Kim Hartzner tabte slaget om Mission Øst
Efter at Mission Østs grundlægger ikke blev valgt på årsmødet, som han havde ønsket, har han undskyldt og besluttet at forlade Mission Øst sammen med sin far, René Hartzner.
Kim Hartzner havde lagt op til et lederskifte på Mission Østs årsmøde søndag. Han tilbød sig som ny formand. Men flertallet på generalforsamlingen stemte for den siddende bestyrelse.
Den tidligere generalsekretær Kim Hartzner havde skaffet yderligere tre kandidater til bestyrelsen for at få indflydelse.
Men i en rapport fra årsmødet skriver Svend Løbner som presserepræsentant for Mission Øst:
”Det blev til et opgør, hvor en samlet bestyrelse, et samlet ledelsesteam og en samlet medarbejderstab i København, Berlin og Bruxelles tog kraftigt afstand til Kim Hartzners kandidatur som formand, og selv om mange på årsmødet gav udtryk for taknemmelighed for Kim Hartzners indsats som generalsekretær de foregående år, så endte en afstemning på 43 stemmer mod, 17 med og en afslået, at den nuværende bestyrelse fortsætter med det nuværende antal medlemmer. Det betyder, at hverken Kim Hartzner eller de tre andre kandidater kom ind i bestyrelsen.”
Har nu trukket sig
Mandag den 31. maj – dagen efter det dramatiske årsmøde – udsendte Kim og René Hartzner en fælles meddelelse, hvori de skriver:
”Efter gårsdagens generalforsamling er vi, Kim og René, nu blevet enige om at bakke 100% op omkring den nuværende bestyrelse og ledelse i Mission Øst og Mission Østs arbejde i det hele taget. Vi har fuld tillid til, at de nok skal bringe arbejdet og visionen videre på en god og professionel måde.”
Den korte meddelelse slutter med, at de to grundlæggere og tidligere ledere ”takker begge hermed vores støtter for mange års tjeneste og stopper hermed begge vores aktive virke i Mission Øst.”
Dermede ”smækker de ikke med døren” – men de gør dog klart, at de hermed ikke længere er med i Mission Øst – den organisation, som de sammen byggede op fra grunden.
Til Kristeligt Dagblad siger en ydmyg Kim Hartzner, at ”min stolthed kom i vejen” og han beklager, at han har sat en masse venner i forlegenhed og tager i det hele taget selv skylden.
”Jeg må sige, at jeg angrer dybt, at jeg har såret en masse mennesker. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg have gjort mange ting anderledes.”
På spørgsmålet om han nu skal i gang med at starte noget nyt, svarer han: ”Jeg er åben for alt muligt. Men først skal jeg lige komme mig over, at jeg er ubetinget ude af det, der var mit og min fars livsværk.”
Han føler sig dog fortsat meget energisk og klar til at gøre en indsats med sin erfaring og store netværk ude i verden.
”Jeg er åben for alt muligt. Men først skal jeg lige komme mig over,
at jeg er ubetinget ude af det, der var mit og min fars livsværk.”
Kim Hartzner.
Mange fik hjælp
På Mission Østs årsmøde forsøgte man i øvrigt at koncentrere sig om det store arbejde, som organisationen driver.
Bestyrelsesformand Torben Andersen rettede en tak til programchef Peter Drummond Smith for hans indsats i andet halvår af 2020, hvor han trådte til som generalsekretær, efter Kim Hartzner blev opsagt efter årsmødet i 2020.
Peter Drummond Smith fremlagde en rapport med store tal på Mission Østs indsats i 2020:
346.000 mennesker fik akut nødhjælp, 56.000 adgang til vand og sanitet, 33.000 hjælp til at katastrofeberedskab. Sammen med partnerorganisationer sikrede Mission Øst fødevareforsyning til 13.000 mennesker og hjalp 25.000 med at forsørge sig selv. 25.000 børn, unge og voksne med handicap fik hjælp til at blive inkluderet i skole og samfund.
– Selv om vi åbner samfundet mere og mere i Europa, vil vores Corona-forebyggende hjælp fortsætte i udlandet lang tid endnu. I Nepal stikker det helt af i øjeblikket. Kun 2-3 procent er vaccineret, og der er flere smittede end i Indien, fortalte Peter Drummond Smith.
Udvider arbejdet i Afghanistan i Syrien
Mission Øst fik ny generalsekretær 1. januar 2021, og Betina Gollander-Jensen løftede sløret for nye initiativer i de kommende år.
Mission Øst opretter et kontor i Syrien og udvider engagementet i Afghanistan, selv om Danmark og øvrige vestlige allierede trækker den militære støtte.
Mission Øst vil de næste seks måneder udvikle en ny strategi. Alle vil blive hørt i løbet af strategiprocessens – både medarbejdere, partnerorganisationer og modtagere af hjælpen i de ni programlande.
Inspireret af Jesus
Mission Østs identitet som trosbaseret organisation fortsætter uændret, bekendtgjorde generalsekretæren:
– Vi er inspireret af Jesu liv til at tjene andre baseret på behov – uanset deres tro, race eller nationalitet. Vi prioriterer de svageste og mest fattige blandt os. Vi har en vision om menneskets værdighed og om at tage vare på Guds skaberværk, sagde Betina Gollander-Jensen.
I 2021 er Mission Øst også med i konkurrencen om at indgå en ny partnerskabsaftale med Danida for de næste fire år. Organisationen har fået godkendt sit kommissorium og fået gode karakterer for det af Udenrigsministeriet, så nu går generalsekretær og nøglemedarbejdere i gang med selve ansøgningen.
Overskud trods omlagt regnskabspraksis
Torben Andersen takkede for støtte i 2020, hvor økonomien har udviklet sig stabilt. Mission Øst kom ud af 2020 med et overskud på trods af ny regnskabspraksis, og forventer endnu større overskud i 2021 til gavn for egenkapitalen.
– Efter den gamle regnskabspraksis har organisationen en egenkapital på 3,4 mio. kr. ved udgangen af 2020. Det positive resultat betyder, at Mission Øst kan ændre en ikke ideel regnskabspraksis, som vi i 14 år har vidst burde ændres, men som bestyrelsen og den daglige ledelse nu har besluttet at få bragt orden på. Med besparelser og effektiviseringer i 2021 ventes egenkapitalen at kunne stige til de anbefalede 3 mio. kr. med udgangen af 2021.
Nye vedtægter
Et revideret regnskab vil blive fremlagt på en ekstraordinær generalforsamling i september 2021, hvor også udkast til nye vedtægter for Mission Øst vil blive præciseret ”efter moderne standard”, oplyste formanden.