Skovgårde Bibelcamping skifter navn

Skovgårde Bibelcamping skal nu hedde Skovgårde med sloganet ”Camping til liv og tro.” Foto fra dette års bibelcamping, som havde temaet ”Hjertestarter”.

Skovgårde Bibelcamping skal fremover hedde ”Skovgårde” med sloganet ”Camping til liv og tro”.

”Vi ønsker en fornyelse af navnet, idet vi ønsker et mere mundret navn, hvor vi med et skarpt slogan samtidig kan fortælle meget mere om indholdet,” fortæller lejrchef Peter N. Andersen.

Skovgårde startede i 1970 og har dermed mere end 50 år på bagen, men indholdet på den ugelange camping er uændret siden starten. Grundlaget er fællesskabet med andre, som også ønsker at leve i relation til Jesus.

Campingpladsen ligger på Norddjursland med få hundrede meter til en god badestrand og i gåafstand til feriebyen Fjellerup. Målgruppen er børnefamilier, og der er gode tilbud til hele familien i form af Minihjørnet for de mindste, Børnehjørnet, Juniorstreet, TeenCorner og Ungdomspunktet. Der er også mange tilbud til voksne, hvor bibeltimerne er helt centrale.

’Powernap’ er temaet for 2022

”Næste års tema er ”powernap”. Her vil vi gerne sætte fokus på, hvor du finder hvilen, der sætter virkelig fri. På Skovgårde 2022 vil vi bruge Bibelens budskab til det powernap, hvor vi opdager det frisættende ved at være bundet af Jesus i stedet for egne og andres krav,” forklarer Peter N. Andersen.

For et par år siden købte Skovgårde (IM) en nabomark, hvormed muligheden for at udvide deltagerantallet er til stede. I løbet af efteråret er en del af pladsen planeret, hvormed antallet af pladser til campingvogne er udvidet.

”På Skovgårde er der rigtig mange frivillige hjælpere, og der har været en del i gang med af fælde læbælter, flytte eltavler mm. for at det kan lade sig gøre at udvide pladsen. For mange af os er Skovgårde årets højdepunkt. Her er der mulighed for at mødes og snakke om de vigtigste ting ved livet,” afslutter Peter N. Andersen.