Anderledes andagtsbøger
To nye andagtsbøger fra Boedal og Lohse signalerer nytænkning.Det må kaldes nytænkning, når man vælger at udgive en andagtsbog skrevet af folk med forskellig kirkelig observans eller en andagtsbog, der i et friskt sprog gennemgår hele Bibelen.Udgivere er Forlaget Boedal i samarbejde med Dansk Oase – og Lohse, forlagsgruppen med baggrund i Indre Mission.
En andagtsbog skrevet af flere forfattere er set før, men ikke en bog, hvor andagtsstykkerne er skrevet af bl.a. præster fra både Folkekirken og frikirkerne.
En fælleskirkelig andagtsbog altså. Det er forlaget Boedal, der mere og mere markerer sig som et fælleskirkeligt forlag, der står bag udgivelsen. Andagtsbogen er rediget af Morten Munch, der bl.a. er teologisk rådgiver i Dansk Oase – og den skal hilses velkommen som et godt alternativ til de fleste andagtsbøger.
I bogen skriver en af de 35 forfattere tre dage i træk under et bestemt tema tre andagtsstykker, som på traditionel vis indledes med bibelvers, hvorefter selve andagtsstykket kommer; men derefter følger så en kort bøn, spørgsmål til overvejelse og henvisning til en bibeltekst til videre læsning. Der er dermed ikke kun lagt op til, at man beder, men også, at man tænker videre over det, man har læst.
Forfatterne kommer altså fra både folkekirke og frikirker. For Folkekirkens vedkommende er det dog langt overvejende og ikke spor overraskende præster og ledere med en vis tilknytning til Dansk Oase eller til frimenigheder inden for Folkekirken (der er mao. ingen fra de gamle vækkelsesbevægelser); en enkelt kvindelig fol-kekirkepræst er også kommet med: Signe Voldby, der var tv-præst i september, hvor hun for øvrigt citerede fra denne andagtsbog.
Frikirkerne er godt repræsenteret: Metodistkirken, Mis-sionsforbundet, Pinsekirken, Apostolsk Kirke, Baptistkirken – med div. aflæggere.
Som undertitel har bogen pilgrimsrejse: Vi – fra såvel folke- som frikirker – er sammen på rejsen mod det himmelske mål. Til rejsen gives Dagslys som en håndsrækning. Tak for det!
Thomas Teglgaard har tidligere skrevet et par mindre bøger med korte stykker, der sigter på unge. Nu er det så blevet til en hel andagtsbog, der i øvrigt skiller sig ud fra alle andre (mig bekendt) ved at gennemgå (hele) Bibelen fra 1. Mosebog kapitel 1 (1. januar) til Johannes Åbenbaring kapitel 22 (31. december); den 28. juli er bibelverset til andagtsstykket Matt. 1,1.
Med en sådan opbygning er man næsten nødt til at ignorere kirkens højtider, og det gør Thomas også, ordene jul eller Jesu fødselsdag er eksempelvis overhovedet ikke nævnt hverken 24. eller 25. december.
Bogens titel er heller ikke den mest oplagte på en an-dagtsbog. I forordet fortæller Thomas ganske morsomt om, hvordan han spekulerede frem og tilbage i forsøget på at finde en god titel. Mange forslag bliver nævnt, men for Thomas var Ib så perfekt, som nogen titel kunne være. Fordi det for ham kom til at stå som en forkortelse for Ingen betingelser og Ingen begrænsning.
Stilen i andagtsbogen er gennemgående frisk og ungdommelig, og han er ikke bange for at sige tingene anderledes eller ligeud. Man vil ikke bare blive opbygget, men også indimellem udfordret.
Også denne nye andagtsbog må være helt oplagt at bruge som julegave, først og fremmest til unge (eller yngre) mennesker.
Morten Munch (red.):
Dagslys – En pilgrimsrejse på 365 dage
384 sider 278 kr.
Boedal
Thomas Teglgaard:
Ib
448 sider 299,95 kr.
Lohse