’Ordet og Israel’ har 75-års jubilæum

Ordet og Israel er vokset i 75 år takket være Guds trofasthed, fastslår redaktionen af det flotte jubilæumsmagasin.

Organisationen fejrer sit jubilæum ved at udgive et jubilæumsmagasin med fortællinger om arbejdet.

Det hele begyndte i 1946, i Eliaskirken på Vesterbro. Her var en gruppe mennesker samlet, som blev enige om at stifte gruppen ”Den danske karmelbevægelse”, med inspiration fra Norge, som støtte til Israel.

I 1951 begyndte man at udgive magasiner med navnet ”Ordet og Israel”, og det blev sidenhen navnet på det, som også blev til en organisation og ikke bare en gruppe. Flere medarbejdere kom til, der blev mødevirksomhed rundt omkring i Danmark, og der blev arrangeret mange rejser til Israel.

Nu er der så gået 75 år, og organisationen lever stadig, og der er stadig stor opbakning. Det kan man læse meget mere om i deres jubilæumsmagasin.

Artiklerne i magasinet er inddelt i 7 temaer, der hver handler om en vigtig side af Ordet og Israels historie og virksomhed i dag. Nogle giver glimt af de 75 års historie.

Gud er trofast

Når organisationen ser tilbage på de 75 år, der er gået, bliver overskriften ”Gud er trofast”. I magasinets hilsen fra redaktionen står der:

”Når de 75 års historie skal gøres op, kan det ske med 3 ord: ”Gud er trofast!” Uden hans trofaste hjælp ville alt have set helt anderledes ud. Derfor slutter magasinet med at sætte fokus på Guds trofasthed. Ham skylder vi tak og ære for hans rige velsignelse gennem 75 år.”

Om Ordet og Israel

Ordet og Israel er en kristen, dansk bevægelse, som driver et arbejde i både Danmark og Israel.
Herhjemme består arbejdet blandt andet af forkyndelse og bibelundervisning samt forskellige aktiviteter i ungdomsorganisationen, Joffi.

I Jerusalem har man et socialt-diakonalt volontørarbejde, hvor både unge og seniorer istandsætter lejligheder, hjælper på et handicaphjem og meget andet.

I Poriya ved Genesaret Sø ligger Det Danske Hus, som danner ramme om Discipelskolen og forskellige kurser.

Man kan se mere på hjemmesiden www.ordetogisrael.dk