Skriv til Suh

Nye mennesker gør mig usikker
Kære Suh
Jeg bliver altid så utrolig usikker og genert når jeg møder nye mennesker, nogen gange stammer jeg ligefrem. Jeg er ellers en helt almindelig fyr og synes ikke jeg normalt er usikker på mig selv. Nogen gange kan jeg bare slet ikke styre det. Hvad kan det være og hvad skal jeg gøre?
Den Generte

Kære Generte
Jeg kan godt forstå, du er irriteret over din situation. Det vanskeliggør jo i den grad dine sociale relationer.
Dit problem skyldes højst sandsynligt, at du, når du møder nye mennesker, ubevidst genoplever en tidligere ubehagelig situation, der på en eller anden måde er knyttet til den aktuelle. Det kan enten være noget konkret, du tidligere har oplevet, eller en følelsesmæssig tilstand, som vender tilbage til dig.
Hvis man f.eks. gentagne gange i løbet af sin opvækst er blevet tudet ørerne fulde af, at man ikke er god nok eller interessant nok, kan disse følelser og minder dukke op i mødet med nye mennesker, hvor man netop er interesseret i at være interessant og god nok.
Det kan også være, at dine forældre, hvis du har været genert som barn, måske hurtigt har svaret for dig, når der var gæster eller på anden måde har overtaget. Du har måske oplevet det som om, at du ikke var god nok. Samtidig har du så heller ikke fået lært at overvinde genertheden, når der var andre, og heller ikke kunsten at konversere.
Prøv at finde ud af, hvad det er der ligger til grund for din usikkerhed og begynd så at udforske det. Lyt efter, om der ikke er en slags ”indre stemme”, der automatisk hvisker skræmmende ting til dig, når du møder nye mennesker (det er jeg sikker på, der er).
Find ud af, hvad den siger til dig, og gå så i rette med den – angrib den og affærdig den, som hvis det var en irriterende sælger, der prøvede at sælge dig noget, som du ikke var interesseret i! Gør det gerne højlydt, så du selv hører dine egne argumenter – du trænger nemlig til at høre noget andet!
Prøv at øve dig i at slappe mere af sammen med fremmede, find gerne selv nogle oplagte situationer til at øve dig i, så du er forberedt så situationen, og så den ikke kommer bag på dig. Og hav så tålmodighed med dig selv!
Hilsen Suh

Angst fylder meget i mit liv
Kære Suh
Jeg tror, jeg behøver hjælp. Mit liv er meget præget af angst, om natten drømmer jeg, råber højt, skriger, oftest om hjælp. Forleden var jeg på museum med nogle venner, og pludselig kunne jeg ikke se dem. Jeg blev panikslagen og blev først rolig, da jeg kunne se dem igen. Jeg er bange for at blive bundet endnu mere af angst. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen den Angste

Kære Angste
Hvor er det godt du beder om hjælp!
Din angst fylder allerede alt for meget i dit liv, bogstaveligt talt både dag og nat. Det er meget klogt at tage kampen op nu!
Lad mig først slå fast: angst er ikke en isoleret tilstand, som kommer og går, uden at vi har nogen indflydelse på det. Angst er derimod en kropslig og psykisk reaktion på noget og har derfor altid en årsag. For at komme angsten til livs er du altså nødt til at finde ud af, hvad det er, der giver anledning til din angst – og så gøre noget ved det!
Måske er det undertrykte følelser, som ligger og ulmer under overfladen, f.eks. en ubearbejdet sorg eller uforløst vrede? Når vi nemlig nægter vores følelser at komme til udtryk, finder de bare en anden måde at komme til overfladen på – f.eks. som angst.
Det kan også være et resultat af ubearbejdede traumatiske oplevelser, f.eks. svigt, overgreb eller andre voldsomme oplevelser?
Eller måske det er en overbelastning af din krop eller psyke?
Dine råb om hjælp i søvne tyder på, at der er noget, du har brug for at blive reddet fra. Hvad kan det være?
Og hvad fortæller dine drømme dig ellers? Måske der er et bestemt mønster eller tema i dine drømme som kan give dig et vink om, hvad det handler om. Når vi drømmer har vores psyke nemlig lettere ved at kommunikere med os fordi forsvarsmekanismerne så at sige også sover.
Det kan også være godt at undersøge angsten nøgternt: hvad er det helt konkret du frygter?
Prøv at sætte ord på over for dig selv.
Er du bange for at miste andre eller miste dig selv (jf. din oplevelse på museet)?
Mange af disse spørgsmål og tanker kan være svære at arbejde med selv, så jeg vil råde dig til at få professionel hjælp og støtte til det.
Held og lykke med det
Hilsen Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen, Nordgårdsvej 109, Tune, 4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk

Breve til Suh skal være skrevet med henblik på at offentliggøres.
Ikke alle breve offentliggøres. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk