Lærertræf i LMF Norge: Stærke kvinder og modige mænd fejrede 120 års mission

LMF – tidligere Lærerinnernes Misjonsforbund – fejrede 120 års jubilæum på Rønningen Folkehøgskole i Oslo. På billedet ses nogle af de mange nuværende og tidligere missionærer, som citerede Joh. 3,16 på 21 forskellige sprog.

 

Nogle af deltagerne, som kom fra køligere og mere regnfulde egne i det nordlige Norge, nød sommervejret og hedebølgen i Oslo under konferencen.

– Som ca. 10-årig var jeg med min mor til møde med Lærerinnernes Misjonsforbund og blev meget facsineret af missionærhilsenerne. Tænk, at man kunne skrive til Papua New Guinea, fortæller daglig leder i Norges LMF, Inger Marie Oppegård.

Udfordringen havde et kort møde med LMF-lederen under det tværkirkelige missionsfællessskabs 120-årsfejring på Rønningen Høgskole i Oslo sidste weekend. Imellem børnepasning, modtagelse af stævneafgift og andre serviceopgaver for de 130 stævnedeltagere, fortalte Inger Marie Oppegård om sig selv, at hun er uddannet præst fra Menighetsfakultetet i Oslo, har været missionær i Japan og i 6 år arbejdede for en domprovst.

– Der har mange gange været debat om, hvorvidt LMF skulle inkludere mændene, fortæller LMF’s daglige leder Inger Marie Oppegård.

Mændene kom med

Nu har Inger Marie Oppegård i otte år været leder for LMF, det tidligere Lærerinnernes Misjonsforbund, som først i 2012 valgte at inkludere mandlige lærere.

– Og jo, der har været debat mange gange i LMF, om det nu også var rigtigt og nødvendigt at inkludere mændene. Kvinderne er da også stadig i overtal i medlemsstatistikken, som nu har registreret 1500 kvinder mod kun 45 mænd. Disse medlemmer er aktive i 79 grupper, hvor de støtter missionærer med forbøn og 10% af lønnen. Ialt har LMF 17 udsendte gennem samarbejdspartnere i 12 lande, fortalte Inger Marie Oppegård.

’Vi er med i noget stort

Fredag den 12. august var der ”Offermøte”, hvor de mange nuværende og tidligere missionærer mødte op i nationaldragter fra tjenestelandene. Der blev samlet ind til arbejdet, og vi oplevede et stærkt fællesskab, mens vi læste Den lille Bibel, Joh. 3,16, på 21 forskellige sprog.

– Vi er med i noget stort, fastslog mødelederen, som blandt andet præsenterede en bibel-oversætter, der har arbejdet i Mali og et norsk-madagaskisk par, der arbejder som missionspræster i Paris.

Kristin Norseth, der er professor i kirkehistorie, holdt et spændende historisk og aktuelt foredrag om stærke kvinder i LMF gennem 120 år.

Frimodige kvinder

Kirkehistoriker Kristin Norseth holdt et spændende foredrag om LMF’s historie. Her var der især fokus på lærerinden Henny Dons (1874-1966), der var med til at grundlægge LMF i 1902. Samtidig var en anden kvinde leder og grundlægger af KMA – Kvinnelige MisjonsArbeidere. Begge disse organisationer arbejdede for at mobilisere kvinder til bøn og arbejde for indre og ydre mission i en tid, hvor kvinder endnu ikke havde stemmeret. Og begge lederne var ugifte kvinder med tilknytning til KFUK i Kristiania.

Ildsjælen Henny Dons havde håbet selv at kunne rejse ud som missionær, men måtte opgive det på grund af dårligt helbred.

Børn, Mission – og Kvindesag

– Der var en ”kvindebølge” i Norge og hele den vestlige verden i starten af 1900-tallet. Der var en erkendelse af, at den ugifte kvinde måtte blive selvforsørgende. Samtidig vidste man, at ”den, der rører vuggen, styrer verden”. Man forstod efterhånden, at kvinder har en kompetence netop ved at være kvinder. I krigstider viste kvinderne sig som gode hjælpetropper, mens de samtidig måtte udfylde både mande- og kvinderoller i hjem og samfund. Også ugifte kvinder kom gennem de nye opgaver til at realisere både sig selv og deres kald. De kvinder, der rejste ud som missionærer, lagde stor vægt på uddannelse. Men de havde også syn for den sociale nød i hjemlandet – og en militant profil, som det fx fremgår af sangen ”Til kamp, til kamp for Jesus”, fortalte Kristin Norseth.

Pastor, synodeviceleder og fung. generalsekretær i Bibelselskapet Anne Mari S. Topland holdt bibeltimer under sommermødet.

Sekulariseringen rammer

Da Henny Dons stoppede som LMFs formand i 1946, var hele 43% af folkeskolens lærerinder med i norsk LMF. Men det ændrede sig hurtigt i efterkrigstiden, da staten overtog læreruddannelsen.

– Sekulariseringen er grundlæggende ateistisk. Mission er blevet et fy-ord, og det er en udfordring at følge Jesus i et stadig mere efterkristent samfund, fastslog Kristin Norseth.

Hun sluttede sit spændende foredrag med at advare om, at nogle kristne vil miste deres job – men at vi som kristne også bør kræve vores ret – og iøvrigt huske både at bede og arbejde.