Kristent kald og etiske dilemmaer i den almene lægepraksis

Egentlig havde Paul Amberg ikke tænkt på at blive læge. Astrofysik virkede dengang mere tiltrækkende. Men det blev Kristi kors, der afgjorde valget.

Troen ind med modermælken

Som søn af en mor, der var polsk flygtning og en svensk far, der konverterede til katolicismen, voksede Paul op med troen som vigtig.
Det var også relationen til Gud, der blev afgørende for hans uddannelsesvalg:

”Da jeg skulle vælge studium på universitetet, overvejede jeg, hvor jeg ville være om ti år, hvis jeg valgte astrofysikken. Jeg tænkte, at dér ville jeg ikke lære om smerte som menneskeligt vilkår. På det tidspunkt forstod jeg, at Kristi kors stod centralt. Han deltager jo i vort kors, og vi i Hans. Men det syntes jeg ikke, at jeg havde haft anledning til, da jeg havde haft en lykkelig opvækst. Måske ville lægestudiet give mig større indsigt”.

En helbredende relation

At det netop blev den almene praksis, der blev Pauls felt, skyldtes, at han her kunne komme til at beskæftige sig med lidt af hvert.
Men også den mangeårige kontakt med de samme patienter er han glad for:

”Det giver mulighed for at udvikle en grundlæggende tillid, og på det grundlag kan man lave ting sammen, som ellers ikke ville være mulige. Når patienterne mærker denne trofaste relation, tør de lidt mere og kan få tillid og tro på, at de kan leve med og udvikles i de udfordringer, de har.”

Med Gud i konsultationen

Det er karakteristisk for Paul, at han tænker meget helhedsorienteret i sin behandling, og at troen og Gudsforholdet er en nødvendig tilgang til patienterne:

”Når man går ud af universitetet, er man nærmest hjernevasket og har en næsten programmeret tilgang til mennesket. Heldigvis genvandt jeg den menneskelige side, men det tog sin tid. Nu kunne jeg blive mere åben for det relationelle, og dermed kunne troen også komme mere i spil. For den lever jo i det relationelle – fordi det er kærlighedens væsen. Men det tog mange år, før jeg vovede at afprøve nogle perspektiver i samtalerne, som havde med det eksistentielle at gøre og endda give folk lidt modspil.”

Sandhedens og kærlighedens magt

”Selvfølgelig skal en læge ikke være missionerende i traditionel betydning. Men man må meget gerne være ”missionerende” i forhold til at stille spørgsmål, som kan lede personen ét skridt nærmere det sande fundament – fx hvis de går i ring om noget, som er destruktivt eller uhensigtsmæssigt. Kærligheden forvandler, og hvis den er baseret på sandhed, hengivenhed og offervilje, nærmer vi os Guds kærlighed til os. Hvis vi går ind i den, er det pludselig nogle andre kræfter, der virker!”

Guddommelig inspiration

”Vi er jo alle sammen skabt i Guds billede. Det betyder, at vi er i stand til at genkende det, som hører Gud til. Og når vi får øjnene åbnet for Guds sandhed og skønhed, blegner mange af vores egne forestillinger. Det lys og den styrke, der kommer i en sådan erkendelse, udfordrer os. Man går fra alene at være sig selv til at se, at man hører til i en større sammenhæng. Det er det første skridt, som mange mennesker i dag har brug for. Dette kan bane vej for andre skridt, og idet man erkender Guds sande virkelighed, får man smag for mere.”

Paul påpeger også, at der er brug for inspiration, da den enkelte patient ikke nødvendigvis har lys ind over sin situation:

”Når man har været fanget i et ufrugtbart handlingsmønster og et frustreret syn på sin situation, og man så erfarer, at nye perspektiver bryder frem, skænker Gud sjælen nyt mod.”

Jeg er blevet mere og mere klar over,
hvor svag jeg selv er, og hvor vigtigt mit trosliv er for,
at Gud kan være mere nærværende i mit lægevirke
– det er jo Kristus, der er Lægen.

Lægens trosliv

”Men som kristne ved vi også, at det ikke er lige meget, hvordan vi lever vores liv. Hvis jeg ikke har et bønneliv, går til skrifte og modtager Jesus i nadveren, står jeg svagt, og min evne til at opfatte de små signaler og inspirationer vil blive svækket. Jeg er blevet mere og mere klar over, hvor svag jeg selv er, og hvor vigtigt mit trosliv er for, at Gud kan være mere nærværende i mit lægevirke – det er jo Kristus, der er Lægen.”

Her fortæller Paul om vigtigheden af at bede for patienterne. Han fortæller, hvordan han som katolik benytter den mulighed, han har for at bede sin præst om at lægge konkrete personer frem for Gud i Messen. For, som han siger: ”Kristus, særligt nærværende i nadveren, modtager sjælens anliggender”.

360-graders-samtalen

Men lægefaget stiller også Paul overfor flere etiske dilemmaer. Et af disse er spørgsmålet om abort:

”Her er jeg blevet ført til at tale med mine abortsøgende patienter om det, som kunne kaldes ”360-graders samtalen”. Jeg forlanger, at både kvinden og manden kommer. Vi gennemgår, hvilket syn de har haft på abort før det aktuelle svangerskab. Hvad står der konkret på spil for dem, nu da de de facto er forældre til dette barn? På hvilken måde er planer og drømme blevet påvirket? Hvad frygter de at miste? Man må som regel forvente at skulle afgive ofre og møde udfordringer ved dannelse eller udvidelse af enhver familie. Hvilke tanker har de om, hvad der skal til for at byde barnet velkommen? Hvilken støtte kan de regne med? Hvad forlanges der af manden? Hvilken personlig vækst er der i vente for dem begge i forældreskabet? Hvad kan forældreskabet betyde for deres egen relation og andre vigtige relationer i netværket?
Hvad vil der åbne sig for perspektiver, hvis de vælger barnet til, og hvilke konsekvenser ser de, hvis de vælger at afvise barnet – og dermed på en måde gør vold på deres moder- og faderskab? De fleste er klar over, at ved en abort forsvinder barnet ikke fra deres bevidsthed. Desuden siger man ikke bare nej til det barn, men til dets generationer fremadrettet. Desuden taler vi om, hvor hurtigt barnet udvikles, og at det befrugtede æg aldrig kan blive andet end et menneske. Jeg påpeger også, at jeg ikke kun er morens læge, men også barnets.”

Foragt for livet

Et andet dilemma er prænatal diagnostik. ”Ved den første svangerskabssamtale taler vi om, hvad hensigten med prænatal diagnostik er.”
Paul fortæller, at man har beregnet, hvor mange aborter der skal til for at finansiere dette tilbud: ”Denne kradse økonomiske tilgang er dybt ubehagelig”.

Han forklarer de gravide mødre og fædrene, at de ved denne undersøgelse kan få besked om, at der fx. er 1:120 risiko for, at deres barn har Downs syndrom – altså at 1 ud af 120 med denne nakkefoldstykkelse har Downs:

”Man taler faktisk om ”høj risiko” for Downs, selv når der er tale om 1:80, nogle steder endda ved 1:300. Jeg beder forældrene forestille sig, at der ligger 80 nyfødte: én af dem har det ekstra kromosom. Synes de, at det er en ”høj risiko”? For at vide det mere sikkert, skal man stikke en nål igennem fosterhinden og trække lidt væske ud til undersøgelse, og det er i sig selv aborterende i 1:100 eller 1:150 tilfælde. Så der kan være lige så høj risiko for at miste sit raske barn, fordi man gerne vil vide, om barnet har en kromosomvariant. Vi taler også om, hvad det indebærer at få et barn med netop disse træk. For, at man får bekymringer og udfordringer med sine børn uanset, det kan man spørge sine egne forældre om! Og vi skal huske, at disse børn bliver elsket, og at de selv i de allerfleste tilfælde er lykkelige for livet.”

Et skred i menneskesynet

”Vi skal også være klar over, at vi med vores handlinger bygger det samfund, vi får. Hvis vi aborterer vores børn på dette grundlag, deltager vi i et sorteringssamfund. Det bliver op til os, hvem vi synes er gode nok. Er det i orden, at vi som medborgere bliver sat i dommersæde? Skal livet være så lidt værd, at det er op til personlige overvejelser, om et menneske skal godkendes eller ikke? Dermed smuldrer det kostbare objektive fundament for vores kristne samfund: at vi er skabt i Guds billede, og alle mennesker har samme værdi.Det næste logiske skridt er desværre allerede blevet taget: forskellighed ind for loven. Hvordan betegner vi den stat, hvor de stærke altid får det sidste ord? Hvad er vores kristne modsvar?

En glædelig udgang

”Jeg har været en glad tilskuer til en række kvinder og par, der har valgt om. Måske går 1 ud af 4 væk fra deres første ønske.
Så sent som for et par uger siden var der et par, hvor manden så det som utænkeligt at skulle have barnet, og hun var usikker. De havde ikke kendt hinanden ret længe, og deres relation var ikke gnidningsfri. Men efter samtalen gik de hjem, gen-overvejede situationen, og de valgte barnet til. Hun kom så tilbage til seks-ugers-undersøgelsen og var overlykkelig. Hun fortalte, at faren også havde fundet glæden ved at skulle være far! Hun så ud som om, hun var blevet et helt menneske med en fast tryghed og ny robusthed i sig.
Efterfølgende fejrede vores præst en taksigelsesgudstjeneste”.