3000 år gammel tavle bekræfter bibelhistorien

’Tusindårs-fund’ ved Dommens Bjerg:

Scott Stripling præsenterede det sensationelle fund på The Bible Seminary i Texas. Bag arkæologen ses fra venstre fotos af tavlen og en oversigt over teksten, der er skrevet som en kiasme. Til højre ses Guds navn skrevet med gammelhebraiske bogstaver.

Et nyt arkæologisk fund fra Israel kan vise sig at være et af de vigtigste fund i nyere tid, da det bekræfter en traditionel, konservativ forståelse af historien ifølge Det Gamle Testamente.

Sidste torsdag præsenterede en meget begejstret arkæolog, Scott Stripling fra The Bible Seminary i Katy, Texas, den lille bly-tavle med 40 gammelhebraiske bogstaver. Teksten er tilsyneladende i overensstemmelse med 5 Mosebog 27,15-26 og Josva 8,30 og handler om, at Gud vil straffe israelitterne, hvis de bryder hans lov. Domsordene blev forkyndt fra Ebal-bjerget nord for byen Nablus, mens Guds velsignelse over dem, der fulgte loven, (5. Mos. 28, 1-11) blev forkyndt fra bjerget Garizim syd for Nablus.

Domsord i kiastisk form

Tavlen, som to gange nævner Guds navn, blev fundet netop ved Ebal-bjerget, hvor domsordene på Moses’ tid blev forkyndt. Bogstaverne er ”flere århundreder ældre end nogen kendt hebraisk inskription fra oldtidens Israel”, hedder det i en udtalelse fra The Bible Seminary.

Et laboratorium i Prag har scannet tavlen og konkluderer, at teksten, der er skrevet kiastisk med formen A-B-C-C-B-A, lyder: ”Forbandet, forbandet, forbandet – forbandet af Gud Herren. Du vil dø forbandet. Som forbandet vil du helt sikkert dø. Forbandet af Herren – forbandet, forbandet, forbandet.”

Her ses Scott Stripling under en udgravning af den bibelske by Shiloh i 2017.

Det bliver ikke større

Scott Stripling har udtalt under en pressekonference: ”På en skala fra 1 til 10 er det en 10’er. Det bliver ikke større end det her. Hvis den [bibelske] tekst er sand, er dette, hvad man kunne forvente at finde. Og det er virkelig det, vi har fundet!”

Arkæologen sagde også, at tavlen stammer fra den Yngre Bronzealder – fra 3300-1200 f.Kr. Tavlen er dermed omtrent 3.000 år gammel.
Mange kritikere af den traditionelle GT-forskning har ment, at udvandringen fra Egypten og erobringen af Kana’an fandt sted meget senere end det fremgår af de bibelske beretninger. Kritikerne anfægter Bibelens pålidelighed, når de hævder, at Mosebøgerne ikke kan være skrevet af Moses, fordi det hebraiske alfabet ikke fandtes på hans tid.

Men nu står arkæologerne altså med en tavle, der tilsyneladende bekræfter Moses’ forfatterskab – eller i det mindste det faktum, at der også på hans tid var folk, som kunne læse og skrive.

Bekræfter Bibelen

Ifølge Scott Stripling bekræfter det sensationelle fund den bibelske beretning. ”Man kan ikke længere argumentere for, at den bibelske tekst ikke blev nedskrevet før den Persiske periode (559 – 331 f.Kr.) – eller den Hellenistiske periode (323-30 f. Kr.) – som mange kendte kritikere har gjort det tidligere, for her ser vi tydeligt, at man kunne skrive hele teksten på et meget, meget tidligere tidspunkt. Dermed tipper vægten til fordel for en tidligere datering, og det støtter altså ikke argumenterne hos folk, der går ind for en senere datering”.

’Tusindårs-fund’

I løbet af de kommende måneder vil der udkomme en fagfællebedømt artikel om fundet, lover Scott Stripling. Hans kollega Gershon Galil fra Haifa University bekræfter, at fundet er helt enestående og meget, meget vigtigt. ”Dette er en tekst, man kun finder hvert 1000. år,” udtalte han til The Times of Israel.

Avisen har erklæret, at der sandsynligvis er tale ”et af de største arkæologiske fund nogensinde”. ”Det vil være det første fund, som bekræfter Guds navn i landet Israel, og det vil sætte tiden tilbage for påvist israelsk skrivekunst med adskillige århundreder. Det viser, at israelitterne kunne læse og skrive, da de gik ind i Det Hellige Land, og at de derfor kunne nedskrive Bibelen på det tidspunkt, da nogle af begivenhederne fandt sted,” skrev Times of Israel.