Bibeludgivere politianmeldt

Pia Sally Jensen, kvinden bag folkekirkestop.dk, anmeldte Bibelselskabet (som står bag den autoriserede danske bibel), og Forlaget Scandinavia som står bag ”Bibelen på hverdags dansk” til Odense politi.

Pia Sally Jensen.

To forlag anmeldes for manipulation med den danske bibel. Angiveren mener forlagene har sat deres egne tolkninger ind i bibel-oversættelserne.
– Jeg vil ikke finde mig i, at de ”skriftkloge” tager Jesu ord som gidsel, så de fortsat kan forsvare den absurde kolos, der kaldes ”den kristne kirke”, siger Pia Sally Jensen til Udfordringen. Hun er selv tidligere menighedsrådsmedlem, der nu er udtrådt af Folkekirken, fordi hun mener, de andre medlemmer er ”griske levebrødskristne, der går alt for meget op i mursten og love og bremser for al nytænkning”. Hun mener der er brug for et opgør. Derfor prøver hun på hjemmesiden Folkekirkestop.dk at vække og hjælpe folk ud af Folkekirken.
Bibelselskabet blev anmeldt for bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk i forbindelse med oversættelse og udgivelse af den autoriserede danske bibel.
Forlaget Scandinavia blev anmeldt for bedrageri og dokumentfalsk i forbindelse med oversættelse og udgivelse af ”Bibelen på hverdagsdansk”.
– Vi har ikke hørt noget fra politiet endnu, siger General Manager Peter Brandt fra Scandinavia Publishing House. Det er ikke os, der står for det redaktionelle arbejde med at tolke Bibelen, modsat når vi laver kristne børnebøger, hvor vi selvfølgelig lægger en fortolkning i. Men bibeloversættelser har altid givet uoverensstemmelser mellem kristne, fordi vi står over for en masse kompromisser, siger han til Udfordringen.
-nord