Gud er (heldigvis) bund-uretfærdig!

Søren Fibiger Olesen
er landsformand for Kristelig Fagbevægelse.I denne uges tekst møder vi en arbejdsgiver, som kan få både røde og gule fagforeningsfolk til at se rødt. Tænk engang, at man tillader sig at give den samme løn, uanset om medarbejderen har arbejdet en time eller ti timer. Det er da bunduretfærdigt! Fagforeningsparolen hedder ligeløn for lige arbejde, men her praktiseres ligeløn for ulige arbejde. Det er da uretfærdigt!

Historien handler om en vingårdsmand, der tidlig om morgenen ansætter arbejdere til sin vingård. Der aftales en løn på én denar. Til middag ansætter han flere, også de loves én denar. Og sidst på dagen kører vingårdsmanden igen ind på torvet og ansætter endnu flere arbejdere.
Solen går ned, og det er lønningstid. De sidst ansatte får først deres løn på én denar. De, der kom til middag, får også den lovede denar. Forventningerne hos de arbejdere, der har arbejdet hele dagen, stiger. Når nu de, der har arbejdet en halv dag eller mindre, får én denar, så må der vanke mere til os, tænker de.

Men nej! Da det bliver deres tur, får de den denar, som vingårdsmanden havde lovet dem. Arbejderne er forståeligt skuffede og bliver gale i skralden. De bringer deres tillidsmand på banen, og han anklager vingårdsmanden for uretfærdighed. Vingårdsmanden forsvarer sig med, at han udbetaler det, de på forhånd blev enige om. Han har altså holdt, hvad han lovede. Historien slutter med, at vingårdsmanden siger: ”Eller har jeg ikke lov at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.

Hvordan skal vi så forstå denne historie, som Jesus fortæller sine disciple? Er det en lektion i datidens arbejdsmarkedsforhold? Er det en fortælling om solidaritet? Er det læring om næstekærlighed? Nej, ingen af delene. Historien skal vise os noget om Guds væsen, og dens pointe er, at Gud har en anden retfærdighedssans end mennesker. Gud praktiserer en retfærdighed, som i vore øjne virker bunduretfærdig.
Gud giver nemlig ikke som fortjent. Han giver uendelig meget mere. Han vurderer ikke på, om vi har knoklet et helt liv, en time, eller vi ikke har rørt en lillefinger i hans vingård. Det, Gud vurderer på, er, om den retfærdighed, han har tilvejebragt, da hans søn Jesus døde på et kors og opstod tre dage efter, om vi vil lade den retfærdighed gælde for os.

Med andre ord: Jeg kan altså ikke ved mine gode gerninger eller nok så megen fromhed please Gud. Den eneste, der i vores sted kan please Gud, er Jesus. Det betyder for mig, at jeg i mit liv må stole helt og fuldt på, at Gud ikke giver efter, hvad jeg fortjener. I stedet må jeg glæde mig over Guds retfærdighedssans i stedet for min egen.
Guds retfærdighedssans er udtryk for en uendelig kærlighed til os. Kærlighed er at give langt mere end forventet. Det gjorde Gud! Han gav sig selv, i døden, for at jeg kan leve. Det er Guds retfærdighed.
Med fare for at devaluere Guds kærlighed og retfærdighed vover jeg alligevel denne afslutningsreplik: Verden, samfundet, arbejdspladserne, familierne, relationerne til hinanden ville blive langt bedre, hvis vi bare praktiserede en flig af den kærlighed og retfærdighed, som Gud har vist os.
Kristeligt Pressebureau