’Postmesteren’ fik uddelt Udfordringen til sin egen begravelse!
En festlig kristen personlighed blev forfremmet til herligheden.
Det lyder måske lidt mærkeligt at kalde en begravelse for ”fantastisk”, men sådan føltes det, da Ove Pedersen blev begravet i tirsdags.
Ove Petersen var oprindelig postmester i Christiansfeld – dvs. titlen og rangen havde han ikke, for posthuset hørte ind under postmesteren i Haderslev. Men lokalt var han ligesom postmesteren i posthuset, som Udfordringen for øvrigt senere købte i 2014. Ove var ude med fanerne 1. maj, og han var aktiv i et arbejdersangkor.
Men så blev han skilt og traf nogle år senere en musikalsk kvinde, som blev leder af sangkoret. Hun var kristen, og dermed opdagede Ove en helt ny og vidunderlig verden. Han blev troende, og de to blev gift.
Venner – uvenner – venner
Vi var så heldige at være i cellegruppe med Ove og hans anden kone, Birthe, nogle år, indtil vi flyttede til Afrika. Og Ove og Birthe flyttede til Sdr. Hostrup syd for Aabenraa. Ove var en mand med stærke holdninger, og da jeg kom hjem fra Afrika, havde Ove set sig vred på Udfordringen og klagede skriftligt over mig til bestyrelsen.
Den slags bliver man naturligvis ked af, og jeg regnede med, at jeg havde mistet en ven. Birthe døde desværre i 2015 af kræft. Den lange sygdom og døden slog forståeligt nok Ove ud. Han var langt nede i kulkælderen, da han en dag igen dukkede op på Udfordringen. I sorgen blev vi langsomt venner igen.
Slip nu sorgen!
Ove befandt sig stadig i en depression og kunne ikke rigtig se noget håb forude. Men efter en svær tid hørte Ove en hørbar stemme sige: Slip sorgen! Heldigvis fik han nu den idé at rejse til Israel for at være volontør ved Løvhyttefesten i 2008 for Den Internationale Kristne Ambassade.
Blandt de andre volontører var en indisk kvinde ved navn Anne Manning. De talte ikke sammen, fordi de var i hver sin landegruppe. Men Anne lagde mærke til den triste dansker, og den sidste aften inviterede Anne den fuldskæggede mand hen til deres bord. Her sad en hollandsk dame, som hun syntes, danskeren kunne tale med. Selv talte hun ikke med ham.
Ingen gifteplaner
Anne havde mistet sin mand i 2010, men hun havde ingen planer om at gifte sig igen.
– Det er ikke almindeligt i Indien, at en enke i min alder gifter sig. Og det havde jeg helt udelukket. Jeg havde nok at gøre med alle mine opgaver. Og jeg har to voksne børn, fortalte hun i et interview i Udfordringen i maj 2018.
Anne er et meget venligt og socialt menneske, så hun spurgte i Jerusalem venligt, om hun måtte få Oves email, ligesom hun fik de andres. Men for Ove betød det meget mere. Han var sikker på, at hun var den kone, som Gud ville give ham!
– Han begyndte at skrive emails til mig, og allerede efter 3-4 mails spurgte han, om jeg ville gifte mig med ham! fortalte Anne i interviewet. Hun var noget forbløffet over danskerens frimodighed.
Et dansk ord i en drøm
Anne afviste stadig tanken, selv om nogle af hendes rådgivere spurgte, om hun ikke burde overveje at gifte sig igen. Anne underviste i Indien på både verdslige og kristne kurser og seminarer, så hun følte, hun havde for travlt til at fordybe sig i bøn. Derfor bad hun Gud om at give hende vejledning i en drøm.
Dén nat drømte hun, at hun så et hvidt ark papir, hvor der stod PAR/Ove. Wife/Anne. Lidt rystet spurgte hun i en mail Ove, om han kendte ordet PAR, som hun ikke kendte. Jo, han vidste da godt, hvad et par betød – og han gentog sit frieri.
I en prædiken hørte Anne derpå præsten fortælle om Abraham, der skulle rejse bort fra sin slægt og sin land for at rejse til et fremmed land. Da præsten sagde: Pak din kuffert og rejs! følte hun, at Gud talte direkte til hende. Hun talte med sin datter om de mange tegn, og datteren kunne nu fortælle, at hun og manden havde bedt for, at hun måtte finde sig en ny mand i Israel. Og at denne mand måtte spørge hende om at gifte sig. Så de var ikke i tvivl om, at danske Ove Pedersen var svaret på deres bønner!
Jul i Bombay
Ove blev nu inviteret på besøg i julen 2016. Selv om man i Indien først fejrer jul den 25. december, aftalte datteren med Ove, at de skulle holde en dansk juleaften den 24. december. Ove medbragte juleevangeliet, julesange og opskriften på risengrød. Anne nåede lige at komme hjem efter to måneders undervisning i Himalaya-bjergene. Og da de alle seks var samlet, følte hun, at Ove hørte med til familien.
Selv om Oves præst, Jørgen Jørgensen i Aabenraa, havde opfordret Ove til at slå koldt vand i blodet, faldt Ove allerede den 26. december ned på knæ og friede til Anne, og i februar 2017 kom Anne til Danmark for at møde hans familie og land, før de blev gift i Skt Nicolaj Kirke i Aabenraa den 27. maj.
Fem aktive år
Nu begyndte en meget positiv periode i Oves liv. Sammen deltog parret i mange kristne stævner og konferencer, og efterhånden opdagede bl.a. Aglow og Pottemagerens Hus de rige evner, Anne har som kristen underviser. Deres fælles kristne tro betød, at de sammen gik på gademission. Og hvor Ove før havde været skeptisk overfor Udfordringen, bestilte han nu gang på gang aviser til uddeling på torvet i Aabenraa eller andre steder.
Udstyret med en cowboyhat på hovedet, langt hvidt skæg, et stort kors i en kæde om halsen – og en masse frimodighed, tilbød han forbipasserende en Udfordringen. Og hvis der var en enkelt imellem, som sagde nej tak, så undrede han sig meget. Hvordan kunne de dog sige nej tak til så godt et tilbud? Alle burde høre evangeliet, som havde forvandlet hans eget liv.
Ramt af sygdom
I flere omgange blev han meget syg, men kom sig igen. Til sidst bukkede han dog under. Men han nåede i sidste del af sit liv at få rettet op på mange af de ting, han fortrød. Bl.a. i forhold til sin egen familie. Han kunne derfor drage herfra med fred i sindet, selv om han kun fik 5 år med Anne.
Alt dette afspejlede sig i hans begravelse. Det var ikke nogen sørgefest, men en glædelig afsked med en troende bror, som var kommet hjem til herligheden hos Gud. I folkekirken holdt Anne en lille mindetale, hvor hun også fik forkyndt evangeliet. Og to af hendes voksne børn sang og spillede. Sangene var lovsange.
Parret havde bestemt, at alle deltagere i begravelsen skulle tilbydes et eksemplar af Udfordringen og en lille hjertebog ved udgangen. Og det tog de fleste imod. Jeg har aldrig tidligere oplevet, at Udfordringen er blevet delt ud til alle i en kirke, og da slet ikke i en folkekirke – og så til en begravelse. Men her virkede det helt naturligt og i overenstemmelse med den spændede mand, som vi mindedes denne dag.
Ære være hans minde.
