Julebladet ’Gumles jul’ sælger godt

Tøjdyret Gumle kan man møde i LM’s juleblad ”Gumles jul” hver dag i december. Dagligt er der konkurrence og andagt. Foto: Jesper Noer

Tøjdyret Gumle er en gennemgående figur i LM Kids’ videojulekalender og juleblad. Hver dag i december er der en konkurrence og en familieandagt.

De første 1.500 blade af ”Gumles jul” – Luthersk Missions juleblad for børn – er allerede solgt.

Næste oplag er på 1.000, og her er de første 400 afsat. LM Kids’ juleblad knytter sig til julekalenderen ”Gumles jul”.

Luthersk Mission har også modtaget bestillinger fra folkekirker og frimenigheder uden for LM.

”Der er ikke nogen, der har lavet et julekalender-blad, som man har fremme hver dag,” siger Kristian Larsen, konsulent i LM Kids.

”Gumles jul” blev første gang sendt på gumle.tv i 2019. Sidste år kunne man også se det, og i år er der blad med. Tv-delen er blevet opdateret i år med børn i studiet og med stald som kulisse og æsler, geder og høns. Hvert afsnit varer 10-12 minutter.

Flere snakke om tro i familien

Bladet er bygget op med en side, der passer til alle dage i december frem til den 31.

Hver dag er der en praktisk opgave, hvor man eksempelvis skal skrive de manglende tal på kalenderlyset og sin ønskeseddel eller tegne de ting, Josef og Maria måske havde med på rejsen.
Der er også daglig andagt:

”Vi vil gerne have noget ud i hjemmene, der gør, at man som familie kan tale om tro,” siger Kristian Larsen.

Konkurrence om rygsæk

Der er en daglig konkurrence, hvor man skal svare på et spørgsmål fra dagens afsnit af ”Gumles jul”.Præmien er hver dag en rygsæk med påskriften ”Gud elsker børn”.

Vinderen offentliggøres dagen efter i det næste Gumle-program, hvor man kan finde svaret til dagens opgave. Bladet retter sig mod børn i alderen 4-10 år.

Bladet ”Gumles jul” kan købes her: shop.lmbu.dk/shop/andet/gumles-jul/