Ny bibel på vej

Peder Ø. Andreasen: ”En ny bibeloversættelse skal være til glæde, til tro, til besindelse, til fællesskab – til os som land og folk.” Foto: Carsten Lundager.

Det er over 30 år siden, Bibelen senest blev opdateret. Nu får vi en opdateret, autoriseret udgave.

– Målet med den nye version er, at den skal skrives i et opdateret sprog, der passer mere til tiden nu, fortæller Peder Ø. Andreasen, formand for Bibelselskabets bestyrelse.

– Selvom kristendommen arbejder med evigheden som horisont, står tiden ikke stille, skriver Bibelselskabet. Siden 1992 har både videnskaben, sproget, traditionen og kulturen udviklet sig. Det tager lang tid at oversætte en bibel. Derfor er det forventningen, at den nye version er klar i 2036. Det er også 500-året for reformationen i Danmark. En reformation, som blandt andet var startskuddet til, at Bibelen blev oversat til de nationale sprog, understreger Peder Ø. Andreasen.

Et samlende projekt

– En ny bibeloversættelse samler kulturen, mener generalsekretær i Bibelselskabet Johannes Baun og henviser til, at Bibelen er en levende størrelse, der har vist sin vitalitet gennem århundrederne, der forener mennesker på tværs af tider, kulturer, tro og livssyn.

– Bibelen er relevant for enhver, der er interesseret i vores religiøse, sproglige og samfundsmæssige arv. Den kan kaste lys på historien, spejle nutiden og give pejlemærker for fremtiden, fortæller generalsekretæren. Projektet samler de næste mange år også forskere og oversættere på tværs af kirkesamfund, der sammen skal tilbage til den hebræiske og græske grundtekst for at lave den mest præcise og dynamiske oversættelse fra de klassiske sprog til et nutidigt dansk.

Et samfundsrelevant projekt

Siden den første danske oversættelse i 1550 har Bibelen haft afgørende indflydelse på, hvordan vi ser på hinanden og på verden.

– De bibelske fortællinger og værdier ligger så dybt i os, at vi ofte ikke er opmærksomme på dem, siger Peder Ø. Andreasen, formand for Bibelselskabets bestyrelse. Hvad ville socialomsorgen være uden lignelsen om den barmhjertige samaritaner? Hvordan ville vi se på hinanden, hvis ikke Bibelen havde fortalt os, at ethvert menneske er skabt med værdighed? Og hvordan ville det se ud med arbejdsetikken, hvis ikke det var for Jesu lignelser om de betroede talenter?

– Derfor er der igen og igen brug for at oversætte Bibelen og styrke kendskabet til de fortællinger, der binder det danske samfund sammen. Mister vi dem, mister vi os selv, siger Peder Ø. Andreasen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fond giver 16 millioner til projektet

– Det kræver grundige forberedelser, detaljeret planlægning og mange midler, slutter Peder Ø. Andreasen. Hele projektet er estimeret til at koste 38,5 millioner kroner. Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilget 16 millioner kroner til projektet, og ifølge Peder Ø. Andreasen er det et stærkt udgangspunkt for at gå i gang.