Nyt medlem af Luthersk Missions Landsstyrelse

Andreas Peters-Lehm

46-årige Andreas Peters-Lehm fra St. Lyngby ved Hillerød er nyeste skud på stammen i Luthersk Missions Landsstyrelse. Han blev valgt på organisationens årlige generalforsamling den 29.-30. oktober i Hillerød.

Andreas Peters-Lehm er friskolelærer på den kristne friskole Johannesskolen i Hillerød, og han brænder for at fortælle det kristne budskab til børn.

Han har i en del år været engageret i det landsdækkende arbejdsudvalg for LM Kids, der lægger rammerne for forkyndelsen af det kristne budskab blandt børn. Det vil derfor naturligt nok være børnene og de unge, der vil være hans store fokus, når han fremover skal være med til Landsstyrelsens møder.

Han og hans kone Charlotte blev i 2006 sendt ud som missionærer til Cambodja, hvor de boede og arbejdede i fire år.