Jane Bækgaard.

Psykologen om abstinenser:

– Mange har forsøgt at holde op med medicinen, men har fået det dårligt. Her er viden om medicinens manglende virkning og om abstinenser vigtig.

Abstinenser er kroppens sunde og naturlige evne at reagere på noget ukendt og støtte dens evne til selv at arbejde for sagen. Man kan tro, at abstinenserne er udtryk for den lidelse, man tidligere søgte hjælp til og fik psykofarmaka imod.

– Vigtigt er, at abstinenserne ikke er vores fjende. De er tegn på, at kroppen er på vej til at genfinde sin balance og restituere sig. Og sjældent tegn på, at den tidligere svære tilstand er på vej tilbage.

Så det er væsentligt at samarbejde med abstinenserne og tolke dem som sundhedstegn – på at kroppen langsomt afgiftes. Nervesystemet har vænnet sig til medicinen, og der er opstået en underliggende afhængighed, som kroppen naturligt reagerer på, når den ikke mere tilføres.

Således er det vigtigt ikke at starte en udtrapning i forbindelse med eksamen eller krævende perioder i livet.

– Et nedtrapnings- og afvænningsforløb er individuelt og kan ske i samarbejde med en læge eller andre med erfaring på området.