Årsmøde i Mission Afrika
Lørdag d. 10. september afholder Mission Afrika årsfest med temaet “Stærkere sammen”.
Årsmødefesten er for alle. Der kommer både mange venner af Mission Afrika, venskabsorganisationer, netværk og andre nysgerrige, som gerne vil tage del i samtalen om global og national mission.
Varieret program
Om formiddagen har medlemmerne repræsentantskabsmøde, hvor bestyrelsen fremlægger sin arbejdsberetning og regnskabet for 2021, og der er bestyrelsesvalg og samtale om Mission i 2022. Herefter vil der være en kort gudstjeneste, hvor Henrik Højlund prædiker. Der er besøg af Ezai Zra fra Cameroun til eftermiddagsprogrammet. Ezai er administrator i partnerkirken i Cameroun og er meget central i partnerskabet.
Om eftermiddagen er der tre spor at vælge imellem: 1) Debat & samtale: beretningen, Mission Afrikas vision og strategi. 2) Opdatering og historier fra partnere i Afrika & SAT-7 (dette spor besøger Ezai Zra) og 3) Krea, genbrugs-workshop og dans m.m. for dem, der ikke kan sidde stille!
Derefter er der festaften med musikalsk indslag, og man slutter af med en festmiddag. Det vil være muligt at møde møde den nye generalsekretær Jørn Blohm Knudsen i løbet af dagen.
Også for børn
Hvis man har børn, er det ingen forhindring for at deltage på dagen. Efter frokosten står de unge fra Mission Afrika Youth klar med aktiviteter og krea, hvor børnene også kan være med. Børneprogrammet er en del af SPOR 3, så tag gerne børn og børnebørn med.
Mission Afrika
Mission Afrika samarbejder med partnere i Afrika og Danmark om flere end 70 kirkelige og sociale projekter. ”Vores første missionær, Niels Brønnum, rejste til Nigeria i 1913 med lægetasken i den ene hånd og Bibelen i den anden. Vi følger hans eksempel ved at forbedre nogle af verdens fattigstes vilkår og give alle muligheden for at høre de gode nyheder. At være “i mission” handler om at hjælpe dem, ingen andre vil hjælpe. Vi ønsker, at alle skal få muligheden for at høre om Jesus, og vi støtter de kristne, som er forfulgte. Vi hjælper nogle af verdens fattigste, og vi opererer i lande, hvor nødhjælpen er begrænset,” skriver Mission Afrika på hjemmesiden.