Flest sorte forventer at komme i Himlen

Som etnisk gruppe er USA’s sorte amerikanere mest sikre på at komme i Himlen efter døden.

49 % af de sorte amerikanere er sikre på at skulle ”være sammen med Gud i Himlen” efter døden. Kun 37 % hvide og 28 % latinoer har samme overbevisning, viser en ny undersøgelse fra Lifeway Research.

Mange kulturkristne mener, at den kristne tro ikke er nødvendig for at komme i Himlen, men nu viser en ny undersøgelse, at der er store etniske forskelle, når det gælder forventningen til efterlivet, skriver Christian Today.

Afrikanske amerikanere er den etniske gruppe, hvor folk er mest sikre på at komme i Himlen, hvis de har en kristen tro, viser en undersøgelse, som kan læses i Evangelism Explosion Study of Americans’ Openness to Talking about Faith. Undersøgelsen foregik den 8.-17. december 2021, hvor Lifeway Research modtog data fra et nationalt panel med godt 1.000 amerikanere.

Undersøgelsen viser generelt, at kun 37 % af amerikanerne er sikre på, at de skal være sammen med Gud i Himlen, mens 23 % håber det. 17 % mener, at man ikke kan vide det. Alligevel mente 55 % af de adspurgte generelt, at det er meget vigtigt at vide med sikkerhed, om man har evigt liv.

Tror på Jesus – eller egen godhed

Blandt de amerikanere, som er sikre på, at de ”vil være sammen med Gud i Himlen”, bekender 63 % sig til den kristne tro, men også 21% ikke-kristne mener, at de kommer i Himlen.

Flere kvinder end mænd viser sig at have frelsesvished, nemlig 44 % kvinder mod 30 % mænd. Samtidig er de ældre amerikanere mere sikre på en plads i Himlen end de yngre.

Især kvinder og ældre mener, at de fortjener at komme i Himlen på grund af deres ”tro på Kristus alene”. Men der er også mange, som mener, at de kommer i Himlen, fordi de opfatter sig selv som ”gode mennesker”.

– Der er kun frelse ved tro på Jesus Kristus, og det skal kirkerne forkynde tydeligt, fastslår Steve Cable. Foto Probe.org

Kirkens undervisning har været mangelfuld

– Mange mennesker er åbne for en samtale om Gud, men kun få kristne taler om deres tro, vurderer John B. Sorensen, der er leder af Evangelism Explosion International med beklagelse i en udtalelse til Lifeway Research.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En væsentlig årsag til denne tavshed er ifølge Steve Cable fra missionsorganisationen Probe Ministries, at troen på ”flere veje til Himlen” får mange kristne til at tie frem for at forsøge at omvende ikke-troende. Og det er et væsentligt problem, som kirkelederne bør tage op i deres undervisning, mener Steve Cable.

”Vi må igen og igen at gøre det klart og lade det være et vigtigt tema i vores undervisning, at Jesus Kristus har en eksklusiv rolle for ethvert håb om frelse,” fastslår han og tilføjer, at det bør siges meget tydeligt: ”Vi må forkynde det frimodigt: ’Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker’ (ApG. 4,11-12, red.).

Gud ville ikke have planlagt før tidens begyndelse at ofre sig selv på korset for at frelse os, hvis der havde været andre muligheder for at forsone syndige mænd og kvinder med sig selv.”


Artiklen fortsætter efter annoncen: