Marianne Karlsmose bliver landssekretær for Korshæren
KristenDemokraternes tidligere landsformand, Marianne Karlsmose, skal fra 15. februar være landssekretær for Kirkens Korshær med ansvar for regionerne Øst-, Nord-, Midt- og Vestjylland.
Som landssekretær i Korshæren skal den tidligere landsformand for KD være bindeled mellem de mere end 8.000 frivillige og ledelsen, fremgår det af en pressemeddelelse. ”Jeg er rigtig glad for at byde Marianne velkommen i Kirkens Korshær. Hun er et stærkt kort, ikke mindst med sin store erfaring med at arbejde i en frivilligbåret organisation,” udtaler chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer.
Selv udtrykker Marianne Karlsmose, at hun glæder sig til arbejdet med socialt udsatte: ”I Kirkens Korshær oplever jeg, at nærvær, omsorg og respekt ikke bare er ord, men faktisk gennemsyrer alle dele af arbejdet,” siger hun. Den kommende landssekretær vil fortsat varetage sit politiske arbejde som regionsrådsmedlem i Region Midtjylland.