Luthersk Mission får nyt logo

– Sammen med korset vidner hjertet om, at vi ikke bare ønsker at have korset som viden, forklarer generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen om det nye logo i magasinet Tro og Mission.

Et nyt og anderledes logo skal fortælle, hvad LM står for. Også missionsforeningens blad, Tro og Mission, har fået en større makeover.

I det seneste blad hedder det, at det nye logo har været undervejs siden april 2020. Det er tegnet af LM’s grafiker Amalie Puggaard Poulsen.

Om de enkelte elementer i logoet skriver kommunikationsleder Nicklas Lautrup-Meiner: ”LM eksisterer, fordi Jesu kors har sat et aftryk i vores hjerter”.

”Både kors og hjerte er symboler, der er brugt og forstået verden over. Hjertet er koblet sammen med M’et, fordi Guds kærlighed er grunden til mission.”

Bladet er nu ikke længere i tabloid-format, men et magasin med flere billeder og farver.

”L” står for det lutherske og er koblet sammen med korset: ”Den blå farve forbindes ofte med noget konservativt og seriøst og giver dermed et indtryk af en bevægelse, der har kantede og klassiske holdninger.

M står for mission og er koblet sammen med hjertet. I logoets M ser man den åbne bog – Bibelen. Det er en del af LM’s DNA, at vi bruger Bibelen og altid vender tilbage til den,” skriver Tro og Mission.